„Til Jerusalem!” Et forsinket korstog

Også derfor skal det ikke forties, at der var danske, der valgte den ægte vare, korstoget til Det hellige Land for at befri de hellige steder „fra hedningernes smuds”. Muligvis fra en nordmands hånd stammer en samtidig latinsk beretning med titlen „Om danernes bortdragen til Det hellige Land”. Skriftet indledes med en klage over tidens mangfoldige fejl og synder. På grund af dem faldt Jerusalem i 1187, efter at den ægyptiske sultan Saladin havde besejret en korsridderhær nær Genesaret Sø. Det vakte forfærdelse i kristenheden. Pave Clemens 3. proklamerede korstog til generobring af den hellige by. Han befalede alle kristne fyrster at standse deres indbyrdes fejder og forene sig om det tredje almindelige korstog.

Ifølge det anonyme skrift havde kong Knud i julen 1187 samlet rigets stormænd til et møde i Odense. Midt under mødet indfandt der sig et paveligt sendebud, som oplæste pavens rundskrivelse med kravet om hævn over Jerusalems vantro erobrere. Alle tilhørerne var stumme af sorg over meddelelsen; ingen kunne svare. Det blev Absalons broder, Esbern Snare, der brød tavsheden. Han gennemgik danernes fordums bedrifter: i den byzantinske kejsers garde, i Romerriget, i Normandiet, England, Finland og i de vendiske og slaviske lande ved Østersøen.

Efter denne opremsning, der slutter med korstogene over Østersøen, opfordrer Esbern Snare til efterfølgelse af pavens appel om at deltage i Jerusalems befrielse. Femten af de tilstedeværende svor at ville drage af sted. Beslutningen blev forkyndt på tinge og omtalt i alle kirker, „og mangfoldige blev de, som i hellig fromhed med mandig fasthed gjorde det hellige forsæt til deres eget”.

De femten besluttede, at der skulle bygges skibe, som kaldes snekker. De skulle være så store, at de kunne medbringe tilstrækkeligt forråd og modstå vindenes barskhed og bølgernes voldsomme anfald. Desværre lå den gamle fjende, djævelen, på lur. Af frygt for at hele planen skulle lykkes, fik han nogle af de 15 til at bryde deres ed.

Og ikke nok med det: alle hånde hindringer blev lagt i vejen for det lille korstog, som var skrumpet ind til fem skibe i antal, fem høvdinger med deres folk. De tog bevæget afsked med deres kære, lettede anker og hejsede sejl og nåede velbeholdne til Hals ved Limfjordens munding. Herfra nåede de med jævn fart til Læsø, hvor de overnattede. Næste dag nåede de Norges land ved Götaelvens udløb, hvor de fortøjede i Konghelle. Her sluttede henved 200 nordmænd sig til toget under ledelse af Ulf af Lou fnes, som var i besiddelse af en prøvet sømands-dygtighed.

Næste stop på færden var Tønsberg ved Oslofjorden, en by, som vor forfatter kender godt efter længere tids ophold. Derfor kan han om den folkerige og driftige by fortælle, at den har hæderlige borgere af begge køn, der udmærker sig ved gavmildhed og rigelig almisseuddeling; men lastefuld drukkenskab og hyppig rus bringer ufred i bordfællers samfund og tilskynder endog til at udgyde menneskers blod. Dette var ikke et blivende sted for korsfarerne.

Men da man her erfarede, at den norske kong Sverre netop da opholdt sig i Oslo, drog nogle af Ulfs mænd til ham for at fortælle ham om grunden til deres færd, at kongen ikke skulle beskylde dem for at have svig i sinde. Nu ønskede kongen dem held og lykke med den fortsatte færd.

Den gik ud af Oslofjorden til Kap Lindesnæs. Med udsigt over det store bølgende hav fandt man det klogt at lægge til land og forhandle om det fælles foretagende, om de rask skulle styre ud i rum sø, eller om de skulle sejle til Bergen. Meningerne herom var delte, men Ulf fik gehør for sit forslag om at sejle til Bergen for at afvente kongens ankomst og høre hans vise råd til korstogets deltagere. Ulf var sikker på at flere i Bergen ville slutte sig til togtet, og så kunne alle sige pænt farvel til kongen.

I det følgende kapitel fortælles om byen Bergen og om de uroligheder, som danerne voldte dér. Byen siges at være overmade folkerig; den rummer klostre med gudfrygtige mænd og kvinder, er rig og har overflod af gods, vin, honning, hvede, gode klæder, sølv osv. men mest af tørfisk. Skibe og folk strømmer til: islændere, grønlændere, englændere, tyske, daner, sveer, gotlændere og mange andre folkeslag, som det vil tage for lang tid at opregne. Men, som i Tønsberg, drikkes der for meget, et uafbrudt fylderi, som driver selv sagtmodige mennesker til misgerninger, som dér regnes for løjer.

Desværre lod nogle af danernes skare sig rive med af denne tøjlesløshed, de mistede sans og samling og yppede kiv med de norske borgere, som greb til våben. Fornuftige folk manede til forlig, men danerne måtte betale bøde, fordi de havde grebet højst uhøvisk fat på en meget fornem kvinde.

Langt om længe ankom kong Sverre. Efter en række forviklinger fortsatte togtet, men uden den Ulf, som foreslog omvejen over Bergen, og som nu blev forsinket af et hverv for kongen. Sommeren gik på hæld og storme truede. Man overvejede vinterkvarter på Orkneyøerne, men valgte at sejle sydpå som planlagt. Efter en uge på en ø ved Hardangerfjorden var de fleste af mændene fulde af brændende iver. De hejste sejl under råbet „Til Jerusalem”. Andre foretrak at vente på Ulf, som omsider nåede frem til et glædeligt gensyn. Efter nøjere omtanke erkendte de agterudsejlede, at rejsen var uhyre vanskelig, og at kun Guds hjælp kunne hjælpe over for vindenes magt og havets vælde. Ulf nåede dog til dette resultat af overvejelserne: „For at imidlertid ingen beskyldning for frygt eller ladhed skal plette os, så lad os mod forstandens råd strenge os an, for at vi kan opnå at trøste de mænd, som vi så ivrigt tragter efter at indhente.”

Herefter løste man hastigt tovene og lagde ud fra kysten. Alle var nu på vej mod målet. Dette skete en onsdag.

Samme dag rejste en storm sig. Bølger tårnede sig op og formørkede solen. Alle frygtede døden og mindedes trygheden på landjorden, hvor foden kan stå fast, mens den på søen glider og vakler. Fra alle sider styrtede vandet ind i skibet med larm, fugerne gav sig, og natten gik med at øse for ikke at gå under. Endelig om torsdagen klarede det op, men kun for en stund. Om aftenen steg uvejrets rasen til endnu større voldsomhed. Håbet svandt, tilbage som eneste opmuntring var kun, at man døde mandigt, undervejs for Kristi skyld.

Mange druknede, kun 30 reddede livet på sammenbundne bjælkestumper. De drev om fra fredag til tirsdag, da de ved Guds underfulde hjælp drev ind på en kyst.

Bedre gik det de først afsejlede skibe. De ramtes af samme storm, men reddede liv og skibe. De fandt og hjalp de skibbrudne, optog dem hos sig og var fælles om, hvad der var reddet. Skibene søgte nærmeste havn, en by i Frisland, som hedder Stafre (Stavoren). Her holdt man rådslagning om, hvorvidt de skulle forsøge at sejle videre. Mange havde lyst til det, men de fleste ville drage til Jerusalem over land. Skibene blev solgt med alt udstyr, hvorefter korsfarerne med andre sejlede op ad Rhinen til Köln, „Derfra drog de hastig videre fra stad til stad ad den almindelige vej, indtil de nåede Venedig.”

Først her undte vore stormænd sig et kort ophold for des bedre at klare resten af rejsen. „Det er jo nemlig ejendommeligt for vejfarende mænd, at de altid haster videre fremad og ikke giver sig tid til at hvile eller puste, førend de når derhen, hvorhen de stunder.”

Så sandt som det er sagt! Efter et velgennemtænkt og grundigt planlagt togt, stod nu tilbage turen over Middelhavet. Den var slem nok; til vinterstormenes ulemper føjedes søfolkenes ugudelighed og sørøveres efterstræbelser. Men værre var det ved det eftertragtede mål at erfare, at det tredje korstog for længst var forbi. Adskillige måneder før vore landsmænds ankomst var der sluttet fred imellem korstogets leder Richard Løvehjerte og sultan Saladin. Kristne fik ret til ubevæbnede at besøge de hellige steder i Det hellige Land.

"Efter nu at have opholdt sig en kort stund her, besluttede de sig til at vende hjem, fordi fredens ro hindrede dem i at kæmpe."

Den gamle fjende ligger altid på lur – men viljen ser Vorherre på!