„Velkommen, Mustafa”

Verden var blevet mindre i årene omkring 1970, eller anderledes udtrykt: Ikke blot nabolandene i Europa, men hele den vide verden var kommet tættere på danskerne. Det var sket i kraft af den omfattende charterturisme til Sydens sol i 1960'erne, som følge af det stadig mere omsiggribende internationale samarbejde i organisationer som FN, OECD, NATO og – fra 1972-73 – EF, men også og ikke mindst i form af den hurtigt voksende indvandring af udenlandsk arbejdskraft. Det var ikke de i midten af 1970'erne efterhånden mere end 50.000 udlændinge i Danmark fra de andre nordiske lande, fra EF-landene og Nordamerika, der voldte begyndende anfægtelser. De så jo ud og levede stort set som danskerne selv. Anderledes var det med de udenlandske arbejdere fra især det sydøstlige Europa og fra det muslimske Middelhavsområde. Bortset fra de polske sukkerroearbejdere på Lolland-Falster i begyndelsen af 1900-tallet var der her tale om ikke blot en helt ny erfaring for danskerne, men også om begyndelsen til en stærk udfordring til den danske nationalstat og til befolkningens usædvanlig ensartede karakter gennem generationer, såvel etnisk, sprogligt, religiøst som kulturelt.

Baggrunden for indvandringen af udenlandsk arbejdskraft var 1960'ernes buldrende højkonjunktur, som allerede i midten af tiåret havde skabt, hvad arbejdsgiverne kaldte „flaskehalsproblemer ”på arbejdsmarkedet, dvs. akut mangel på ledige – især ufaglærte – arbejdere i udvalgte sektorer i industrien. Dansk Arbejdsgiverforening understregede således i 1965, hvor afgørende vigtigt det var at få arbejdspladserne bemandet for at få det dyre kapitalapparat udnyttet fuldt ud. Helt fra starten var arbejdsgiverne og de konservative vælgere da også de mest positive over for „importen”, som man kaldte det, af fremmed arbejdskraft. Endnu i 1967 var der kun 500-600 jugoslaviske og tyrkiske arbejdere i Danmark, relativt set langt færre end i nabolande som Vesttyskland og Sverige. Men i de følgende tre år kom der omkring 12.000 såkaldte „fremmedarbejdere” til Danmark primært fra Tyrkiet, men også fra bl.a. Jugoslavien og Pakistan. Yderligere ca. 6.000 udlændinge fra andre ikke-europæiske lande fik i samme treårsperiode – 1968, 1969 og 1970 – arbejdstilladelse i landet. De allerfleste var mænd, og de blev typisk ansat til hårdt, ufaglært fabriksarbejde.

Fagbevægelsens holdning var, at alle udlændinge i Danmark skulle ansættes på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår, så de ikke kom til at fungere som løntrykkere på arbejdsmarkedet. Det var da også generelt de ufaglærte arbejdere og deres fagforening DASF (Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund), som i disse år var mest skeptiske over for de udenlandske arbejderes ankomst, og som efterhånden pressede på for en administrativ skærpelse af reglerne for udstedelse af de midlertidige arbejdstilladelser. I maj 1969 skete en sådan skærpelse, bl.a. således at udlændinge, der blev anset for arbejdssøgende, kunne afvises ved grænserne, selv om de havde penge til underhold og til en returbillet. Samtidig blussede for første gang en kortvarig offentlig debat op over temaet „tyrkerne tager arbejde fra os”, ligesom der i pressen dukkede udtalelser op fra såkaldte „læderjakker” om, at danske piger var blevet „generet af tyrkerne”. Andre forudså i lyset af disse stemninger, at hvad man kaldte et „dansk fremmedhad” ville bryde ud i lys lue, hvis der skulle opstå længerevarende arbejdsløshed.

Flere og flere efterlyste ved udgangen af 1960'erne en egentlig indvandrerpolitik, idet der også blev henvist til, at i fraværet af en sådan var den nemme adgang til det danske arbejdsmarked blevet til skade for de indvandrede arbejdere selv. De havnede næsten med garanti i de dårligst betalte jobs, hvor de blev nemme ofre for boligspekulanter og arbejdsgivere, som ikke nødvendigvis overholdt aftalen om samme løn til danske og udenlandske arbejdere. Sådanne eksempler blev der flere og flere af i 1969-70, og det var på dette tidspunkt, dagbladet Politiken i stedet for fremmedarbejdere begyndte at tale om „gæstearbejdere” i et velment forsøg på ændre den generelle indstilling til de udenlandske arbejdere. I ordet lå naturligvis også, at man forventede, at „gæsterne” ville vende tilbage til deres hjemlande efter et passende stykke tid. Betegnelsen vandt indpas i brede dele af pressen og hos de fleste politikere, mens navnlig venstrefløjen afviste at ændre sprogbrug med henvisning til, at man ikke normalt ville byde gæster de vilkår, de udenlandske arbejdere blev udsat for.

Dette sidste synspunkt kunne f.eks. hente støtte i den holdning, der kom til udtryk i en artikel i 1970 i tidsskriftet Arbejdsgiveren, hvor en direktør under overskriften „Velkommen, Mustafa” skrev om arbejdsgivernes behov for udenlandsk arbejdskraft: „Vi har brug for en arbejdskraftreserve til erstatning for den, der forsvinder, og gæstearbejderne er særligt velkomne. Først og fremmest fordi denne reserve intet koster os i modsætning til en reserve bestående af arbejdsløse og husmødre. Har vi ikke brug for arbejdskraften, kan den jo udvises. Byrden ved at holde en reserve falder herved på gæstearbejderen personligt eller hans hjemland.” Så tydeligt udtrykte de færreste arbejdsgivere sig offentligt. Men det grundlæggende ræsonnement blev nok delt af mange danskere i disse år – også selv om de ikke var arbejdsgivere.

Pr. 1. januar 1970 indførte Folketinget yderligere stramninger i reglerne for udstedelse af midlertidige arbejdstilladelser til udlændinge. Hidtil havde udlændinge kunnet bevilges arbejdstilladelse, efter at de var kommet til Danmark, men fra nu af skulle tilladelsen ikke blot på forhånd søges på en dansk repræsentation i udlandet, ansøgningen skulle også ledsages af et skriftligt arbejdstilbud fra en dansk arbejdsgiver samt en erklæring om, at der ikke fandtes kvalificeret dansk arbejdskraft til det pågældende job. Endelig blev arbejdstilladelserne kun bevilget for en seksmåneders periode, som dog kunne forlænges.

Stramningen af adgangen til Danmark afspejlede først og fremmest, at både den uorganiserede indvandring og rapporterne om modsætninger mellem danskere og udlændinge var accelereret i 1968-69. Stramningerne førte imidlertid ikke i løbet af 1970 til noget fald i den stigningstakt, hvormed fremmedarbejderne kom til Danmark, tværtimod. De virksomheder, der havde brug for arbejdskraften, bl.a. skibsværfter og konservesfabrikker, kontaktede nemlig direkte arbejdsformidlingskontorer i især Jugoslavien og Tyrkiet, hvor arbejderne uden større formaliteter fik deres danske arbejdstilladelse, inden de blev sendt til Danmark i større grupper. Resultatet var, at der alene i de første ti måneder af 1970 kom næsten 10.000 fremmedarbejdere til landet.

Dermed var der dog stadig ikke mere end godt 12.500 især tyrkiske, jugoslaviske og pakistanske indvandrere i Danmark, svarende til en kvart procent af landets samlede befolkning. Men sagkyndige skønnede i efteråret 1970, at der fortsat var behov for en årlig tilgang af omkring 10.000 udenlandske arbejdere om året, og det aktuelle behov blev anslået til ikke mindre end 50.000 arbejdere. Med udsigt til voksende arbejdsløshed i vintermånederne 1970-71, og under indtryk af rapporter om en „ophobning” af fremmedarbejdere i Hamburg, der ventede på at komme ind i Danmark, indførte Folketinget imidlertid allerede i november 1970 et midlertidigt generelt stop for udstedelse af førstegangsarbejdstilladelser til næsten hele LO-området. Arbejdsgiverforeningen var betænkelig ved stoppet, som blev til på Socialdemokratiets og fagbevægelsens initiativ, men virksomheder med et særligt behov for arbejdskraft kunne dog få dispensation. Det midlertidige stop bremsede væksten i indvandringen af fremmedarbejdere i de umiddelbart følgende år, også selv om familiemedlemmer til udlændinge, der allerede boede i landet, var undtaget fra stoppet. I marts 1972 blev familiebegrebet begrænset alene til ægtefælle og ugifte børn under de 20 år, som var myndighedsalderen – i 1976 nedsat til 18 år.

Danmarks medlemskab af EF pr. 1. januar 1973, da det danske arbejdsmarked blev en del af det fælles EF-arbejdsmarked, medførte ikke nogen større indvandring af EF-arbejdere fra f.eks. Italien, således som mange havde forventet eller frygtet. Dog søgte en del britiske statsborgere af pakistansk oprindelse til Danmark. Da der fortsat var stedvis mangel på arbejdskraft, ikke mindst i metalfagene, indførte Folketinget i juni 1973 en kvoteordning, som betød, at der blev udstedt ca. 2.000 nye arbejdstilladelser. I efteråret 1973 var der dermed omkring 15.000 fremmedarbejdere af tyrkisk, jugoslavisk, pakistansk og arabisk/nordafrikansk herkomst i landet, hvortil kom 6.000-8.000 udlændinge fra andre tredjeverdenslande med arbejdstilladelse.

Men dermed var det også slut med tilgangen til Danmark af nye fremmedarbejdere uden familiemedlemmer i landet i forvejen. Også i denne sammenhæng var den afgørende begivenhed krigen i Mellemøsten i oktober 1973 og den efterfølgende arabiske olieboykot, som ramte bl.a. Danmark i sidste halvdel af november. Presse og politikere forudsagde, at den pludselige oliemangel kunne føre til mange titusinder arbejdsløse, og fem dage før folketingsvalget den 4. december indførte Anker Jørgensens regering et øjeblikkeligt fremmedarbejderstop. Det var dog fortsat muligt for herboende fremmedarbejdere at bringe familiemedlemmer til Danmark, hvor de kunne få opholds- og arbejdstilladelse. I kraft af disse familiesammenføringsregler steg antallet af tyrkiske, jugoslaviske og pakistanske statsborgere i Danmark i 1974-75 til omkring 20.000. Især tyrkiske familiemedlemmers tilflytning i årene 1977-81 betød, at tallet steg til ca. 30.000 – en fordobling siden fremmedarbejderstoppet i 1973, men endnu kun 0,7 procent af den samlede befolkning. En udvikling hen imod et egentligt multikulturelt eller multietnisk samfund syntes omkring 1980 stadig kun at være en fjern mulighed.

Da arbejdsløsheden i Danmark i 1974-75 for alvor slog igennem som følge af oliekrisen og dens eftervirkninger, stod det hurtigt klart, at fremmedarbejderne blev væsentlig hårdere ramt af ledighed end danske arbejdere. I foråret 1979 blev arbejdsløsheden blandt danske statsborgere målt til 10,1 procent, mens den blandt indvandrerne var 20,3 procent. Nogle danskere mente, at den naturlige reaktion for de udenlandske arbejdere burde have været at rejse tilbage til deres hjemland, når der ikke længere var arbejde til dem i Danmark. Så enkelt var det dog ikke. Berlingske Tidende indfangede dilemmaet i en kommentar i marts 1976: „Fremmedarbejderen kom til Danmark for at tjene penge og spare op, så han kunne vende hjem til en bedre tilværelse. Det var hans eneste begrundelse for at forlade slægt, venner og fødeegn. Uden arbejde må det forekomme ham meningsløst at friste en socialt ringe tilværelse i et land, hvis sprog han måske tilmed ikke bryder sig om. Men vende tomhændet tilbage til spot og spe – og måske gæld – kan han heller ikke. Så hellere vente på chancen i den tristeste af de triste køer i Tøndergade nr. 14” (dvs. Arbejdsformidlingskontoret i København).

Faktisk var nogle enlige mænd rejst tilbage. Men langt flere, både dem med og dem uden arbejde, var begyndt at slå rod og valgte altså at få deres hustruer, børn og andre slægtninge til Danmark. De fleste af disse indvandrere bosatte sig i forholdsvis afgrænsede områder i de større byers og deres forstæders sociale boligbyggeri, og kun et beskedent mindretal af danskere var i daglig berøring med dem. Alligevel begyndte der i sidste halvdel af 1970'erne at dukke flere og flere historier op i pressen om f.eks. indvandrerbørnenes vanskelige skolegang og om det kultursammenstød, de oplevede. Integrationsproblemerne kom gradvis på den politiske dagsorden, og dansk frisind og tolerance blev i stigende grad sat på prøve.

De fattige og fremmede „gæstearbejdere”, som de allerfleste danskere i årene omkring 1970 havde hilst velkommen, især fordi de gerne tog det hårde og beskidte arbejde, mange danskere ikke længere selv brød sig om at røre, viste sig ikke bare at være en belejlig ekstra produktionsfaktor, som bidrog væsentligt til samfundets voksende rigdom og velstand. Det syntes at komme bag på en del, at den inviterede arbejdskraft også var hele mennesker med familie, med egen kultur, skikke og identitet, som de ikke uden videre ønskede at opgive, og at de også havde deres livsdrømme om øget velfærd og tryghed for sig selv og deres børn, drømme som måske ikke var så forskellige fra danskernes egne.