„Vi alene vide”

Kancelliet havde nægtet C. N. David retten til at bringe anonyme artikler i Fædrelandet, men han gjorde det ikke desto mindre. I december 1834 pålagde kongen kancelliet at overveje muligheden af sagsanlæg, bl.a. for indlægget „Hvad kan det hjælpe?” der rummede betragtninger over forholdet mellem enevælde og stænderinstitution. Stænderne kunne hjælpe som udtryk for en proces, der førte frem mod større frihed og medindflydelse.

I kancelliet frarådede Ørsted, at man gik til domstolene, men generalfiskalen (dvs. rigsadvokaten) fik ordre til at rejse tiltale for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen, og David blev suspenderet som professor. Retssagen mod C. N. David blev et opgør mellem det bestående politiske system og de liberale.

Anklageren, F. W. Treschow, lod under sin procedure for Den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret forstå, at han betragtede sagen som noget tvivlsom, og den 18. maj 1835 frifandt retten David, der dog skulle betale sagens omkostninger.

Kancelliet appellerede til Højesteret, der imidlertid den 2. december stadfæstede den dom, den lavere instans havde afsagt. Davids sag blev fulgt med stor opmærksomhed, og da Højesteret forkyndte afgørelsen i Prinsens Palæ svarede tilhørerne, der var gennet udenfor, med hurraråb!

Udfaldet af Davids sag blev oplevet som et politisk nederlag for regeringen – eller rettere den fløj, der med kongen og Stemann ønskede en strammere kurs – og som en sejr for retten til offentligt at behandle politiske spørgsmål. Stemann ville nu gribe til administrative forholdsregler, hvad Ørsted imidlertid fik afværget. Men David blev afskediget som professor, dog med sin fulde gage i pension.

Davids artikler foranledigede også Frederik 6. til et mere generelt angreb på, hvad han betegnede som „skrivefrækheden”. Den 16. december 1834 rejste kongen over for kancelliet spørgsmålet om indførelsen af en skærpet censur og fratog domstolene den mulighed for at underkende myndighedernes indgriben, de lejlighedsvis havde taget i brug.

Rygterne om kongens initiativ og administrationens overvejelser rejste en adressebevægelse til forsvar for og bevaring af den gældende lovgivning på området. Fra København indkom den 21. februar 1835 en adresse med 572 underskrifter, heraf 27 professorer, 12 præster, 10 overretsadvokater, 6 højesteretsadvokater, 82 embedsmænd i centraladministrationen og 55 officerer – de fleste fra flåden.

Henvendelsen, der var forfattet i ret ydmyge vendinger, understregede det nødvendige i, at „forfatterne kun ved love er indskrænkede i deres virksomhed og ved overtrædelse af disse kun er undergivne domstolenes kendelse”. Fem dage senere blev svaret – gennem det officielle Kollegialtidende:

"Det har været Os uventet at se, at flere af Vore kære og tro undersåtter har kunnet ansøge om, at ingen forandring i trykkefrihedsanordningen må foretages; thi ligesom Vor landsfaderlige opmærksomhed stedse har været henvendt på at bidrage alt, hvad der stod i Vor kongelige magt til at virke for folkets og statens vel, således kan heller ingen uden Vi alene være i stand til at bedømme, hvad der er i begges sande gavn og bedste."

Det er dette reskript, der i den lidt fordrejede forkortelse „Vi alene vide” hurtigt kom til at stå som udtryk for Frederik 6.s selvrådighed og afvisning af enhver indskrænkning i sin magt.

Reskriptet vakte opsigt i ind- og udland, og det tjente til at svejse den liberale bevægelse sammen. Otto Müller kunne berette til sin norske korrespondent dagen efter adressens overrækkelse, at fire redaktører af de ledende tidsskrifter havde besluttet sig for at lade deres blade gå ind som protest, hvis censur blev indført. Fædrelandets holdertal var steget fra 535 ved begyndelsen i september 1834 til nu over 800 – og redaktør og medarbejdere kunne lønnes med større honorar end på noget andet blad.

Adressens initiativtagere stiftede kort efter Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug, hvis formål, som navnet antyder, skulle være at fremme den rette udnyttelse af lovgivningen og hindre misbrug. Her tænkte man særlig på en række skandaleblade, der var skudt frem i begyndelsen af 1830'rne. Da selskabet blev stiftet 27. april 1835, talte det 500 medlemmer og inden udgangen af året 2256.

De følgende år nåede man tæt på de 5000 medlemmer, hvoraf to tredjedele boede uden for hovedstaden. Et par søofficerer blandt indbyderne blev betydet, at de skulle udtræde, men selskabet fik ikke mindst tilslutning fra embedsstanden. I 1836 var ca. en tredjedel af medlemmerne offentligt ansatte, og arbejdet i selskabet, der fik aflæggere i provinsbyerne, var domineret af akademikere. Selskabets medlemsorgan Dansk Folkeblad føjedes til kredsen af liberale blade.

Med dette selskab havde de liberale fået en organisatorisk basis. Med sit erklærede oplysende sigte knyttede det sig til traditionerne fra 1700-tallets slutning, og selskabet bidrog meget til at oprette almuebiblioteker og forsyne disse med passende, lødig litteratur. I 1848 kunne A. F. Bergsøe i sin beskrivelse af den danske stats statistik skrive om trykkefrihedsselskabet, at det i de forløbne år havde spillet „en ikke uvigtig rolle i den senere tids politiske udvikling”.