Dette kort er det ældste, vi kender over København. Det er tegnet i 1580'erne. Vesterport er foroven, Nørreport til højre og Østerport forneden. Til venstre ses Slotsholmen med slottet. Byen nåede i 1600 op på omkring 20.000 indbyggere. Hele byens område er nu blevet bebygget, og der er ikke flere store åbne områder. Forstadsbebyggelsen er på kortet angivet som spredte huse. Firkanten uden for Nørreport er den indhegnede pestkirkegård.

.

Den rige mand og Lazarus, fattigtavle i Mariakirken i Helsingborg fra 1583. Lignelsen blev meget brugt i prædiken og undervisning, for den udtrykte noget centralt: at rigdommen med dens mange fristelser var farlig for sjælens frelse, og at de rige skulle vise deres tro ved at give til de fattige. Det lå også underforstået i lignelsens budskab, at social retfærdighed hørte til efter døden. Til venstre ses handlingen i tegneserieform: nederst sidder den fattige Lazarus og beder om smulerne fra de riges bord. I midten pines den rige efter døden, mens Lazarus øverst er havnet i Abrahams skød. Billedet fortæller også om tidens bordskik. Det rige, adelige par kender endnu ikke til gaflen.

.

Puggårdsgade i Ribe. Bagest den senmiddelalderlige bispegård Tårnborg og foran en række „boder”, dvs. en slags rækkehuse med flere boliger, der lejedes ud til småkårsfolk. Boderne er opfort i 1540'rne.

.

Denne pengetavle er anskaffet i 1595 til Søborg Kirke i Nordsjælland. Den bærer et billede af Sankt Nikolaj, som i den katolske tid var kirkens værnehelgen. Den blev brugt til at indsamle penge i til kirkens vedligeholdelse. På topstykket står foruden helgenens navn også „Peder Hansøn”. Han var sikkert giveren, måske kirkeværge.

.

Som vi har set i forskellige sammenhænge, var de sociale forskelle langt større i datidens samfund end nu. Den smalle margen over mod sult og elendighed hørte med til den guds-skabte samfundsorden. Det gjorde ikke fattigdommens virkninger mindre, men det var med til at bestemme holdningerne til de fattigste i samfundet og vilkårene for dem.

De problemer, fattigdommen skabte, voksede i 1500-tallet. En væsentlig del af forklaringen er selve den voksende befolkning, men også at samfundets egen udvikling førte med sig, at der opstod større grupper af besiddelsesløse, som ikke længere kunne finde plads i fællesskabet. Lønarbejdet på hovedgårdene blev skåret ned til et absolut minimum og erstattet af hoveri. Regering og godsejere var interesseret i at forhindre, at gårdene blev delt til småbrug, for en sikker landgildebetaling og et stabilt hoveri krævede fæstegårde, der var store nok til at bære større krav til arbejdskraft, trækdyr og redskaber, end husstandens eget underhold betingede. Gårdnedlæggelser og inddragelse af fællesjord under nye eller voksende hovedgårde virkede efterhånden i samme retning. Der var stadig flere bønder, som ikke kunne regne med det traditionelle livsforløb fra karl eller pige til fæstebonde eller madmor. De små, svagt udviklede købstæder kunne kun opsuge en del af overskuddet. Arbejdsløshed og lave lønninger skabte i sidste del af århundredet et stigende antal fattige, også i købstæderne. Samfundet kunne ganske enkelt ikke rumme det overskud af overflødige mennesker, det selv skabte.

Vi ved ikke, hvor mange de var, disse arbejdsløse, enlige kvinder, børn, syge, krøblinge, gamle mennesker, gøglere, afdankede soldater, prostituerede og kriminelle, der gav sig vejene i vold eller slog sig ned i eller omkring byerne. Måske tør vi anslå dem til fem-otte procent af befolkningen, i størrelsesorden mindst som halvdelen af den samlede købstadsbefolkning. Misvækst, epidemier og Syvårskrigen bragte tallet til at svinge meget. For de fastboende har disse folk haft en vigtig funktion som formidlere af nyheder, rygter, sagn, viser, amuletter og skillingstryk. Men samtidig gav de anledning til mange problemer.

Den katolske kirke havde udført et betydeligt socialt hjælpearbejde, som fremmedes af den tanke, at hjælp til de fattige var en god gerning, der gavnede giverens sjæl. Humanisterne, ikke mindst Erasmus, fremhævede, at hjælp til de fattige var bedre end askese, faste og bøn, synspunkter, der især af Poul Helgesen blev bragt ind i den danske debat. Men hjælpen var utilstrækkelig og dertil sporadisk og tilfældig, og de fattige havde hård konkurrence om den private godgørenhed fra tiggermunke og pilgrimme, og mange brugte hellere deres penge på at købe aflad til sig selv end til almisser.

Med reformationen overtog den nye statsmagt forsorgen af de fattige. De var nu fri for konkurrence fra tiggeri til klostrenes drift, messestiftelser og andet, som tiggermunkene havde samlet ind til. Men samtidig kom der nye holdninger til almisser. De gode gerninger havde ikke længere betydning for sjælens frelse, et tema præsterne fik pålæg om at fremhæve i deres prædikener, og folk blev mindre motiverede for at give almisser. Da problemet samtidig voksede, kunne der efterhånden være tendens til, at de fattige blev oplevet som byrdefulde, påtrængende og måske truende væsener. Hvor de i den katolske tid havde været tolereret og fået lov til at leve tæt på fællesskabet, synlige i det mentale billede som knyttet til de midler, der førte til frelse, var de nu entydigt uønskede. Samtidig kunne der for bønderne være et element af „selvforsikring” i almissegivning som støtte til omvandrende brandlidte eller folk, der var sat ud af deres fæstegård – noget der kunne ramme enhver.

Hvor meget disse holdninger betød i praksis i forhold til, at de fattiges antal voksede, er svært at sige. De urolige år med krige, plyndringer og hårde skatter skabte mange fattige, enker, forældreløse børn, udplyndrede og krøblinge, og folk havde andet at tænke på end almisser. Peder Palladius tumlede med dette problem på sine visitatser. At „mange lider nu større fattigdom og armod end de gjorde for nogle år siden” skyldtes ikke evangeliet, men at folk ikke ville opføre sig som sande kristne over for deres næste. Han gav praktiske råd om, hvordan man konkret kunne hjælpe de fattige. Bl.a. foreslår han, at hver enkelt „udvælger sig en Lazarus”, altså betænker en bestemt fattig med sin støtte. Palladius' belæring er her den sædvanlige blanding af formaning og trussel. Hvis man undlod at give til de fattige, havde Gud alvorlige straffe i baghånden. Han kunne „blive vred på dig og tillade, at der opstår ildebrand i alle fire hjørner af dit hus”. Hvis man gav til de fattige, skulle man til gengæld ikke miste sin løn, men blive modtaget i de himmelske boliger efter døden. Ansvaret hvilede på hele menigheden, og hvis der var folk i sognet, som frøs eller sultede ihjel, var det et sikkert tegn på, at Gud ville forbande hele sognet. Måske har det været svært for mange at forene Palladius' udredninger med den teologiske lære om de gode gerningers manglende betydning for frelsen.

For Christian 3. og hans regering var målet at opretholde og forbedre fattigforsorgen. Hensigten var, at eksisterende institutioner skulle opretholdes og helst udbygges. Noget af det konfiskerede kirkegods blev lagt til hospitaler og fattiges underhold, men almisser var fortsat det afgørende for de fleste fattige. Fattigforsorgen var stadig en opgave, der hørte til i kirkens sammenhæng, og det blev for en stor del sognepræsterne, der kom til at stå for den praktiske organisering, i købstæderne sammen med øvrighedens fattigforstandere.

Lovgivningen anlagde nu andre synspunkter på de fattige. Det var kun de værdigt trængende, der skulle hjælpes. Resten skulle tvinges i arbejde. Denne skelnen mellem værdigt trængende og uværdige var første gang lagt til grund for lovgivningen af Christian 2., der i det hele taget havde forsøgt at kontrollere og begrænse tiggeriet. Nu var problemet vokset, og det ser ikke ud til, at det er faldet lovgiverne ind, at det var umuligt at tvinge alle arbejdsføre i arbejde, uanset hvor hårde straffe man indførte. Det var ikke muligt at overskue de sammenhænge, der skabte fattigdommens voksende problemer. Der var ikke længere spor af den opfattelse, som bl.a. Poul Helgesen havde været inde på, at fattigdom kunne være uforskyldt. I recesserne blev det fastslået, at arbejdsføre ikke måtte tigge, og hvis de blev grebet i det, skulle de piskes ved byens kag, skampælen der stod på torvet, og forvises fra byen eller herredet. De, der ved kontrollen blev fundet værdige, skulle udstyres med tiggertegn, der viste, at de havde tilladelse til at tigge i det pågældende herred. I 1558 blev bestemmelserne skærpet til, at enhver frit kunne indfange de uautoriserede tiggere og sætte dem til „trældom og arbejde”, og tiggertegnet gjaldt nu som hovedregel kun inden for et sogn. Denne lovgivning fuldbyrdedes med den omfattende og systematiske fattigforordning fra 1587, hvis principper blev gældende hele det næste århundrede. Nu skulle der sættes en stopper for, at „kæltringe, skælme, gudløst og blasfemisk tyvepak” førte sig frem med bedrageri, trolddom, vold og trusler for at tiltvinge sig almisser. Orden og kontrol var midlet. Alle værdigt trængende i hvert sogn skulle optegnes i et register af sognepræsten, som også skulle formane menigheden til at sørge nødtørftigt for dem. Udensogns tiggere skulle forvises, og hvis de derefter blev pågrebet, eventuelt med falsk tiggertegn, skulle de piskes ved kagen. Løsgængere skulle indfanges og sættes i arbejde ved fæstningerne. Begrebet løsgængere, der var en logisk udvikling af bestemmelsen om, at arbejdsføre tiggere skulle sættes i arbejde, udvidedes efterhånden til at omfatte alle, der ikke stod i fast tjenesteforhold.

Folk, der blev ramt af ildebrand eller skibbrud, kunne udstyres med et brev, der gav dem lov til at tigge i ét år. Der advaredes også mod fattige, som selv satte ild i deres hus for at få lov til at tigge. I købstæder skulle udnævnte stodderkonger sørge for, at illegalt tiggeri ikke fandt sted.

Disse lovbestemmelser kunne ikke føres ud i livet. Dels var midlerne til forsørgelse af de værdigt trængende alt for sparsomme, og dels kunne det omvandrende proletariat slet ikke kontrolleres i den grad, lovene forudsatte. Straffe som udvisning fra sognet og den vanærende piskning ved kagen var med til at fastholde folk i fattigdommen, for æresfortabelsen gjorde det så godt som umuligt at vende tilbage til samfundet. Mange landsbyvedtægter fik bestemmelser, der tog sigte på at holde ukendte fremmede ude og hurtigst muligt ekspedere dem videre til nabolandsbyen. De grupper, som samfundsudviklingen og regeringens politik havde udstødt af fællesskabet, blev mere og mere afsondrede. De opfattedes som asociale og farlige elementer.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet „Gudløst og blasfemisk tyvepak”.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig