Maria lader sin mælk flyde, træsnit fra Fundamentum in Grammatica, trykt i København 1493. Maria-kulten tog et vældigt opsving i denne tid. Hun havde længe opfyldt behovet for en kvindelig guddom. Hun var fantasiens himmeldronning, men også meget nærværende i det daglige – munkens drøm om det uopnåelige, nonnens ideal, jævne bønder- og borgerkvinders forestillinger om den erfarne medsøster, fortrolig med enhver mors sorger og glæder og børns død. Og for alle var hun den milde mor, der gik i forbøn hos sin søn, den strenge, retfærdige dommer.

.

Ærkebispen var den danske kirkeprovins' overhoved. Lad os følge ærkesædets skæbne efter at den borgerligt fødte Birger Gunnersen var død i 1519.

Domkapitlet i Lund valgte i overensstemmelse med reglerne en af sine egne, den adelige Aage Sparre, til ny ærkebisp. Kongen ville have sin kancellisekretær, den borgerlige Jørgen Skodborg, og han tvang kapitlet til at acceptere dette. Skodborg kunne imidlertid ikke få pavens godkendelse, for paven havde givet embedet til en af sine folk, kardinaldiakon de Cecis, der skulle have indtægterne som en del af sin løn. De Cecis havde ikke noget imod at afstå ærkesædet, om hvis beliggenhed han næppe har haft særlig præcise forestillinger, men han skulle have penge for at give afkald, og i Danmark ville man ikke betale.

Kongens idé med at sætte Jørgen Skodborg igennem var, at han skulle overlade kongen Bornholm og tre herreder i Skåne, som hørte under ærkebispesædet. Det nægtede Skodborg imidlertid, og han blev derfor erstattet af Didrik Slagheck, en tysker der var kommet til landet med en pavelig afladskræmmer i 1517, men som gik i kongens tjeneste, hvor han bl.a. lod sig bruge til det praktiske ved blodbadet i Stockholm. I 1521 holdt Didrik Slagheck sit indtog i Lund, ledsaget af landsknægte og drabanter, efter at hans udnævnelse var udvirket i Rom for en vældig sum. Allerede i begyndelsen af 1522 blev Slagheck imidlertid dømt til døden og henrettet. Vi kender ikke baggrunden, men måske har kongen ofret ham som en slags syndebuk for blodbadet. Kapitlet blev nu tvunget til at afstå Bornholm og Åhus Slot til kongen samt at vælge hans sekretær Johan Wese til ærkebiskop. Da Wese forlod Danmark sammen med Christian 2. i 1523, blev Aage Sparre igen valgt af kapitlet. Han fik aldrig pavens anerkendelse, men han administrerede stiftet frem til 1532. Det fik betydning for den danske kirke, at den i disse skæbnesvangre år ikke havde en „rigtig” ærkebiskop med den pavelige udnævnelses autoritet i ryggen.

Alle disse uopbyggelige historier måtte naturligvis virke i retning af at nedbryde respekten for kirken og paven og for øvrigheden i det hele taget. Hvad dette ville sige i folks bevidsthed dengang, får vi et indtryk af fra et af de skånske bondeoprør, hvor ærkestiftets bønder bl.a. klagede over, at det måtte være usikkert, om den hellige olie og krisma var effektive til alle de nødvendige handlinger, når ærkebispen ikke havde den rette vielse. Her har vi givetvis et udtryk for, at kirkens situation betragtedes som en særdeles konkret og nærværende sag af hele befolkningen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Ærkebispens tomme stol.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig