„… her dog er sket noget”

Otto Müllers vurdering af pressens stilling i de sidste år af Frederik 6.s regeringstid var næppe helt ved siden af. Det truende anslag mod den frie meningsdannelse fra 1835 var afslået, og den plakat, der udstedtes den 1. november 1837, rummede nok en skærpelse på nogle områder, men fjernede samtidig truslen om den livsvarige censur som følge af den mindste forseelse mod lovgivningen.

Regeringens kurs var der ikke tvivl om i disse år, og man forfulgte oppositionspressen med sagsanlæg. Men i behandlingen af sagerne ved domstolene lå der i praksis en vis beskyttelse, og straffene var gennemgående begrænsede til bøder. Det synes heller ikke at have hæmmet den offentlige debat, hvor kritikken af styret og dets handlinger tog til i både omfang og styrke.

Der var dog også sket noget i de senere år, indrømmede Müller. Købstadsloven af 1837 indførte et byråd, der med hensyn til indflydelse på byernes styrelse blev ligestillet med magistraten. Det skulle vælges af borgerne, herunder også ikke -grundejere.

På den økonomiske politiks område betød den nye toldforordning fra 1838 en videre afvikling af de traditionelle begunstigelser til enkelte virksomhedsgrene, og loven var som helhed en af de mest liberale i Europa. Man fik også ved denne lejlighed harmoniseret beskatningen mellem monarkiets dele og skabt et frihandelsområde omfattende kongeriget og de to hertugdømmer.

Landbospørgsmålene var allerede blevet rejst med betydelig opmærksomhed på de første stænderforsamlinger. Regeringen fulgte dog ikke stændernes indstillinger, da man udstedte en forordning om retsforholdet mellem godsejer og fæster af 9. marts 1838, der på en række områder gav mere faste bestemmelser end tidligere. Reelt fik loven betydning ved at fremskynde afløsningen af gårdmandshoveriet.

På nogle mindre væsentlige områder blev der gennemført reformer, f.eks. 14. juli 1838 om markfred, dvs. pligten til at sørge for hegning om markerne. Og stændernes initiativer 1835-36 førte til, at regeringen i 1838 kunne forelægge udkast til love om brandassurance for landbygninger, om bedre kontrol med det offentlige kassevæsen, om forbedring af landsbyskolelærernes kår og om den af stærke ejendomsfølelser omfattede jagtret.

Stændernes kritik af de offentlige finanser førte til, at Kollegialtidende den 30. december 1837 offentliggjorde det første samlede regnskab for den danske stat, der opviste indtægter og udgifter for året 1835. Regnskabet var i øvrigt gunstigere, end man havde ventet. I det hele taget var det på de praktiskøkonomiske felter, at der synes at have været det mest frugtbare samarbejde mellem stænder og regering.

Det var her af stor betydning, at den almindelige økonomiske udvikling langsomt var ved at bedres efter de vanskelige år i 1820'rne. I februar 1831 kunne Anders Andersen på Holevad-gården notere, at prisen på en tønde rug i den måned steg fra 6 rdl. til 6 rdl. og 3 mk. og for byg fra 22 til 28 mk. Og op gennem 1830'rne viste de priser, der blev anført, en svingende, men dog langsomt stigende tendens.

Han begyndte at staldfodre kreaturerne, og midt i 1830'rne synes det at være blevet almindeligt på denne gård, at et skifte blev brakbehandlet, dvs. ikke bar nogen afgrøde, men blev pløjet og harvet gennem dyrkningssæsonen. Som mange andre fynske bønder dyrkede han nu raps, der kunne give god indtjening. Ikke så få gange i løbet af 1830'rne blev en del af høsten sat i hæs – den var altså større, end laderne kunne rumme.

For det danske samfund var det en fordel, at bytteforholdet i forhold til udlandet forbedredes. Priserne på de varer, Danmark udførte, – og det var så godt som udelukkende landbrugets produkter – steg fra midten af 1830'rne, mens de varer, man måtte indføre fra udlandet i samme tidsrum, snarere faldt i pris.

Det betød større indtægter til landbrugets producenter – både godsejere og gårdmænd – og det betød højere jordpriser. I Jylland skønnede man, at prisen på en td. htk. steg fra ca. 150 rdl. i 1832 til 350 rdl. i 1837 og videre til 500 rdl. i 1842. Pastor O. D. Lutken, der i 1839 beskrev Præstø amt i Landhusholdningsselskabets serie, anførte, at arvefæstegårdene i Stevns Herred i 1823 kunne erhverves for 450 rdl., men kostede 1200 rdl. i 1838.

For byerhvervene var de overordnede konjunkturforløb i sig selv mindre gunstige, men her oplevede man efterhånden afsmitning fra landbruget. Det var især provinsbyerne, der kunne tale om en fremgang i 1830'rne. I Odense begyndte man at brygge bajersk øl i 1836 – uden succes i øvrigt – og en sæbefabrik, to tekstilfabrikker og M. P. Allerups Jernstøberi blev etableret i dette årti. Handelen med landbrugets produkter tog også et opsving.

I 1846 skrev en sjællandsk bonde, at det nu var godt ti år siden, at kornhandelen over Næstved blomstrede op, hvad der kunne aflæses af de mange pakhuse, der siden var opført i byen. Forholdet mellem den økonomiske udvikling i hovedstaden og provinsbyerne afspejles i udviklingen af handelsflåden. Københavns gik lidt tilbage, mens de danske købstæder øgede antallet af hjemmehørende skibe med omkring en femtedel.

Der var endnu ikke tale om nogen stærk vækst i det økonomiske liv, men man havde lagt kriseårene bag sig. Ganske forsigtigt blev pengepolitikken lempet med henblik på at imødekomme det andet af formålene ved 1818-ordningen (se afsnittet Nyorientering i handel og økonomi), nemlig erhvervslivets kreditforsyning. Man begyndte at udlåne mod pant i fast ejendom, og bl.a. på baggrund af ønsker fra Viborg stænder blev der i 1837 åbnet en filial af Nationalbanken i Århus.