Anders Sunesen som ærkebiskop

Da Absalon døde i 1201 skyldte boet efter hans fætter, den stenrige Sune Ebbesen, der var død i 1186, ham 130 mark sølv, som hr. Peder, biskop af Roskilde, og hans brødre, og blandt dem Anders Sunesen, ifølge Absalons testamente hæftede for. At forhale tilbagebetaling af gæld er således også en vej til rigdom. Absalon eftergav i testamentet Sunesønnerne denne gæld. Men ikke nok med det. Roskildebispen Peder havde af Absalon fået betroet 48 mark sølv til at købe landsbyen Almstofte ved Haslev. Det havde Peder desværre ikke fået gjort, men han lå stadig inde med pengene. Det havde Absalon ikke glemt, så han eftergiver i testamentet biskoppen beløbet og skænker ham desuden et sølvbæger, han tidligere havde fået af ham. Broderen, kansleren hr. Anders, betænkes i Absalons testamente med et sølvbæger, som Absalon havde fået af Anders' fader, hr. Sune, som havde skyldt Absalon 130 mark sølv.

Vigtigere end disse økonomiske småtterier blandt nære slægtninge er Absalons dispositioner over de kirkelige topembeder til fordel for Peder og Anders Sunesen. Som Absalon varetog deres uddannelse, har han sørget for, at Peder Sunesen blev biskop i Roskilde i 1191: hermed var ærkebispesædet holdt varmt til Anders, når Absalon gik bort. Således gik det. Anders Sunesen overtog embedet i 1200-01 efter Absalon. Om aldersforskellen eller kvalifikationer har været afgørende for Absalon i valget imellem brødrene ved vi ikke. Kanslerembedet overtog Peder samtidig efter Anders.

Anders Sunesen har været fuldt kvalificeret som ærkebiskop. Veluddannet som teolog, jurist og administrator modtog han ærkebispeembedets værdighedstegn, palliet, fra paven og desuden primatet over den svenske kirke. I 1204 blev han pavelig gesandt, og siden fulgte yderligere kompetence til at handle som pavens befuldmægtigede.

Som ærkebiskop optræder Anders Sunesen hyppigt i kilderne fra begyndelsen af 1200-tallet. Med pave Innocens stod han på en næsten fortrolig fod, hvad brevene viser. Han stillede paven mange forskellige spørgsmål, de fleste af juridisk karakter, især om forholdet imellem gejstlig og verdslig ret. Anders Sunesen er ikke den uvidende spørger, der får autoritativ besked, forholdet er snarere det, at ærkebiskop og pave sammen varetager kirkerettens tarv inden for det muliges rammer. Hellere et kompromis, som kan realiseres i praksis, end en for højt hævet fane. Kravet om præsters cølibat var stadig et ømt punkt. Paven skrev i 1203 til Anders Sunesen: „Du skal vide, at det er kommet os for øre, at der, skønt du forfølger utugtens afskyelige last og pålægger alterets tjenere renlivethed, og skønt mange, opfordret og tvunget af dig, har hævet sig op af smuds og søle og har lovet at tjene Herren med et kysk legeme og af et rent hjerte, dog stadig er nogle, som søler sig i deres snavs, og adskillige, der vender tilbage til deres spy, idet kanniker ved domkirkerne åbenlyst holder konkubiner hjemme hos sig og viser dem så at sige ægteskabelig kærlighed.”

Det pålægges Anders og hans bisper at true de formastelige med suspension og fratagelse af privilegier, hvis de ikke forstøder deres samleversker. „Men du skal – således som du finder det gavnligt med megen omhu påminde, tilskynde og endog tvinge disse kvinders fædre, brødre og slægtninge til at tage imod dem.” Denne sætning viser de sociale problemer bag kyskhedskravet. Hvor går disse kvinder hen, når kannikerne ikke må huse dem?

Som pavelig gesandt og legat udøvede Anders Sunesen tilsyn med kirkeforholdene i Sverige og på Gotland, som han besøgte flere gange. Det var også i sin egenskab af pavelig legat han blev leder af den pavelige korstogspolitik over for de hedenske folk hinsides Østersøen. Fra 1209 udsendte paven med jævne mellemrum opfordringer til at fremme den danske konges korstog, og i 1212 fik Anders Sunesen fuld pavelig myndighed over hele missionsområdet. De store resultater lod dog vente på sig, indtil tyskere og danskere i missionsmarken planlagde et større fælles fremstød i 1218. Kong Valdemar 2. (Sejr) blev udpeget som leder, og paven tillod, at alle erobrede områder kom under den danske krone. Den følgende sommer udgik et stort korstog til Estland under ledelse af kongen og ærkebiskoppen og under deltagelse af bisperne af Slesvig og Århus. Foruden danskere deltog tyskere under grev Albert af Nordalbingien og slavere under fyrst Vitslav af Rügen. Hæren landede ved Lyndanis i Estland. Esterne tilbød at forhandle om fredelig underkastelse, da de pludselig den tredje aften, den 15. juni 1219, foretog et overrumplende angreb på den danske lejr. Hermed indledtes det sagnomspundne Valdemarsslag. Fyrst Vitslav og rügboerne standsede esterne som de første; derefter fik danskerne orden i rækkerne, og efter en lang og blodig kamp led esterne et stort nederlag. Slaget sikrede de danske besiddelsen af et stort område omkring den senere by Reval. Ifølge sagnet var mirakler nødvendige for korsfarernes sejr. Ærkebiskoppen, der ikke selv deltog i slaget, bad knælende for sine folks sejr med de foldede hænder rakt imod himlen. Når han træt lod hænderne synke fik fjenden fremgang, men omvendt, når han igen formåede at hæve hænderne imod himlen.

Også sagnet om Dannebrog knytter sig til det samme slag. Midt under slaget dalede en rød fane med et hvidt kors ned fra himlen, idet en røst forkyndte, at når denne fane blev holdt højt, ville danskerne sejre. Lignende beretninger kendes fra oldtiden, men det rød-hvide korsbanner kan i Estland være benyttet af en ridderorden som korstogsmærke, selv om flaget som danskernes mærke først kendes ca. 150 år efter.

Efter slaget fortsatte erobringerne, og under ledelse af Anders Sunesen gik de to danske biskopper og to nyudnævnte biskopper for Reval og Dorpat i gang med dåb og anden form for mission. Det viste sig hurtigt svært at få de tyske ordensriddere og rigabispen Albert til at respektere kong Valdemars overherredømme; men som en af sine sidste embedshandlinger fik Anders Sunesen i 1222 parterne til at indgå et forlig, som sikrede det nordlige Estland for den danske krone og ærkesædet.