Denne blå glasskål med gennembrudt sølvindfatning og under randen en græsk indskrift, „til lykke”, er fra en rig mandsgrav i Varpelev. Med sig havde den døde også en særpræget hævert af glas, som vel skulle bruges til vinen. Ud over det usædvanlige drikkeudstyr, hvortil også hørte mere almindelige romerske ting, havde han desuden et spil med 42 spillebrikker til at fordrive tiden med. Den døde fik ikke blot sit rige udstyr, men også en halv snes trælle med sig i døden. Det var herren over gods og guld, men sandelig også over sine trælles liv, der her havde fået et sidste hvilested. Var det måske stamfaderen, ham, hvis navn er blevet foreviget i Varpelev?

.

Spillebrikker, spillebræt og raflebæger fra krigsbytteofferet i Viemose. Ifølge Tacitus var germanerne grebet af umådeholden spillelidenskab, men alligevel var det kun en ganske lille del af dem, nemlig de allerrigeste mænd, der fik brætspillet med sig i døden. I stormandsgraven fra Valløby ligger der således 105 små spillebrikker af glas, men hverken terninger eller bræt er bevaret – de var nemlig i modsætning til spillebrikkerne fremstillet af forgængeligt materiale.

.

"Straks når de vågner – de sover tit til langt op på dagen – vasker de sig, for det meste i varmt vand, da vinteren oppe hos dem optager størstedelen af året. Efter badet indtager de et måltid. De sidder hver for sig og har hver sit bord. Bevæbnede tager de dernæst af sted til deres gøremål eller – lige så ofte – til fest. At drikke dag og nat er ingen skam. Der opstår, som almindeligt blandt berusede, hyppigt skænderier, der sjældent afgøres med skældsord, oftere med drab og sår. Men også uvenners indbyrdes forsoning, valg af høvdinge, ja, krig og fred drøfter de under festerne. For det er deres opfattelse, at netop dette tidspunkt kan åbne sindet for ligefremme tanker eller opflamme det til store. Da de hverken er et snedigt eller udspekuleret folkeslag, åbenbarer de tilmed deres lønligste tanker under indtryk af den almindelige tvangfri stemning. Alles tankegang ligger således åben og blottet. Den næste dag gennemdrøftes sagerne igen, og der ligger sund fornuft bag begge tidspunkter: de overvejer, når de ikke evner at forstille sig, de træffer beslutninger, når de ikke kan tage fejl …"

Tacitus' karakteristik af de travlt beskæftigede mænds hverdag fortsætter: „Terningespil giver de sig, underligt nok, af med i ædru tilstand som en alvorlig sag. De er så grebet af spillelidenskab, at de, når alle midler er sluppet op, i et sidste afgørende slag sætter deres personlige frihed som indsats. Taberen går ind til et frivilligt slaveri: Uanset han er yngre, uanset han er stærkere end vinderen, finder han sig i at blive lænket og solgt. Et sådant stivsind udviser de i denne urimelige situation. Selv kalder de det „ordholdenhed”. Den slags slaver sælges af vinderen, for at også han kan befri sig fra den skam, der klæber til sejren …

Det er vanskeligere at få dem overtalt til at pløje jorden og afvente årets afgrøder end til at udfordre fjenden og vinde sår. Ja, det tages endog som et udtryk for dovenskab og fejhed at ville erhverve sig det ved sved, som man kan forskaffe sig ved blod.

Når de ikke drager i krig, tilbringer de ikke megen tid med at gå på jagt, men mere med ingenting at bestille; og de tænker kun på at sove og spise. Især de tapreste og mest krigslystne bestiller slet intet, da opsynet med hus, hjem og jorder er overladt til kvinderne, de gamle og svageste i husstanden.

Selv fører de et liv i sløvhed – et ejendommeligt naturens lune – for de elsker i den grad driverlivet og hader samtidig fred og ro.”

Kort sagt, de drikker, spiller og slås, hvis ikke de sover eller spiser. De gravgaver, der som det nødvendige udstyr kom med dem på den sidste rejse, ikke blot på Tacitus' tid, men også i de efterfølgende århundreder, modsiger da heller ikke denne beskrivelse.

Men hvad skulle det bruges til, alt dette gods og guld, der nu fandt vej til gravene i et omfang, som overgik alt, hvad der kendes fra hele den forudgående del af oldtiden?

Formålet var i første række at demonstrere en rigdom uden naturlige grænser. Det var mængden, der var afgørende. Men hvorfor var det pludselig blevet så nødvendigt at vise rigdom og overflod og dermed lægge afstand til andre?

Den rigdom, som blev båret til skue og siden lagt med den døde i graven, har ikke været tilgængelig gennem køb og salg for almindelige mennesker. Tværtimod ser det ud til, at de romerske varer og i hvert fald en del af smykkerne var elitens monopol; det var den, der varetog forbindelsen med højkulturerne sydpå. Det var derfor også eliten, der kontrollerede importen af fremmede prestigevarer og stod for tildelingen til andre i samfundet. Men den attråede luksus var kun tilgængelig gennem personlige forbindelser, og her spillede gavegiv-ningen en central rolle.

Gaverne var f.eks. hjørnestenen i opbygningen af hirden, hvor de blev brugt til at besegle en aflagt troskabsed. En lind strøm har sikkert tilflydt hirdmænd og andre, hvis loyalitet man søgte at sikre sig. Disse personer kunne derefter selv investere af dette overskud i forhold til andre.

Den, der kontrollerede tilførselen af de fremmede prestigevarer, besad således et effektivt redskab til at skabe politiske alliancer, såvel gennem svorne hirdmænd som ved fordelagtige ægteskabsforbindelser.

Men de nyvundne positioner var alligevel ikke mere sikre, end at det fortsat var nødvendigt at demonstrere dem gennem gravritualernes overdådige ødselhed – ikke mindst, når man som på Sjælland havde fortrængt de gamle herskende slægter. Først i 300-tallets slutning hører disse demonstrative ritualer op og antager nye former, som viser, at de hævdvundne rettigheder omsider var blevet ubestridelige.

I løbet af romertiden udvikledes og blomstrede det germanske krigeraristokrati. Det var en jordejende klasse, hvis medlemmer selv skyede enhver form for legemligt arbejde, hvis man ellers tør tro, hvad Tacitus skriver. Deres land blev dyrket af jordløse eller trælle, mens de selv – og deres sønner – dyrkede krigerens ædle håndværk på plyndringstogter i det fremmede. Ind imellem var der tid til fredeligere ophold i det hjemlige, hvor brætspil og fester hørte til de foretrukne beskæftigelser, og hvor man efter bedste evne søgte at efterleve budskabet, som man ganske vist næppe har kunnet læse, fordi det var skrevet med græske bogstaver på et af glassene: „Drik, og du vil leve skønt”.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet „Drik, og du vil leve skønt”.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig