Advarslerne

Kommandørkaptajn F.H. Kjølsen kom i 1939 som marineattaché til Berlin, hvor han straks fik gode kontakter. På baggrund heraf var han i stand til at sende alarmerende indberetninger til København. I efterkrigstidens ophedede debat om ansvaret for den 9. april glemte man, at Kjølsen selv i 1940 havde givet udtryk for tvivl om oplysningernes rigtighed.

.

Herluf Zahle havde under 1. verdenskrig ydet en betydelig indsats som departementschef i Udenrigsministeriet. Han var gesandt i Berlin fra 1924 til sin død i 1941. Også han var ængstelig for en mulig tysk aggression mod Danmark, men hans indberetninger var tvetydige.

.

Forsvarsminister Alsing Andersen kom ind i regeringen i 1935 og gennemførte forsvarsordningen af 1937. Intet tyder på, at han tænkte sig dansk militær sat ind i en egentlig modstand mod et tysk angreb. Han fik tillagt hovedansvaret for den 9. aprils forløb, men i alle afgørelser deltog både Stauning og Munch. Alsing Andersen afgik som forsvarsminister ved regeringsomdannelsen i juli 1940, men var finansminister 1942-45.

.

Generalløjtnant W.W. Prior afløste i 1939 general With som chef for hæren. Han havde et dårligt forhold til regeringen, som anså ham for alarmist og nægtede at følge hans forslag. Op til den 9. april var han i vildrede med, hvad hæren egentlig skulle stille op. På selve besættelsesdagen ville han kæmpe, men måtte bøje sig for den politiske beslutning om at kapitulere. Da han frygtede for, at den danske hær kunne blive sat ind for at fange engelske faldskærmsfolk, tog han i 1941 sin afsked.

.

I Danmark kendte man intet konkret til Tysklands hensigter. Allerede i 1937 var det ganske vist i klart sprog sagt, at den tyske marine ønskede fri passage gennem de danske bælter, og at dette ønske også omfattede overflyvninger i tilfælde af krig. Modsat 1. verdenskrig, hvor tyskerne forlangte bælterne spærrede, var de nu præget af en angrebsorienteret tankegang, der forudsatte uhindret sejlads ud i Nordsøen og Atlanterhavet. Det kunne eventuelt betyde, at de ville forlange flåde- og luftbaser i Nordjylland eller på den norske vestkyst. Men det var ingen nødvendighed. En offensiv tysk flådekrig krævede ikke en krænkelse af Danmarks neutralitet. Nogen reel viden om den tyske flådestrategi havde Danmark imidlertid ikke. Den måtte i øvrigt også tilpasse sig den skiftende verdenspolitiske situation. England blev først Tysklands erklærede fjende fra 1938, og først i 1939 indgik Tyskland og Sovjetunionen en ikke-angrebstraktat. Overhovedet var den nazistiske lederkreds ganske uberegnelig. Udenrigsminister P. Munch gjorde sig ingen illusioner. Han var også på det rene med, at Englands interesse for Norge kunne blive farlig for os, men nogen mulighed for at afværge de engelske søoperationer ad diplomatisk vej forelå ikke. Tanken om en nordisk fredsappel blev opgivet.

De første signaler fra Berlin om en forestående aktion kom i januar og februar 1940 fra den danske marineattaché, kommandørkaptajn F. H. Kjølsen. Han rapporterede til Marineministeriet, at det forlød, at Danmark til foråret ville blive udsat for et tysk pres for at afgive luftbaser i Nordjylland. Udenrigsministeren fik ikke indberetningen at se, da ingen tillagde den betydning. Der gik så mange rygter i diplomatiske kredse i Berlin, og som sædvanlig i en krigssituation var det svært at få sikker viden om magthavernes intentioner, ikke mindst fordi Tyskland var et diktatur.

I slutningen af marts var det galt igen. Kjølsen blev opskræmt ved rygter i pressekredse om, at angreb på Nordnorge var forestående. Da gesandten, Herluf Zahle, samtidig fik underretning om, at skibe og soldater samledes i de nordtyske havnebyer, lod han den 1. april Kjølsen flyve til København med et brev til Munch, hvori han gav oplysninger herom og gjorde opmærksom på Kirunamalmens militære betydning samt på, at krigen kunne blusse op til foråret. For P. Munch indebar disse meddelelser intet nyt, og Danmark var slet ikke omtalt. Derfor fandt han ingen grund til at reagere.

Udenrigsminister Munchs opfattelse, som deltes af mange, var, at tyskerne ikke kunne have selvstændige angrebsmål i Danmark, selv om de under en offensiv ville igennem de danske stræder. Hvis man kunne overbevise tyskerne om, at den danske hær eller flåde ikke ville overskære deres sårbare forbindelseslinier, kunne Danmark måske undgå et tysk overfald. Herskede der derimod mistillid, ville der være risiko for en tysk aktion. Konklusionen var, at Danmark intet burde foretage sig, der kunne fremkalde mistro hos tyskerne, medmindre der fremkom beviser for, at landet faktisk ville blive angrebet.

I dag ved vi, at chefen for Hitlers kontraspionage, admiral Wilhelm Canaris, ønskede at bringe Hitler til fald ved at røbe operation „Weserübung” i håb om, at englænderne ville tilføje Hitler et militært nederlag. En af hans nærmeste medarbejdere, oberst Hans von Oster, lod derfor den svenske marineattaché og den hollandske militærattaché vide, at en tysk aktion mod Danmark, Norge, Holland og Belgien var forestående. De to diplomater gik den 4. april til Kjølsen med deres viden. Han og Herluf Zahle blev stærkt opskræmte, og gesandten sendte straks sin legationssekretær til København med fly medbringende et brev, som blev afleveret til udenrigsministeren kl. 19 samme dag. Heri oplystes det, at der forestod en aggression mod Danmark den følgende uge, at der samtidig eller muligvis lidt senere skulle ske angreb på Holland og Belgien samt Sydnorge, og at der intet vidstes om eventuelle hensigter mod Sverige. Disse forlydender bekræftedes af aktiviteterne i Swinemündes havn. Gesandten oplyste, at kilden var absolut pålidelig og stammede fra antinazistiske officerer inden for værnemagtens overkommando.

Oplysningerne hang ikke rigtig sammen, fordi de ikke røbede, at hovedformålet for det tyske angreb var Narvik, og at Danmark skulle være springbræt for aktionen mod Norge. En tysk aktion alene mod Sydnorge indebar også en prisgivelse af det øvrige Norge til England. Det gav ingen mening, og det skabte usikkerhed, at Holland og Belgien blev nævnt. Det svækkede også indberetningen, at kilden omtalte oplysningerne som planer uden at kunne meddele noget om, hvorvidt de ville blive realiseret.

Munch læste straks indberetningen, men troede ikke på den: „Det var ikke let at forstå, at officerer i overkommandoen på det tidspunkt skulle have indladt sig på et sådant oplagt forræderi.” På den anden side mente han, „at i denne krig kunne intet på forhånd anses for at være udelukket”. På trods af sin skepsis underrettede han derfor straks Stauning, og de to opsøgte også kongen og orienterede ham. Næste dag, den 5. april, forhørte P. Munch sig hos den svenske og norske regering. De havde fra samme kilde erfaret om besættelsesplanerne, men troede heller ikke på dem. Tillige holdtes der ministermøde, hvor indberetningen oplæstes. Der var enighed om intet at gøre for ikke at vække mistillid i Tyskland. Erik Scavenius, der nu havde forladt udenrigstjenesten og var formand for Politiken, fik indberetningen forelagt. Han karakteriserede den som „noget vrøvl”. Viceadmiral Rechnitzer fandt det også usandsynligt, at Tyskland havde militære mål over for Danmark, selv om det eventuelt gik til angreb mod Norge.

Samme dags aften indløb en ny indberetning fra Kjølsen og Zahle. Heri kom de atter ind på de foruroligende oplysninger, idet Zahle bl.a. skrev: „Jeg anser det dog for min pligt at udtale, at den kongelige regering på ingen måde bør skyde den tanke fra sig, at situationen kan være yderst alvorlig eller i løbet af dage eller timer blive det.” Men Kjølsen føjede nu til, at man dog også måtte tage den formodning med i betragtning, „at disse meddelelser kan være organiseret af den tyske Oberkommando der Wehrmacht, der af en eller anden grund tilsigter publiceringen af sådanne alarmerende rygter”. Zahle skrev tilsvarende: „Jeg tør også henlede opmærksomheden på, at meddelelserne fra „utilfredse officerer” måske må tages med et forbehold. De kunne vel være beordret til visse „indiskretioner” for at fremkalde visse reaktioner, der formentes at kunne være af interesse.” Indberetningerne kunne – før den 9. april – vanskeligt tolkes på anden måde end som en afsvækkelse af de alarmerende meddelelser den foregående dag, og de blev da også i København bedømt som beroligende.

Et uforpligtende alarmsignal formidlede legationen i Berlin den 3. april ved at formå Berlingske Tidendes og Nationaltidendes korrespondenter til at alarmere offentligheden i Danmark og dermed måske også politikerne ved at skrive så urovækkende artikler som muligt i deres aviser.

Den 6. april kom der yderligere en afsvækkende indberetning fra Zahle, der ikke kunne se, at dansk territorium havde nogen særlig interesse for tysk militær bl.a. på grund af manglende egnede havne og flyvepladser. Den omfattende indskibning af militær i østersøhavnene pegede heller ikke nødvendigvis mod Danmark, som lettere lod sig besætte landværts.

Samme dag rådslog forsvarsminister Alsing Andersen med de militære chefer, der var bekendte med indberetningerne fra Berlin. Situationen forekom nu, alle forhold afvejet, mindre foruroligende. Chefen for generalstaben, generalmajor Ebbe Gørtz, erklærede, at normalbilledet var, som det havde været siden december. Der havde før været troppekoncentrationer ved Østersøen. Admiral Rechnitzer gentog, at et tysk angreb på Danmark var uden formål og derfor usandsynligt. Højst kunne der blive tale om en besættelse af Læsø. Chefen for hæren, generalløjtnant W. W. Prior ønskede seks årgange indkaldt. Men Rechnitzer og Alsing Andersen var imod denne disposition, som kunne fremkalde uro. Det var en holdning, der var i logisk overensstemmelse med P. Munchs 40 år tidligere formulerede dogme: „Vi må indrette os således, at vi militært set intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender.”

Rechnitzer lå ikke fjernt fra denne opfattelse. Han mente som nævnt ikke, Tyskland havde aggressive hensigter over for Danmark, og at der snarere kunne blive tale om at knække os ved et par dages blokade, hvis tyskerne ønskede at kue os. Derfor tillagde han ikke det danske forsvar nogen særlig betydning, og det var hans råd, regeringen lyttede til, snarere end til generalernes.

Resultatet var da, at hæren i begyndelsen af april kun havde ca. 15.000 mand under våben, hvoraf 8000 var rekrutter, indkaldt i februar og marts 1940.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Advarslerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig