Rosenborg Slot i København eller Huset i Haven, som Christian 4. kaldte det Slottets arkitektur er inspireret af den nederlandske borgerlige renæssancestil.

.

Om kongens sidste dage har en af de tilstedeværende læger, doktor Otto Sperling, fortalt i sine erindringer.

"Kongen blev altid opvartet af hr. rigens hofmester, og talte kongen om mange hemmelige sager med ham og åbenbarede ham, hvo hans fjender var, og for hvem han skulle vogte sig. Bekendte også for ham, hvorledes han var blevet bedraget af fru Vibeke, så at han havde forstødt sin gemal fru Kirsten, idet han derhos sagde, at han straks ville afskedige Vibeke og igen kalde fru Kirsten til sig, for at hun kunne pleje ham i hans alderdom … såfremt Gud igen ville hjælpe ham ud af denne svaghed."

Og Sperling fortæller også, at kongen ikke ønskede hertug Frederik tilkaldt.

Leonora Christina, der betegnede sig selv som kongens yndlingsdatter, beretter i sine erindringer, at „hun havde endnu den trøst at betjene ham til hans sidste suk”, og at kongen, da hun havde grædt ved hans sygeleje, havde kysset og klappet hende og bedt hende stille sine tårer, idet han sagde: „Jeg har sat dig så fast, at ingen kan rokke dig”.

Begge erindringer er skrevet årtier efter kongens død, på et tidspunkt, hvor det var gået ilde for Leonora Christina og doktor Sperling, der var Ulfeldtfamiliens trofaste ven. Sandsynligvis er det eneste sandfærdige ved de to beretninger, at Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina hele tiden var om kongen under hans sidste sygdom. De agtede at sikre sig rigets nøgler ved at beslaglægge kongens aktstykker, forhindre hertug Frederik i at komme til stede og holde Vibeke Kruse fra kongen.

Hen over den døende konge lykkedes det Corfitz Ulfeldt at gøre sig selv til rigets faktiske regent. Havde han planer om at forhindre hertug Frederiks valg til konge? Ville han gøre sin hustru til regerende dronning med sig selv som den dominerende førsteminister? Eller pønsede han på at indsætte kongens og Kirsten Munks eneste søn, Valdemar Christian, der ville være viljeløs nok til at lade sig koste rundt med af en rigshofmester, der ikke gik af vejen for at anvende magtpolitikkens mest mislige kneb? Corfitz Ulfeldt var ikke bedekammerets mand.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Ådselgribbene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig