„Konge af England”

Erobringen af England gjorde kong Knud til en umådelig rig hersker. I årtier havde vikingerne været tiltrukket af England på grund af dets rigdomme, og som konge beherskede Knud nu hele det beskatningssystem, der var skabt for at man kunne leve op til skandinavernes krav om tributter og betalinger. I 1018 indsamlede han £72.000 fra hele landet og desuden £10.500 fra London. Med dette sølv betalte han en rundelig sum til folkene på vikingeflåderne, der blev sendt hjem til Danmark; men han beholdt 40 skibe i sin tjeneste. En flåde var yderst påkrævet, først og fremmest som forsvar mod angreb fra andre vikinger. Knuds erobring betød på ingen måde at der nu ikke længere var fare for vikingeoverfald. Der var stadig væk private vikingeflåder, og i 1018 ødelagde Knuds flåde 30 skibe og dræbte mandskabet. Kong Knud havde også brug for en flåde til at fremme sine ambitiøse planer i Skandinavien. Efter broderen Haralds død overtog han i 1019 den danske trone, og ti år efter drog han til Norge med 50 skibe og jog den norske kong Olav Haraldson i landflygtighed. Således er der en række forhold der viser hvordan Englands rigelige midler satte Knud i stand til at opbygge et imperium, der var langt større end noget tidligere dansk overherredømme.

Dets hjerte lå i England. Knud tilbragte det meste af sin tid der og blev begravet i Winchester. Han giftede sig med Æthelreds enke, genudstedte Æthelreds love som sine egne og opretholdt det engelske mønt- og skattesystem. Kirken accepterede ham som den rette kristne konge, og han bevarede et godt forhold til sine engelske bisper som jævnligt gjorde ham deres opvartning ved hoffet.

I 1027 drog kong Knud til Rom for at deltage i kejserkroningen af den tyske kong Konrad. Denne rejse var samtidig en pilgrimsfærd, og i et brev skrevet på hjemvejen og stilet til det engelske folk takkede han Gud, fordi han havde været i stand til „at besøge hans hellige apostle Peter og Paul og alle de hellige steder i og uden for Rom som jeg har hørt om og personligt at tilbede og ære Gud sådan som jeg inderligt ønskede”. Knud blev erindret som mange kirkers gavmilde velgører. Der findes en livfuld øjenvidneskildring af et besøg han aflagde i nogle klostre i Flandern hvor han uddelte milde gaver.

"På et givet tegn blev hans offergave til sidst frembåret for ham af hans ledsagere, ikke en gemen lille ting, heller ikke noget der kunne være i en taske, men stor som den var blev den bragt ind af en mand i en dyb fold af hans kappe, og kongen anbragte den selv på alteret … Jeg så ham gå rundt i klostrene i alle hjørner og aldrig gå forbi noget alter, hvor uanseeligt det end var, uden at give gaver og trykke søde kys på det."

Knuds ægteskab i 1017 med Æthelreds enke Emma var et klogt træk der mindskede risikoen for at hendes bror Richard, hertug af Normandiet, skulle gribe ind til fordel for Æthelreds sønner, Edvard og Alfred, som var flygtet til hans hof. Knud havde tidligere taget sig en frille der hed Ælfgifu og tilhørte en engelsk familie med stor indflydelse i Midt- og Nordengland. Efter hans død var det denne del af England der med held hjalp Knuds og Ælfgifus søn Harald til tronen imod Knuds og Emmas søn Hardeknud.

Nok var Knud såre from, som en kristen konge skulle være det, men samtidig var han en hård og ubarmhjertig hersker. Da han havde vundet almindelig anerkendelse som konge lod han mange engelske stormænd dræbe, heriblandt Eadric som han ganske vist tidligere selv havde udnævnt til jarl, men som var berygtet for troløshed, især imod kong Edmund Jernside. Den mest detaljerede samtidige beretning om denne episode er muligvis lidt fantasifuld, men den levner ikke tvivl om Knuds holdning over for illoyalitet.

Eadric var flygtet fra krigen og udbad sig nu belønning af kongen for dette, idet han lod som om han havde gjort dette for at sikre sejren. Da sagde kongen bedrøvet til ham: „Vil du som har bedraget din herre med falskhed være i stand til at være tro mod mig? Jeg vil give dig den belønning du fortjener, men jeg vil gøre det så grundigt at bedrag ikke mere skal være din fornøjelse.” Og idet han tilkaldte sin hærfører Erik sagde han: „Betal denne mand hvad vi skylder ham; det vil sige, dræb ham for at han ikke skal snyde os!” Og uden tøven løftede han virkelig øksen og huggede hovedet af ham med et mægtigt slag, så soldater af dette eksempel kan lære at være trofaste imod deres konger og ikke troløse.

Æthelreds og Emmas sønner var i sikkerhed i Normandiet, men en anden efterlevende søn af Æthelred blev sendt i landflygtighed, og Knud sørgede for at få ham myrdet. Han stræbte også Edmunds sønner efter livet. Ifølge en af beretningerne sendte han disse unge prinser til den svenske konge som blev anmodet om at dræbe dem, men „han ville på ingen måde efterkomme hans ønske selv om der var en traktat imellem dem, men sendte dem til ungarernes konge”. Der var de i sikkerhed for Knud.

Knud belønnede mange af sine tilhængere med jord i England og lod dem beklæde ansvarsfulde poster i det lokale styre. Jarl Erik, der havde været hans fars pålidelige forbundsfælle og støtte og som havde spillet en fremtrædende rolle ved Olaf Tryggvasons fald, blev gjort til jarl af Northumbria. Endnu mere bemærkelsesværdigt var det at Torkel blev gjort til jarl af East Anglia og til regent under Knuds første besøg i Danmark, for Torkel havde været en af Knuds fars farligste fjender; han havde hjulpet med forsvaret af London i 1013, og det var på Torkels flåde Æthelred havde søgt tilflugt før han gik i eksil. Der vides intet om Torkels handlinger under Knuds invasion. Det antydes at hans flåde gik over til modpartens side før Æthelred døde, men historien melder intet om Torkel selv før 1017 hvor han dukker op ved hoffet hos Knud som hans håndgangne mand. Den mægtige anfører af en af de største og mest slagkraftige vikingeflåder kunne den unge konge endnu ikke undvære.

Knuds erobring af England styrkede og udvidede den skandinaviske indflydelse derovre langt ud over Danelagen. Danerne fik jord i alle egne af England, hvoraf noget blev taget fra kirkerne i Worcester, Reading og Ramsay. Før den normanniske erobring af England i 1066 var der mænd med nordiske navne på fremtrædende poster i hele landet, og mange af dem må have været efterkommere af mænd der var i tjeneste hos Knud eller hans sønner. Heriblandt var store godsejere som Asgar Staller, der var en af Edvard Bekenderens mest fremstående tilhængere og ejede jord i mindst ti grevskaber og som var barnebarn (eller måske søn) af en af Knuds stormænd, Tofi den Stolte.

Efter Knuds erobring bosatte en del daner og nordmænd sig i London, og det ser ud til at danerne fik privilegier over hele landet. Som mange andre handlede disse kolonister formodentlig med Skandinavien, enten direkte eller via Tiel, den frisiske handelsby Dorestads afløser. Der findes dog kun få arkæologiske vidnesbyrd om dette handelssamkvem, og man kan have sine tvivl om sandheden i en påstand som en forfatter fra slutningen af 900-tallet bringer til torvs, om at York var så ubeskriveligt velforsynet med rige købmænd der kom fra alle kanter, især fra det danske folk. Yderligere skeptisk bliver man når forfatteren fremturer med den urimelige påstand at York havde 30.000 indbyggere foruden børn og unge. Men skulle der være noget grundlag for hans udsagn om købmændene der kom fra det danske folk, er der formentlig snarere tale om stedlige købmænd af dansk afstamning end om tilrejsende handelsmænd fra Danmark.