Afgudsbilledet

Men den gamle adel rettede også skytset mod selveste enevoldsmagten, som aldeles ikke brød sig om selv den mindste kritik. Da Oluf Rosenkrantz, der allerede i 1663 havde forsvaret den gamle adel, i 1681 atter udsendte et skrift, der kritiserede standens tilsidesættelse under det nye regime, blev han anklaget for en særdomstol, som bestod af seks adelsmænd, hvoraf de fem tilhørte den gamle danske adel selv. Kongen ville have Rosenkrantz dømt til landsforvisning og fortabelse af ære og gods. Men domstolen fulgte ikke kongens ønske, hvorefter sagen blev indstævnet for Højesteret. Af de 17 assessorer, der skulle dømme Rosenkrantz, var kun én gammeladelig. Højesteret fulgte kongens linie. Dog kunne den anklagede slippe for landsforvisningen og for afståelsen af sit gods, hvis han betalte en bøde på 20.000 daler og lovede aldrig at vise sig i hoffets nærhed. – Det famøse skrift blev naturligvis forbudt.

For Rosenkrantz var det en barsk skæbne, men hans hele optræden virkede samtidig en smule komisk, for han havde selv søgt om og var blevet optaget i friherrestanden. Onde tunger påstod, at det var hans hustrus honnette ambitioner, der havde fået den ellers så standsbevidste gammeladelige til det.

I modsætning til Rosenkrantz, der koncentrerede sig om at forsvare den gamle adel, gik viborgpræsten Jacob Worm i sit skrift „Idola Jeroboami” – „Jeroboams afgudsbilleder” – fra omkring 1680 til angreb på selveste den enevældige konge. Skriftet var formet som en latinsk disputats, angiveligt udarbejdet i Sverige og forsvaret ved universitetet i Uppsala. Jeroboam var en gammeltestamentlig konge, der var blevet indsat af Gud, men i den grad havde misregeret sit land, at han ikke længere havde Guds støtte.

I „Idola Jeroboami” beskyldte Worm kongen for at have tilranet sig retten til at udnævne præster, for at lade „halvstuderede røvere” få høje kirkelige embeder og for at beskytte bisperne, som var vindesyge, ærgerrige, hovmodige, sløsede og dovne personer, der foretrak sengens glæder frem for bogens. Den vrede præst nøjedes imidlertid ikke med at skose tilstandene inden for sin egen stand. Professorerne ved universitetet var ikke bedre end biskopperne, de foretrak også sengens glæder, selv om de måske ikke længere selv kunne lave børn, men måtte have bistand til det. Også militæret fik læst og påskrevet. Generalerne var uduelige, men dummede de sig, slap de for straf, mens de menige soldater aldrig blev sparet. Overhovedet var officererne uredelige, bestikkelige, forræderiske, pengeliderlige og grusomme.

Men Worm standsede ikke ved hoffets port. Kongen selv overtrådte det sjette bud ved ikke at genere sig for at „liste sig bort fra kirken til bordellet”, hvorved Worm hentydede til Christian 5.s forhold til sin elskerinde. Og endelig fik hele grundlaget for enevælden følgende ord med på vejen: Det var „rædsomt, særdeles nært beslægtet med tyranni, kaldet uret, når fyrsterne, bedraget af smigrernes tilskyndelser, forandrer den gamle styreform og nøder, driver og tvinger rigets sammenkaldte stænder inden for lukkede porte med død, sværd og beslaglæggelse af gods til at afstå deres nedarvede ret og at afstå og give afkald på adelens gamle privilegier, immuniteter og friheder”.

Sådan skildrede Worm roden til alt ondt, arverigets indførelse i 1660. Og naturligvis måtte det gå ham ilde, da statsmagten fandt frem til den „svenske disputats”' rette forfatter. Worm blev arresteret, sat i Kastellet og dømt til døden for sine utilbørlige skandskrifter. Men Christian 5. benådede ham til at blive henskikket til Trankebar i Ostindien.

Smædeskriftet, der var håndskrevet, skulle brændes af bøddelen, men det fandtes allerede i så mange afskrifter, at det til fryd for ikke alene de gammeladelige, men også andre af enevældens kritikere cirkulerede i stadig større oplag.