„ynkelig uvidenhed”

Den danske enevældes kirkepolitisk mest bemærkelsesværdige indsats i første halvdel af 1700-tallet var dens skolelovgivning.

I Danske Lov havde enevælden i 1683 blot udtrykt en forventning om, at forældrene og præsterne opdrog børnene til kristendom. Og den første egentlige skolelovgivning var karakteristisk nok en isoleret paragraf i en fattigforordning i 1708 om, at degnen skulle sørge for de fattige børns undervisning, fordi deres forældre ikke selv havde råd.

Derfor var det en bemærkelsesværdig nyskabelse, da Frederik 4. omkring 1720 lod opføre skoler på kronens 12 rytterdistrikter: de såkaldte rytterskoler, hvis hovedsigte var en oplæring i kristendommen, men som også skulle indpode børnene en positiv holdning til at tjene konge og fædreland. På krongodset blev der rejst 260 solide skolebygninger og tilvejebragt det økonomiske grundlag for at lønne en lærer.

Krongodset omfattede imidlertid i 1720 kun henved en sjettedel af landet. Og selv om medlemmer af kongefamilien og hoffet og enkelte storgodsejere fulgte kongens eksempel og oprettede tilsvarende skoler på deres godser, var undervisningen i størstedelen af landet fortsat overladt til godsejerens og befolkningens eget initiativ.

At dette ikke var tilstrækkeligt, fik styret vished for, da konfirmationen i 1736 blev indført. Den læsefærdighed, som var en forudsætning for, at de unge kunne blive konfirmeret, eksisterede de fleste steder ikke.

Gennem høringer fik centraladministrationen et detaljeret og generelt forstemmende billede af læsefærdigheden i befolkningen og et indtryk af, at nogle godsejere frygtede, at skoleundervisningen ville rokke ved deres autoritet.

Enevældens reaktion blev en ambitiøs skolelovgivning. I den store forordning om skolerne på landet, som blev udstedt den 23. januar 1739, og som præsterne oplæste fra prædikestolen, gjorde Christian 6.

"alle vitterligt, at som forfarenheden viser, hvilken usigelig skade kirken og landet derved tilvokser, at ungdommen, helst af den gemene almue, hidtil ej overalt har haft lejlighed nok, således som ske burde, at oplæres i sin kristendoms grund, samt i læsen, skriven og regnen, og derover til dels i sådan ynkelig uvidenhed er opvoksen, at de hverken i det åndelige eller legemlige véd rettelig at søge og befordre deres eget bedste: Så have Vi anset det for en af de største velgerninger for Vore kære og tro undersåtter og for en uforbigængelig nødvendighed for landet"

at indføre en almindelig undervisningspligt. Den skulle omfatte statsreligionens grundbegreber samt læsning, hvorimod forældrene selv måtte betale for undervisning i skrivning og regning. De betydelige udgifter til skolebygninger, lærerlønninger og bøger skulle betales lokalt, af samtlige landbosamfundets medlemmer fra top til bund. Og et vældigt kontrolapparat blev samtidig etableret.

Den umiddelbare reaktion blev en strøm af protester fra godsejerne, som ud over deres egne bidrag også skulle stå som garanter for deres bønders skoleydelser, og som vægrede sig ved – midt under en landbrugskrise – at skulle påtage sig hovedparten af omkostningerne ved enevældens skolelovgivning. Også fra lokale myndigheder lød der advarende røster. Allerede den 29. april 1740 måtte kongen derfor ophæve sin egen skolelov med en plakat, der betegner enevældens mest åbenlyse tilbagetog over for modstand i befolkningen i hele 1700-tallet.

Med så rene ord, som prestigehensynet tillod, erkendte kongen, at loven havde været for ambitiøs og for byrdefuld, og at den trykkende landbrugskrise ikke var det rette tidspunkt for et stort skolepolitisk fremstød. Christian 6. bekendtgjorde derfor, at „Vi allernådigst formode, at Vores gudelige øjemærke til den opvoksende ungdoms nøjagtige undervisning i deres saligheds kundskab, kan erholdes, uden sådan alt for stor byrde og besværing for jordegodsets ejere og besiddere”, idet kongen dog ikke undlod at gøre godsejerne opmærksomme på, „at som de nyde det legemlige af deres tjenere, de igen vil sørge for deres åndelige”, og at de „derved have at vente den største velsignelse af Gud”.

Den politiske realitet bag de fromme ønsker og formaninger var imidlertid, at enevælden frafaldt samtlige økonomiske krav og helt overlod det til godsejerne at opbygge et lokalt skolevæsen ud fra, hvad de selv opfattede som behovet, og at påligne deres bønder og husmænd udgifterne ved det.

I det gamle samfund formåede enevælden således ikke at gennemtvinge en almindelig undervisningspligt og en landsdækkende folkeskole. Det betød ikke, at børnene ikke blev undervist. De fleste steder fandtes der skoler, der var oprettet og blev drevet på privat initiativ for dem, der kunne og ville betale.

Denne afhængighed af lokale og individuelle initiativer betød på den anden side en meget ujævn udvikling fra egn til egn, fra gods til gods og fra pastorat til pastorat. Og dermed en langsommere udryddelse af analfabetismen end hvis skoleloven af 1739 var blevet realiseret.

Da enevælden 50 år senere – i 1789 – nedsatte Den store Skolekommission, hvis indsats resulterede i folkeskolelovene af 1806 og 1814, er det derfor tvivlsomt, om befolkningens flertal var i stand til at læse. I den forbindelse kan der være grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om det i det gamle samfund var så nødvendigt at kunne læse, endsige skrive, for at være en dygtig fæstebonde. Og om det egentlig var af så afgørende betydning for de nye selvejerbønder, som man undertiden ser det hævdet.

Men ved 1700-tallets slutning begyndte en erkendelse at brede sig om, at det var godt at kunne forlade sig på sin egen læsefærdighed, ikke blot når det gjaldt det trykte ord, men måske nok så meget når det gjaldt skrift på skøder, købmandsregnskaber og skattekvitteringer. Og hos de mere fremsynede bønder var der også en erkendelse af, at det meget nye, man kunne læse i aviser og almanakker, kunne være til nytte for dem selv og deres landbrug.