- og til vands

"Dernæst følger – ude i selve Oceanet – svionernes stamme, der udover mandskab og våben også er stærke som flådemagt. Skibenes form afviger fra den gængse derved, at der er forstavn i begge ender, således at de altid har en landingsklar ende. Skibene betjenes ikke med sejl, og man lægger ikke årerne i række langs siderne, men årer er – ligesom det bruges på visse floder – løse og kan vendes i den ene eller anden retning, som forholdene nu kræver det."

En bedre beskrivelse af den nordiske skibstype, end den, Tacitus giver her, kan vi næppe ønske os. Og den passer perfekt på jernalderens skibe, som de kendes fra to sønderjyske fund, såvel det ældre fra Hjortspring på Als som det yngre fra Nydam på Sundeved.

Hjortspringbåden (se afsnittet Krigsbytteofferet fra hjortspring Mose) har været en krigskano, 13 ni lang og 2 m bred i indvendigt mål, og med plads til en besætning på 20 roere, rorgængere, udkigsmand osv. Med sine ens-dannede stævne og karakteristiske „snabler” har denne bådtype stærke mindelser om skibene på den sene bronzealders helleristninger, der dog måske afbilder skindbåde. Selv er den dateret til den tidlige jernalder, 4.-3. århundrede f.Kr., og den er bygget af træ, ikke af skind, men tommeret er syet sammen.

Båden er konstrueret af en bred bundplanke og to sideplanker i hver side, som overlapper hinanden langs kanterne. Herved bliver Hjortspringbåden det ældste eksempel på den klinkbygningsteknik, der er karakteristisk for alle større fartøjer fra jernalderen. Normalt blev skrogets planker dog holdt sammen af jernnagler, undtagelsesvis med nagler af træ. Det er kun Hjortspringbåden, der er syet.

Det bedst bevarede skib fra yngre jernalder er fundet i Nydam Mose. Også den er klinkbygget, men med fem brede sideplanker foruden bundplanken, som er kraftigere og mere køllignende end Hjortspringbådens. Nydambåden har været 23 m lang, næsten fire meter bred, og den har haft plads til en besætning på omkring 30 mand, hovedparten roere. Den dateres til 300-400 e.Kr.

Den har et spidst skrog med buet køl og ensartede svungne stævne, klinklagte bord, spanter der var anbragt symmetrisk tværs over bunden og jævnt fordelt over hele bådens længde, samt en tværbjælke for hvert spant, der i Nydambåden fungerede som tofte. Denne nordiske skibstype fortsætter helt op til 1200-tallet; blot var Nydambåden, i modsætning til de senere, ikke sejlførende, og den savnede en egentlig køl. Fra Nydam Mose stammer desuden det ældste danske jernanker.

Begge bådene, Nydam og Hjortspring, er ofret sammen med våben og anden hærudrustning. Det er krigsskibe – lette og hurtige at manøvrere, de havde et ringe dybtgående og var derfor velegnede som landgangsfartøjer.

Begge har ensdannet for- og agterstavn og en løs styråre, der også fungerede som ror. De kunne derfor sejle begge veje – for Nydambådens vedkommende var det dog nødvendigt først at vende de fastsurrede åretolde. Det var særdeles praktisk ved sejlads gennem snævre og vanskeligt passable fjorde eller op langs åer, og konstruktionen har derfor også haft strategisk betydning, netop hvad Tacitus hæftede sig ved.

Handelsskibene kender vi derimod ikke, for det var ikke dem, der blev ofret i moserne eller givet med i gravene – hvis de i det hele taget har eksisteret. Der er nemlig intet, som tyder på, at de skibe, vi kender fra 300-400- og 500-tallets fund og afbildninger konstruktionsmæssigt var særlig velegnede som egentlige transportskibe. Da der ikke er bevis for, at de havde sejl som vikingetidens handelsskibe, var der heller ingen „gratis” energi; de fleste ombordværende måtte ro, og det betød, at lastkapaciteten ikke var så stor. Man kunne altså ikke transportere store tunge mængder gods, og det giver et fingerpeg om karakteren af handelssamkvemmet mellem forskellige dele af landet.

Småbåde var velegnede til lettere transport over korte afstande. Fra den yngste del af jernalderen og fra den tidlige middelalder kendes sådanne småbåde med forskellig funktion. Som „skibsbåde” var de med om bord eller på slæb efter større fartøjer, beregnet på at blive roet til og fra det opankrede skib med last eller passagerer. De har været fiskerbåde, færgebåde, lokale fragtskibe, eller som nogle – gået på længere handelsrejser ad floder, hvor større skibe ikke kunne passere.

Fra romertid kendes en del småbåde, der har endt deres dage som ligkister på gravpladsen ved Slusegård på Bornholms sydligste spids. Forstavn eller agterstavn var i mange tilfælde skåret af, så kun dele af bådene var tilbage og anvendt ved begravelsen.

De oprindelige både har været tre, fem eller godt 10 meter lange; det er altså småbåde sammenlignet med det store Nydamskib, og selv om kun aftrykkene står tilbage i jorden, fordi træet for længst er rådnet, har det været muligt at bestemme deres type. De er alle, hvad man i fagsproget kalder „udspændte stammebåde”, fremstillet af en udhulet stamme, hvis sider er udspændt og holdt på plads af spanter efter samme princip som en ærtebælg, der ved hjælp af et par knækkede tændstikker bliver omdannet til en lille båd.

Ingen af bådene fra Slusegård ser ud til at være bygget for at ledsage de afdøde på deres sidste rejse. Det har været ganske almindelige brugsbåde, som i forbindelse med begravelsen er „taget ud af drift”.

Var Nydamskibet ikke velegnet som tungt lastet handelsskib, var det derimod som skabt til én ting: plyndring og overfald på fremmede kyster. Noget kunne da også tyde på, at det har været effektivt, for ved denne tid forsvinder bebyggelsen efterhånden helt fra kystlandet overalt i Danmark. En af de få undtagelser er Slusegård, der ligger helt tæt ved kysten. Adskillige af de gravlagte bærer til gengæld tydelige spor efter en voldsom død.

Udviklingen af veje, vogne, ridning og skibe tog et stort spring fremad i yngre romertid. Den gik hånd i hånd med de mange andre forandringer – flere mennesker, større gårde, større hære og større behov for handel og samfærdsel.

Enhver længere rejse, til lands som til vands, var dog farlig, og at foretage den ubevæbnet og alene var hinsides sund fornuft. Den rejsendes eneste sikkerhed, når han forlod den beskyttelse, som slægten og høvdingen ydede, var gæstevenskabets ukrænkelighed. Også det skriver Tacitus om: „Intet andet folkeslag ofrer mere på selskabelighed og gæstfrihed. At nægte noget menneske, hvem det end måtte være, adgang til sit hus, anses for en syndig handling. Enhver tager imod sin gæst med et så veldækket bord, som hans midler tillader ham det. Når maden slipper op, anviser den gamle vært en ny og følger selv sin gæst derhen. Og skønt de ikke er inviterede, tager de ind til det nærmeste hus. Det gør ingen forskel, for de modtages med lige så stor hjertelighed. Ingen skelner mellem kendt og ukendt, når det gælder gæstevenskabets forpligtelser.”