Aksel Larsen

Forhenværende minister Aksel Larsen var i 1958 61 år. Han havde været medlem af Folketinget siden 1932, kun afbrudt af en tid under jorden og i tysk fængsel under besættelsen. I offentligheden var det ham, der mere end nogen anden tegnede kommunistpartiet. Selv i det altovervejende flertal, der tog så stor afstand som muligt fra kommunismen og al dens væsen, var der mange, der værdsatte ham som taler og debattør.

I DKP's inderkreds var han værdsat for sine agitatoriske evner; men der er næppe tvivl om, at man ikke regnede hans politiske begavelse for synderlig høj. Derpå tyder i hvert fald den ringe nervøsitet, den øvrige ledelse udviste, da den gav ham silkesnoren i stedet for at fastholde ham med kompromiser. Det er sandsynligt, at flertallet i centralkomiteen handlede i overensstemmelse med Moskvas ønsker, og man kan ikke se bort fra, at et brud med broderpartiet ville gøre det vanskeligt at opretholde det ret store antal partifunktionærer på lønningslisten. Til bunds i sådanne spørgsmål kommer man næppe.

Opgøret med hele sin politiske fortid var ikke let for Aksel Larsen, og det er usikkert, hvornår han nåede frem til erkendelse af, at det måtte blive konsekvensen. Den lange periode fra efteråret 1956 til sommeren 1958, hvor han flere gange dementerede rygter om, at han ønskede en anden politik, tyder på, at han faktisk regnede med at kunne dreje partiet ind på en ny, mere selvstændig kurs.

Det er også sandsynligt, at det først efterhånden gik op for ham, hvor radikalt opgøret måtte føres igennem, og at det ikke kunne stoppe blot ved et kommunistisk parti, der forholdt sig kritisk til paroler fra Moskva. I efteråret 1958 erfarede han og hans meningsfæller, hvad partimaskineriet formåede med den hidtidige form for demokratisk centralisme. Han kendte mekanismen i forvejen og havde selv været med til at bruge den over for andre. Han var heller ikke uvidende om, at ledelsen i andre partier også havde midler til partidisciplinens opretholdelse. Men når partidemokrati blev et af de vigtigste stridspunkter, hvis ikke det vigtigste, var det ikke kun, fordi det nu var ham, der var i mindretal i ledelsen og måtte appellere til de menige medlemmer. Det skyldtes også, at det var det manglende demokrati og knægtelsen af diskussioner, han måtte udpege som årsagen til stalintidens terror og til DKP's og hans egen følgagtighed.

Hans beslutning om at deltage i en ny partidannelse må være taget under kongressen, måske allerede før, da han måtfe konstatere nederlaget. Han var et politisk menneske, og de tanker, han luftede for nogle af sine venner, om at trække sig tilbage til pensionisttilværelsen, havde de svært ved at tage alvorligt.