„… og af Danmark …”

Knud drog til Danmark for at hævde sin arveret til den danske trone efter broderen kong Haralds tidlige død i 1018, eller måske kom han først i begyndelsen af 1019. En krønikeskriver rapporterer at han kun tog ni skibe med da han ikke ventede alvorlig modstand, men i et brev som Knud fra Danmark stilede til det engelske folk fremgår det at han havde følt sig truet af en større fare end han brød sig om, men at han havde klaret det „med de mænd som ledsagede mig til Danmark”. Han lader forstå at englænderne også havde været i fare, men „med Guds hjælp har jeg taget mine forholdsregler således at I aldrig mere skal rammes af fjendtligheder derovrefra såfremt I hjælper mig godt og så længe jeg er i live”. Hermed fortæller Knud at han havde overvundet danske modstandere som havde planer om at angribe England. Dette kan ikke undre; der må have været en hel del private vikingeflåder hvis anførere var misundelige over Knuds held og begærlige efter at få del i Englands rigdomme. Den flåde han tilintetgjorde i 1018 var formentlig en sådan sørøverbande. Under disse omstændigheder er Knuds tiltro til at englænderne i fremtiden ikke ville blive generet fra dansk side egentlig overraskende, men det viste sig at han fik ret. Der er ikke efterretninger om flere angreb i hans regeringstid.

Knud vendte tilbage til England ved påsketid 1020, og inden der var gået et år var Torkel faldet i unåde og flygtet i eksil. Han drog tilsyneladende til Østersøen hvor han og hans bror Sigvald tidligere havde været anførere for en af de uafhængige flåder der var udgangspunkt for de senere historier om jomsvikingerne. I 1022 forfulgte Knud ham til Witland, det senere Østpreussen, og da kongen i 1023 kom tilbage til England, havde han åbenbart forsonet sig med vikingeføreren idet han dog medbragte Torkels søn som gidsel. En kilde vil vide at Knud dengang gav Danmark og sin søn i Torkels varetægt, men det må være en misforståelse. Det er ikke sandsynligt at Knud skulle have overdraget sit danske kongerige til en så mægtig og selvstændig vikingeleder; og sønnen, som må have været Hardeknud, var kun tre år gammel og opholdt sig den sommer hos sin mor hjemme i England. Mere ved man ikke om Torkel; men hans søn Harald, som ægtede Knuds niece, optræder på et senere tidspunkt i dansk historie som en mulig tronkræver.

Rigsstyrer i Danmark var på dette tidspunkt snarere Ulf, gift med Knuds søster Estrid. Det vides at Ulf forlod England i 1021 eller 1022, og hans ægteskab måtte gøre ham selvskreven til en så høj post.

Ulf omtales af Adam af Bremen som hertug i England, og det har derfor været antaget at han var englænder. Dette er dog næppe rigtigt. Ingen af hans slægtninge havde engelske navne; hans far hed Thorgils, hans bror Eilif, hans sønner Bjørn og Sven, og hans søster Gyda. Ulf stod tilsyneladende i høj gunst hos Knud. En senere overlevering om at han havde giftet sig hemmeligt og imod kongens vilje med Knuds søster er en skrøne der er digtet efter at Ulf var faldet i unåde, i sig selv en sagnomspunden episode som vi ikke ved ret meget om.

Der findes ingen samtidige efterretninger herom, men senere overleveringer fortæller samstemmende, at Knud lod Ulf myrde i Roskilde; men om motivet er der ikke enighed. Ulf blev åbenbart begravet i Roskilde, og hans enke erindredes som kirkens meget gavmilde velgører. Disse kendsgerninger ser ud til at ligge til grund for historierne om Ulfs endeligt. De meget forskellige og stærkt modstridende forklaringer på Knuds modvilje mod Ulf giver indtryk af at ingen rigtig vidste noget, men at det var en almindelig antagelse at Knud var ansvarlig for hans forsvinden. Knuds behandling af andre jarler gør en sådan formodning helt forståelig. Ifølge flere forfattere var anledningen til Knuds vrede at Danmark blev angrebet af nordmænd og sveer som følte sig truede af Knuds fremgang. Angrebet blev beskrevet sådan af skjalden Sighvat: „De svale køle gled nordfra – så spurgtes det – med kongen om bord til det flade Sjælland. Men Anund drog med en anden svensk hær ved åretoldene mod danerne. De raske konger formåede ikke at underkaste sig Danmark trods deres krigstogt; da hærgede danernes fjender slemt i Skåne.”

Efter denne udfordring drog Knud til Danmark hvor han erfarede at Ulf var gået over til fjenden. Den omstændighed at hans og Estrids søn Sven siden hen blev kendt under navnet Estridsen og ikke Ulfsen, og det at Ulf kun nævnes et par gange af Adam af Bremen, bekræfter formodningen om at Ulf var en forræder der skulle glemmes.

Knud mødte sine modstandere ved mundingen af Helgeå sandsynligvis i Uppland. Meningerne om slaget og dets udfald er delte. Selv de samtidige vidnesbyrd er modstridende, for skjaldekvadene lader forstå at Knud vandt, mens den engelske krønikeskriver siger at sveerne holdt marken, hvilket er blevet udlagt sådan at Knud blev overvundet, om det så kun var for en tid. Senere forfattere vil vide, at Knuds eneste fejl var at han ikke tilintetgjorde sine modstandere. Hvad der end skete i dette slag, så følte Knud sig nu tilstrækkelig tryg til at vove rejsen til kejserkroningen i Rom i marts 1027. På hjemvejen skrev han til englænderne: „Jeg rejser til Danmark for at slutte … en fast aftale med de nationer og folk som ønskede at berøve os både kongerige og liv hvis det ellers havde været dem muligt, men som ikke kunne fordi Gud tilvisse har ødelagt deres styrke.”

Han udredte videre sine planer om at når han havde sluttet fred med sine naboer og bragt orden i forskellige anliggender i sit danske kongerige ville han komme tilbage til England så tidligt på sommeren som han kunne få udrustet en flåde.