Mellem 862 og 866 byggede frankerne borge og befæstede broer til forsvar af området lige uden for Paris; byen og det nærliggende kongelige abbedi St. Denis blev befæstet i 869. Disse foranstaltninger gav området 20 års henstand for vikingernes overfald, og da havde mange daner vendt deres opmærksomhed mod

.

Dette fornemme evangeliehåndskrift, kendt som „Codex aureus”, den gyldne bog, blev røvet af ukendte angribere, men generhvervet af Kents ealdorman (jarl) og hans hustru og af dem skænket til Christ Church i Canterbury. Engang i slutningen af 800-tallet blev en optegnelse herom indført i margenen af det her afbildede opslag. Den begynder således: „I vor herre Jesu Kristi navn. Jeg ealdorman Alfred og Werburg min hustru har købt disse bøger for vores rene, skære penge, det vil sige for det pure guld, og det gjorde vi af kærlighed til Gud og til bedste for vore sjæle, og fordi vi ikke ønskede at disse hellige bøger længere skulle være i hedensk eje.” I 1500-tallet var dette manuskript i Spanien, og 1690 blev det købt til Kungliga Biblioteket i Stockholm, hvor det stadig befinder sig.

.

Luftfoto af Wallingford ved Themsen, ca. 20 km neden for Oxford. Dens vold, hvoraf tydelige rester ses til venstre, byggedes i kong Alfreds tid som beskyttelse for en af de fæstninger, der skulle modstå vikingernes angreb. På kortet, der viser disse fæstningers beliggenhed er Wallingford markeret med W.

.

I 886 vandt Alfred London tilbage fra danerne, og kort efter sluttede han en traktat med Guthrum, den danske konge over East Anglia, som fastlagde grænsen (—) mellem deres territorier. I det område der forblev under engelsk herredømme byggede Alfred en række borge, hvortil den lokale befolkning kunne flygte i tilfælde af angreb. De var beregnet til at kunne modstå et vikingeangreb så længe, at den engelske hær kunne nå frem og tage kampen op mod de indtrængende. Denne strategi viste sig yderst effektiv, og den blev videreført af Alfreds børn, Edvard og Æthelfled. Omkring 920 havde de erobret hele eller det meste af Danelagen syd for Humber. Deres felttogs fremgang kan ses af de borge de byggede hvoraf nogle blev opført på steder hvor vikingerne selv havde lavet forsvarsværker.

.

Frankernes forbedringer af landets forsvar og etableringen af nogle vikingehøvdinge ved flodmundingerne betød tilsammen, at udfoldelsesmulighederne for andre vikinger begrænsedes. De vendte sig derfor nu i højere grad mod England, som i de følgende år blev den foretrukne tumleplads for mange vikingeflåder. Imellem 865 og 878 var der flere vikingehære der slog sig sammen og dannede hvad samtiden med rette kaldte „den store hær”. Denne samlede styrke erobrede to engelske kongeriger, Northumbria og East Anglia, og sønderlemmede et tredje, Mercia, men kunne ikke klare det sydlige kongerige Wessex som blev dygtigt forsvaret af kong Alfred. Hans succes faldt sammen med en periode hvor der igen var politisk uro på fastlandet, opstået som følge af Karl den Skaldedes død 877. En del vikinger så straks fordelen ved dette dødsfald og iværksatte hurtigt en række togter, som hovedsageligt rettedes mod området mellem Seinen og Rhinen hvor byer og klostre ikke var befæstede. De blev nu udsat for gentagne overfald, og i 882 førtes et stort angreb mod Rhinlandet som ikke mere beskyttedes af Rorik; vikingeflåden trængte dybt ind i landet, og både Köln og Trier blev angrebet. Tyskerne reagerede i 882 ved at give Roriks tidligere område i Frisland som len til Godfred, en af tidens ledende vikingeanførere. En anden mere effektiv forsvarshandling var at bygge befæstninger, og i årene efter 880 blev mange byer i disse egne skærmet af tykke mure.

Stillet over for stadig stærkere modstand trak en del angribere sig tilbage med deres bytte i 882. De som blev havde held til at plyndre i Flandern, men de led også en række nederlag, især over for friserne og sakserne, og i 885 vendte de opmærksomheden mod det vestlige Frankerrige. Den ydre forsvarsring der skulle beskytte dette kongeriges indre var ikke længere intakt, og i vinteren 885 nåede en dansk hær Paris.

Byen var i sig selv godt befæstet nu, og omegnens klosterfolk, der ved de tidligere vikingeoverfald var flygtet til sikre tilflugtssteder på landet, valgte denne gang at søge ly bag byens mure. Befæstede broer spærrede for sejladsen op ad Seinen, og skønt den danske hær havde besat begge flodbredder og i otte måneder belejrede Cité-øen lykkedes det den ikke at indtage byen.

Samtiden betragtede med rette dette som en betydningsfuld sejr for frankerne. Den medførte ikke at vikingernes aktivitet i Frankerriget hørte op; faktisk fortsatte den samme hær de næste tre år med at husere i området syd for Paris, men byens redning var en imponerende demonstration af værdien af velfungerende forsvarsværker. Nyheden om sejren spredte sig sikkert lige så hurtigt som rygtet om den første vikingesejr over Paris 40 år tidligere, og som rimeligt var anså man den for et afgørende fremskridt i organisationen af effektive foranstaltninger imod angriberne. Der findes flere ganske detaljerede skildringer af belejringen, bl.a. et langt digt som er skrevet af øjenvidnet Abbo. Det er fuldt af overdrivelser, f.eks. kan man ikke tro at vikingeflåden bestod af 700 store skibe, samt utallige småbåde, men Abbo giver alligevel mange værdifulde oplysninger. Han siger udtrykkeligt, at hæren hovedsageligt var dansk, og at den blev anført af en konge der hed Sigfred. Man har villet identificere ham med den kong Sigfred som i 873 delte magten i Danmark med sin bror Halvdan, men som Abbo siger, „han var kun konge af navn”, hvilket forklares nærmere i en note, „thi han havde intet kongerige, derfor var han kun konge af titel”.

Da angriberne forlod området syd for Paris drog de til Bretagne, men blev her besejret af bretonerne i 890. Så tog de tilbage til Flandern, hvor de tidligere havde haft heldet med sig, men 891 led nogle af dem et berømt, men i virkeligheden betydningsløst nederlag ved floden Dyle i nærheden af Louvain til den tyske kong Arnulf. Efter overvintring drog de på togt op ad Rhinen, men i slutningen af 892 vendte de sig mod England. Her var det imidlertid heller ikke længere nemt at være viking. Det forsvar kong Alfred havde etableret og som omfattede befæstede borge samt udlægning af en flåde, var stærkt nok til at forhindre de indtrængende fjender i at vinde fodfæste i de områder der ikke allerede i forvejen stod under skandinavisk herredømme. Efter tre års frugtesløse forsøg gav denne sidste „store hær” op og opløste sig. Nogle af de gamle krigsfolk slog sig ned i de nye danske kongeriger East Anglia og Northumbria, andre tog tilbage til Seinen. Hvad der senere skete er uklart, men det står i hvert fald fast at den vestfrankiske konge forlenede vikingeanføreren Rollo med Rouen og det omliggende land ved Seinens munding i det håb at han ville forhindre andre vikinger i at sejle op ad floden. Herved lagdes kimen til hertugdømmet Normandiet. Endnu en tid hærgede vikingerne ved de frankiske kyster, men mulighederne var ikke længere ret store, for de mest lukrative mål var nu effektivt befæstet. Det land der kunne erobres var taget, og der var ikke plads til yderligere kolonisering. Nu bød Østersøen og landene på den anden side af dette hav på langt bedre muligheder for at vinde rigdom.

I 800-tallet bestod vikingeflåderne normalt af højst 35 skibe. Den hær som en sådan flåde kunne transportere kan i det højeste have talt ca. 1500 mand. Fra tid til anden slog flere hære sig sammen for at foretage storstilede operationer hvor der var udsigt til rigt bytte, som f.eks. invasionen i England i 865 af en såkaldt „stor hær”. Men det må have været meget vanskeligt at skaffe proviant, udstyr og heste til en styrke på f.eks. 5000 mand. Almindeligvis må hærenhederne have været langt mindre, især når man overvintrede i et fjendtligt område. Det ser ud til at de somme tider har købt forsyninger, men oftere har de forarmet landene ved plyndren og hærgen, som i 865 hvor en skare på 200 mand forlod deres vinterkvarter på en ø i Seinen og drog til Paris efter vin. Selv formodet venligtsindede vikinger kunne blive en trussel, og da en gruppe vikinger anført af Weland i 861 hjalp frankerne med belejringen af nogle andre vikinger på en ø i Seinen, beordrede kong Karl at de ikke kun skulle betales med 5000 pund sølv, men også med rigelige mængder kvæg og korn „så kongeriget ikke skulle udplyndres” af disse midlertidigt allierede. Ved den lejlighed måtte de belejrede vikinger overgive sig på grund af „sult, snavs og almindelig elendighed”.

Forholdene i vinterkvartererne har ofte været ubehagelige. Det er ikke overraskende at nogle hære blev udsat for smitsomme sygdomme. De vikinger som angreb Paris i 845 blev ramt hårdt af en dødbringende epidemi. Et udbrud af en lignende sygdom, formodentlig dysenteri, plagede de vikinger som udplyndrede St. Denis i 865. Annalerne fra St. Bertin beretter at „de blev syge af forskellige lidelser. Nogle blev sindssyge, andre fik sår over det hele, og atter andre udtømte deres tarme med en vandagtig strøm”.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet „Store hære” i England og Frankerriget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig