Aftaler og ordninger

En vigtig forudsætning for Kanslergadeforliget var, at englænderne affandt sig med kronenedskæringen, og at man derudover kunne komme til rette med dem om en handelsaftale. P. Munch og Bramsnæs havde inden da sammen med bl.a. Hauch og Holdgaard, de to stærke mænd fra landbrugsorganisationerne, forhandlet intenst og under store vanskeligheder med englænderne. Med i forhandlingerne var også Grosserersocietetet, Industrirådet og Rederiforeningen. Der var ikke blot uenighed mellem den engelske delegation og den danske, men også mellem danskerne indbyrdes. Industri og landbrug trak hver sin vej efter den gammelkendte deling: for eller imod toldbeskyttelse. Da de to landbrugsrepræsentanter imidlertid accepterede, at Valutacentralen fortsatte, gled det, og der opnåedes enighed mellem erhvervenes repræsentanter og de tre forligspartier, mens de konservative opretholdt ønsket om told.

Herved var der skabt et sådant grundlag, at den danske regering i april 1933 kunne indgå en handelsaftale med England. De engelske forhandlere lagde ikke skjul på deres misnøje med kronenedskæringen, der jo stillede deres eksport til Danmark ringere. De gik dog ind på at aftage flæsk i et omfang, som svarede til 62 procent af det, England købte hos ikke-britiske lande. Videre accepterede englænderne at undlade at forhøje smørtolden. Den treårige handelsaftale forudsatte gensidige indrømmelser, og Danmark måtte gå ind på at købe flere engelske produkter, derunder engelske kul. Overenskomsten blev efterlevet, det engelske salg til Danmark steg fra 15 procent til 35 procent af Danmarks samlede import, kulimporten fra England fra 70 procent til 80 procent til skade for Polen. Det var ikke nogen god aftale, men den kunne have været meget værre. For tilhængere af den frie handel mellem landene var den et tilbageslag. Men med P. Munchs ord var der intet valg, når storstaterne var slået ind på den modsatte kurs af frihandel.

Handelsaftalen med England er baggrunden for, at 1930'erne i Danmark blev „ordningerne”s tid. For at undgå kaos og fallit ved ødelæggende lave priser greb regering og Rigsdag ind ved på lidet liberal vis at begrænse svineproduktionen til et omfang, der passede til de 62 procent, der kunne eksporteres til England. Denne ordning indebar, at det måtte bestemmes, hvor mange svin hver enkelt landmand kunne få lov at levere til slagteriet. Det blev fastlagt på grundlag af komplicerede beregninger, hvori indgik leverancerne i 1932 og ejendommens grundværdi med en begunstigelse af husmændene. Hver svineavler fik herefter af Landbrugsministeriets svinere-guleringsudvalg tildelt et antal svinekort, ganske som krigstidens rationeringskort. Hvert kort gav ret til levering af et svin inden for en begrænset, nærmere fastsat periode. Man måtte gerne levere flere svin, men da var det ikke til lønnende priser. Svinekortene måtte omsættes og blev det, ofte blev de brugt som rede penge, hvis kurser svingede efter udbud og efterspørgsel. Selv om ordningen gav højere pris på det enkelte svin, var den alligevel ilde lidt, fordi den betød nedsat produktion, og fordi beregningsgrundlaget ikke kunne blive helt retfærdigt og bl.a. forfordelte de landmænd, der af en eller anden grund havde lagt færre svin til i 1932 end sædvanligt. Svinekortene kom til at stå som symbol på 1930'rnes landbrugspolitik.

Ydermere bestemtes det, at margarine skulle opblandes med ti procent svinefedt svarende til en tredjedel af den mængde, der plejede at blive eksporteret. Danskerne skulle med andre ord stege i eget fedt, som en vittig sjæl bemærkede. Men foranstaltningen er også udtryk for den opfindsomhed, der udvistes for at råde bod på landbrugets problemer.

I overensstemmelse med Kanslergadeaftalerne udmøntedes en række andre beslutninger. Mulighederne for at opnå lån til akkord eller moratorium blev fordoblet ved at øge den eksisterende bevilling fra ti til 20 mill. kr. Statshusmændenes rentebetaling blev gjort afhængig af æg-, smør- og flæskepriserne, og der blev ydet 12 mill. kr. til oprettelse af nye husmandsbrug, tre mill. til gartnerier, frugtplantager og kolonihaver og ti mill. kr. til grundforbedring. For at hæve priserne på slagtekvæg bestemtes det, at der for hvert slagtet kreatur skulle betales en afgift på ti kr., som anvendtes til at destruere de såkaldte udsætterkøer, dvs. syge og dårlige kreaturer.

Mens svineordningen var til fordel for de små jordbrug, gennemførtes ved et stort opfølgende forlig i december 1933 en kornordning, som begunstigede de større korndyrkende landmænd. Det skete ved en regulær korntold, hvorved endnu et dogme blev brudt, nemlig ikke at fordyre kornet. For at afsvække de sociale virkninger af korntolden skulle afgiften, som man for et syns skyld benævnte den, indgå i et fond, der medgik dels til indkøb af oksekød til trængende, dels efter aftale med Landbrugsrådet ydedes som tilskud til de små landbrug, der var kornforbrugende.

En anden ordning lagde en afgift på hjemmemarkedets smørsalg, der svingede med eksportprisen. Også denne afgift gik til et særligt fond, hvis midler landbrugsministeren med tilslutning fra Landbrugsrådet kunne fordele til samtlige landmænd på den sindrige måde, at fordelingen blev sat i forhold til deres forbrug af grovfoder.

Navnlig for at hjælpe byggeriet blev Nationalbankens diskonto, der i forvejen var sænket til 3,5 procent, nedsat til det uhørt lave niveau på 2,5 procent. For yderligere at fremme byggeriet og hjælpe de mindrebemidlede fik indenrigsminister Dahlgaard i en toårsperiode stillet 30 mill. kr. til rådighed til lån. Flere forsøg på at gennemføre en effektiv konvertering af landbrugets lån til en lavere forrentning løb derimod ud i sandet, da regeringen mødte modstand hos både Venstre og konservative. Et led i aftalerne var også, at de sognekommunale ejendomsskatter lettedes med seks mill. kr., mens amtskommunerne fik et tilskud på 20 mill. kr. til nedbringelse af ejendomsskylden.