„Forrædere” og „chauvinister”

Havde tonen i den nationale agitation hidtil været skarp, var dette for intet at regne mod det uvejr, der brød løs i den danske og sønderjyske offentlighed i månederne indtil afstemningerne i februar-marts 1920. Angrebene regnede ned over H. P. Hanssen for at have prisgivet den nationale sag ved at indtræde i den radikale regering. Han havde med sine handlinger vist sig som „forræder” og „udansk”.

I Sønderjylland kunne det opleves, at danske familier blev splittet fuldstændig mellem tilhængere af H. P. Hanssens nationalitetslinie og talsmænd for de mere vidtgående krav. Vælgerforeningen blev spaltet på Flensborg-spørgsmålet med en meget aktiv nationalistisk gruppe omkring Peter Grau, Kloppenborg-Skrumsager og de to blade Danskeren og Flensborg Avis. De fremholdt dag efter dag, at H. P. Hanssen havde taget plads mellem „de folk, som igennem årene har været Sønderjyllands bitreste fjender, som kun tvungne er gået med til en generhvervelse af det mindst mulige”.

I denne som i andre aktuelle sager var regeringen og dens partier i defensiven. Hverken dens talsmænd eller partibladene lagde dog fingrene imellem over for de „uansvarlige chauvinister”, der satte Danmarks fremtid på spil ved at kræve indlemmelser uden hensyn til national holdning. Alt andet end en accept af fredstraktaten og tillid til en retfærdig løsning ville bringe landet i en umulig stilling over for alle stormagter.

Socialdemokraterne søgte at udnytte deres traditionelt nære forhold til deres tyske broderparti ved i forhandlinger og brevveksling at lægge afstand til de danske „chauvinister”. De betonede, at ingen ønskede at efterligne den tidligere preussiske politik ved undertrykkelse af tysk kultur og sprog blandt et fremtidigt tysk mindretal i Danmark.

Ud over landet holdt radikale og socialdemokrater i efteråret 1919 møder for at forklare regeringens og rigsdagsflertallets stilling. Mod dem optrådte ungkonservative som John Christmas Møller, Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller, mens Venstre kun sjældent engagerede sig i debatten. Langt den overvejende del af partiet synes at have støttet regeringens linie i det nationale spørgsmål, samtidig med at partiets ledere i denne sag dog øjnede et muligt samlingspunkt for fjernelsen af regeringen.