Andre landsbyer (romersk jernalder)

Efter påvisningen af jernalderlandsbyen ved Vorbasse gik der ikke mange år, før andre samtidige landsbyer så dagens lys ved nye udgravninger flere steder i landet. Nu vidste man, at gårdene fra denne tid kunne findes og hvordan de så ud.

I Nørre Snede mellem Herning og Horsens var langhusene lidt mindre end i Vorbasse (det største var 36 meter). Især er staldenden kortere, og hegnene er ikke så velbevarede. Derfor er grundplanen heller ikke så klar, men det er dog tydeligt nok, at hvert langhus har ligget midt i en kvadratisk indhegning sammen med en eller to mindre bygninger, og at gårdene har ligget i lange rækker.

Mærkværdigvis findes stalden i husenes vestende, beboelsen mod øst, stik imod det almindelige. Denne omvendte indretning har ikke nogen praktisk betydning – i hvert fald ikke set med nutidens øjne. Noget andet er, hvad indbyggerne i Nørre Snede selv opfattede som hensigtsmæssigt, da de byggede gårdene. I hvert fald fortsætter de med denne indretning gennem alle seks bebyggelsesfaser, fra omkring 400 til engang i 600-tallet.

Ved Stavad i den nordvestlige udkant af Store Vildmose i Vendsyssel ligger en jernalderbebyggelse af en helt anden karakter. Her, i de store fugtige engområder, slog en lille gruppe mennesker sig ned engang i løbet af det tredje århundrede og byggede deres gårde på et fladt og nogenlunde tørt plateau, der strakte sig langs et lavtliggende engdrag. Selv om bebyggelsen lå højere end det omgivende land, var det alligevel ikke tilstrækkeligt til at holde fugtigheden fra døren, og man havde derfor anlagt et omfattende system af drængrøfter til at lede vandet bort fra husene.

De i alt ni undersøgte huse ligner Vorbasses, blot er der en lille forskel, som siger noget karakteristisk om levevilkårene herude i Vildmosen. Inden for de ydre vægstolper står der nemlig en række af helt tætstillede stokke eller brædder, som har dannet en ekstra væg. Vejrforholdene har været barske, og der har været god brug for ekstra isolering.

Husene er også mindre, og der er ingen spor efter hegn. Gårdene ligger enkeltvis langs kanten af plateauet, sikkert på grund af de særlige terrænforhold.

I baglandet, 50-100 meter fra gårdene, findes flere små gravhøje, der er anlagt direkte på den oprindelige markflade. Et par af dem er undersøgt, og de rummer simple brandgrave med få og små gravgaver, dog tilstrækkeligt til at afgøre, at gravene og husene er samtidige. Og mon ikke man har valgt at begrave de døde i småhøje, hvor urnerne kunne stå nogenlunde tørt, for at undgå at sætte dem ned i den fugtige jord?

Jernalderlandsbyerne ved Vorbasse, Nørre Snede og Stavad har fået følgeskab af andre, f.eks. ved Sejlflod nær Ålborg, Dankirke ved Ribe og Drengsted ved Løgumkloster, og alle fortsætter de ind i germansk jernalder uden klare skel eller overgange, så hvem kan længere tale om affolkning af landet? Bebyggelsen ved Stavad er i hvert fald det synlige bevis på, at mennesker dengang måtte tage til takke med selv de usleste egne: en fugtig højmose, som ganske vist gav gode græs-ningsmuligheder for kvæget, men som med garanti også gav krogede rygge og gigtplagede ben.