„Danmark er et lidet, fattigt land”

Ved stramningen af lavsbestemmelserne henviste regeringen til de udbredte klager over mangel på næring. Det var krisetider.

Landbruget havde i de første år efter 1814 arbejdet under tålelige vilkår. Statsbankerotten ramte ikke erhvervet som sådan umiddelbart, og man opnåede fortsat gode priser. 1815-16 var gode høstår, og da høsten samme år var ringe ude i Europa, kunne arvefæster Søren Pedersen i Havrebjerg ved Slagelse notere for 1816:

„Dette år var atter et dejligt frugtbart år ikke alene i fodermængde, men fornemmelig i kærnen og dette endda som det største og vigtigste for vort land og folk, at disse vore rigelig avlede sædvarer søgtes med stor begærlighed i fremmede lande, og der blev dyrt købt …”

To år efter indledte Søren Pedersen sin oversigt over året 1818 med at konstatere, at „nu var de lykkelige år hensvundne for Danmark og særdeles for den danske bonde og almuestand”. Kornpriserne faldt i årene fra 1818 til 1822-25 til mellem en kvart og en tredjedel af niveauet før krisen. Kød, smør, uld og andre animalske produkter faldt også i pris, men dog ikke så meget som kornet.

Denne nedgang i indtægterne ramte landbruget hårdt. Ejendomspriserne faldt voldsomt, og mange, særlig større, landbrug gik på tvangsauktion. Tilbageslaget ramte dog ikke lige hårdt overalt. Hårdest ramt var det nordlige Jylland og Randers amt, hvor jordprisernes fald kan illustreres af godset Torstedlund i Himmerland. I 1817 var det blevet handlet til en pris af 112.250 rdl. sølv og 35.000 rdl. i sedler. Efter at ejeren havde måttet give op, blev det i 1826 på ny handlet til 12.050 rdl. sølv.

I Vendsyssel lå priserne på en normal gård i sædvanlig stand på 2-400 rdl. i 1820'rnes begyndelse. Men hvis ejendommen skulle sælges på grund af skatterestancer eller direkte gik på tvangsauktion, så kunne den i sådanne tilfælde ofte misrøgtede gård købes for 100 rdl. eller derunder, skrev amtsforvalter Brinck-Seidelin i 1828.

I Østjylland og på Øerne, særlig Fyn og Lolland, faldt priserne også, men ikke til samme lave niveau. Her nåede man snarere det prisleje, der havde været gældende, før de særlige krigskonjunkturer satte ind fra 1807. I Vejen sogn mellem Kolding og Ribe var bønderne blevet selvejere i 1790'erne, og i dette sogn vendte jordpriserne netop tilbage til niveauet i årene før krigen. Man oplevede smalhals og måtte indskrænke sig. Men i Vejen måtte kun én gårdmand give op på grund af tiderne, mens andre hjalp sig igennem ved at sælge parceller fra til småbrugere.

Krisen i 1820'rne ramte ikke blot geografisk, men også socialt forskelligt. Befolkningstallets vækst betød, at der fortsat var efterspørgsel på jord. Der var købere til de jordlodder, gårdmændene i Vejen solgte fra, og i Vendsyssel var priserne på parceller på to til tre skæpper hartkorn – typisk omkring 10-15 tønder land – kun lidt lavere end priserne på regulære gårde.

Bønderne kunne i vid udstrækning klare sig igennem de værste år ved at indskrænke sig. Der var i krigsårene skabt et forbrugsmønster, der i betydeligt omfang kunne omlægges. Og man kunne i det daglige klare sig selv med de fleste fornødenheder. Søren Pedersen i Havrebjerg gjorde hvert år nøje regnskab for, hvad der var købt udefra. Hans husstand var den samme i 1818 som i 1823, men mængden af indkøbte varer faldt:

Og så noterede han i sine regnskaber, at han reducerede udgifterne til „drikkepenge og levemåde” til det halve!

Utvivlsomt havde fæstebønderne de bedste muligheder for at stå nedgangsårene igennem. Deres afgifter var faste, men ofte i naturalier, og godset havde ansvaret for skatterne. Mange godsejere var i disse år tvunget til at acceptere restancer og lægge skattebeløbene ud for deres fæstere. For selvejerne var det afgørende, hvornår de havde købt deres gårde.

Var det sket tilbage i 1700-tallet, og var gælden afviklet, klarede de fleste sig med almindelig indskrænkning. Havde man derimod som bønderne under Hvededal gods på Nordfalster købt sine gårde så sent som i 1814, blev det så godt som umuligt at udrede renter og afdrag på købesummen, og ti år senere blev bønderne på ny fæstere under deres tidligere herskab – staten.

De større landbrug synes gennemgående at være hårdest ramt. I egne af Jylland var der så at sige ingen ejendomme på mellem 20 og 50 tdr. htk., der ikke på den ene eller anden måde blev ramt af krisen i form af tvungne ejerskifter eller statens overtagelse. Det var igen afgørende, hvornår der sidst var blevet handlet. Hvis gårdene var handlet i årene umiddelbart forinden, kom pengereformen af 1813 i mange tilfælde som en slags forsinket straf.

Det var dengang blevet bestemt, at gæld, der var stiftet efter 1807, skulle nedskrives omvendt proportionalt med inflationens højde. Gæld stiftet før 1807 skulle konverteres til pari – kurs 100. Baron Frederik Christian Güldencrone, Vilhelmsborg, lånte i 1805 50.000 rdl. til køb af et andet gods, Marselisborg.

Denne gæld betalte han ikke af på, og efter 1813 blev den pludselig ca. tidoblet, da kursen på den nye valuta hurtigt faldt til omkring 10. Güldencrone kunne klare de følgende år ved ny låntagning, da tiderne stadig var gode. Men fra regnskabsåret 1819/20 svigtede indtægterne fra godset, og da det oprindelige lån blev opsagt 1822, måtte han give op, og hans godser blev sat under administration.

Landmænd „uden for bondestanden”, som datidens udtryk var, synes gennemgående at have måttet give op hyppigere end bønderne. De var stærkere involveret i pengeøkonomien, og her var der færre muligheder for at leve af, hvad bedriften selv producerede. De helt store landbrug som grevskaber og baronier, hvor lovgivningen begrænsede gældsætningen, klarede sig normalt nogenlunde gennem krisen.

De vanskeligste år var tiden mellem 1818 og midten af 1820'rne. Da en forfatter i 1827 udsendte en lille pjece med forslag til at forbedre bondestandens kår, bemærkede han indledningsvis, at hans forslag måske nu var forældede, da forholdene synes på vej til at bedre sig. Indtægter og udgifter var gennemgående bragt i bedre overensstemmelse, og gældsbyrderne var i stort omfang afviklet ved ejerskifter og tvangsauktioner.

Faldet i priserne på de traditionelle produkter tvang mange steder landmændene til at søge nye veje. Nye afgrøder blev taget ind, og man satsede i stigende grad på at forbedre kornet som handelsvare, bl.a. ved øget anvendelse af korntørringsanlæg og indførelse af bedre sorter. I 1823 – midt under krisen – sammenfattede amtmanden over Sorø amt situationen i amtets landbrug:

"På nogle steder dyrkes skotsk hvede, provsti og Sankt hansrug [to nye højereydende sorter], toradet byg, kløver. Rapsdyrkningen, som var begyndt, synes igen at aftage; høravlen er temmelig almindelig. Hampeavlen sjældnere; man beflitter sig på rent sædekorn, og nogle lægger vind på havedyrkning og træopelskning.

Kobbelbruget er almindeligt på hovedgårdene, og bønderne driver et bedre [kobbelbrug] end forhen … På enkelte steder bruger man forbedrede agerdyrkningsredskaber, og lægger sig efter at forædle fåret, koen, hesten og svinet. Agerbruget kan anses for fremskridende."