Arkitekt Vilhelm Dahlerups tegning til silopakhus i Københavns Frihavn. Efter færdiggørelsen af frihavnen blev der bygget en serie monumentale pakhuse. Dette er fra midten af 1890'erne og har udvendig muret facade, men de indre konstruktioner er båret af jernbeton, der netop var slået igennem. For at understrege pakhuset som symbol for København som handelsby og Østersøens stabelplads har Dahlerup grebet tilbage til en stil, der minder om Christian 4.s renæssance med de vanske gavle.

.

Perronhal på Klampenborg Jernbanestation. Den blev opført 1897 i anledning af Klampenborgbanens forlængelse til Helsingør, Kystbanen, der åbnede samme år. DSBs arkitekt Heinrich Wenck er mester for den både solide og lette jernkonstruktion, der som andre kystbanestationer tillige er rigt forsiret. Planter og groteske figurer slynger sig om et rødmalet jernbanehjul. Denne yndefulde stil passer fint til Klampenborg som en udflugtsbanegård tæt ved skov, strand og Dyrehavsbakke.

.

Østre Elektricitetsværk, Øster Allé i København blev opført 1900-02 efter projekt af stadsarkitekt Ludvig Fenger med Ludvig Clausen som medarbejder. Det var det sidste i en række på tre store værker, der skulle forsyne byen med elektricitet. Også de to andre i Gothersgade (fra 1892) og Tietgensgade (fra 1898), er præget af æstetisk vellykkede og samtidig funktionsbestemte former.

.

Prostituerede kvinder i Københavns sidste bordel i Didrik Badskærs Gang, en smøge mellem Store Regnegade og Grønnegade, fotograferet i 1906. Man skal ikke lade sig bedrage af den tilsyneladende hjemlige hygge. De prostituerede rangerede absolut lavest på den sociale rangstige. Fra 1874 til 1906 var prostitution en slags statsautoriseret erhverv, hvor de prostituerede var underkastet politiregistrering og obligatorisk lægekontrol. Af hovedstadens ca. 500 indskrevne havde omtrent halvdelen været tjenestepiger, og de fleste kom fra provinsen eller Sverige. Ved siden af den regulerede drev mange kvinder en hemmelig, uautoriseret prostitution.

.

Amerika og Tyskland var forbillederne for tidens industridrivende. Det var dér, det skete, når det drejede sig om teknisk udvikling og indførelse af nye metoder i arbejdets organisering. Herhjemme slog de nye tendenser kun i begrænset omfang igennem før verdenskrigen. Et begreb som taylorisme blev dog introduceret. Det dækkede over amerikaneren Frederick W. Taylors arbejde med at udvikle nye produktionsmetoder og en arbejdsorganisation baseret på detaljerede tidsstudier af de enkelte arbejdsoperationer samt en sammenføjning af disse til den mest økonomiske helhed.

Formålet var at udnytte arbejdskraften mere effektivt og dermed nedsætte lønandelen af de samlede produktionsomkostninger. Det krævede flere og bedre maskiner, og just på dette felt slog „amerikaniseringen” igennem med indførelse af moderne værktøjs- og arbejdsmaskiner, således som vi har set det på B & W. Grundlaget var det nye værktøjsstål fra den store amerikanske koncern Bethlehem Steel Corporation, der præsenterede opfindelsen for den europæiske offentlighed ved verdensudstillingen i Paris i 1900. Det nye stål gjorde maskinerne mere holdbare, effektive og hurtige. Et andet element i dette tekniske gennembrud var specialmaskiner, der kunne indgå i en standardiseret masseproduktion. Endelig var elektromotorens hastige erobring af en stor del af kraftproduktionen af overordentlig betydning, fordi den kan startes uden forberedelse og ikke nødvendigvis må gå i tomgang i pauserne. Den gjorde det muligt at dosere kraften mere præcist og kontinuerligt end ved brug af dampmaskinen. Den gav færre problemer med røg, støj og lugt og kunne tilsluttes de enkelte maskiner og derved overflødiggøre tidligere komplicerede systemer af remtræk, der var farlige, pladskrævende og energislugende.

Som andre eksempler på tilpasningen af produktionslivet til internationale standarder må nævnes overgangen til metersystemet i mål og vægt i 1907, statens overtagelse af prøveanstalten for materialer i 1908 og samme år af Teknologisk Institut, der især havde til formål at fremme den ny tekniks anvendelse i håndværket og den lille industri.

I nye fabriksbygninger af jernbeton kunne man anbringe tunge maskiner i flere etager, og elektriske transportanlæg som kraner, elevatorer og transportbånd satte fabrikanterne i stand til at øge produktionstempoet. Installering af elektrisk lys gav ikke alene bedre lysforhold, men gjorde også produktionen mere uafhængig af døgnrytmen, hvilket gav sig udslag i mange virksomheders overgang til to- eller treholds-drift. Den nye teknik mindskede også behovet for faglært arbejdskraft, fordi maskinerne kunne betjenes af ufaglærte eller tillærte arbejdere. Det var en del af baggrunden for de mange grænsekonflikter mellem fagforeningerne i denne periode.

Mekaniseringstendensen afspejles måske klarest i det øgede forbrug af mekanisk kraft. Udtrykt i hestekræfter steg det i gennemsnit for hele landet i perioden fra 1906 til 1914 fra ca. 34 til ca. 44 hk pr. virksomhed. Udgifterne til nye maskiner og anlæg steg i denne periode forholdsvis mere end lønudgifterne, eller sagt på en anden måde: produktiviteten steg fra omkring århundredskiftet til 1914 med ca. 50 procent ved en forening af ny teknik og intensiveret arbejdsindsats for de enkelte industriarbejdere.

Produktivitetsforøgelsen hang endvidere sammen med en professionalisering af arbejdsledelsen. Ikke alene trængte ingeniørerne ind på ledende tekniske og administrative poster. Men i de større virksomheder blev der beskæftiget et voksende antal funktionærer med vidt forskellige funktioner som værkførere og forvaltere, samt teknisk personale som ingeniører, konstruktører, kemikere og tegnere, kontorpersonale og for nogle fabrikkers vedkommende salgspersonale. Alle sammen folk, der afspejlede en specialisering, både internt på ledelsesplanet og mellem ledelsen og arbejderne i produktionen.

Hvem var så disse industriarbejdere? Det helt overvejende flertal boede og arbejdede i byerne. Selv om der lå mange små industrier rundt om i landsognene, talte de beskæftigelsesmæssigt ikke meget i det samlede billede, af den hele landbefolkning mindre end to procent. Industriarbejde var, også i folks bevidsthed, identisk med byliv, og næsten halvdelen af de godt 130.000 arbejdere boede i hovedstadsområdet. Her lå også de fleste store virksomheder, både hvad angik kapitalanlæg og arbejdertal.

Der skete nogle stærke forskydninger mellem grupperne af industriarbejdere. Beskæftigelsen af børn faldt drastisk, mens kvindernes antal steg. På landsplan drejede stigningen sig om ca. 20 procent, men i den københavnske industri om mere end 50 procent fra 1897 til 1914. Her var over 25.000 kvinder beskæftiget i industrien, en vækst på godt 9000, mens antallet af mænd i samme periode steg med godt 7000. Samlet udgjorde de kvindelige industriarbejdere i København godt 42 procent af arbejdsstyrken.

Disse forskydninger skete i et udpræget kønsopdelt arbejdsmarked, hvor nogle industrier næsten udelukkende beskæftigede mænd, andre stort set kun kvinder. På de store tunge jern- og metalvirksomheder som skibsværfter og maskinværksteder var der ganske få kvinder. Det gjaldt også den grafiske industri, typografområdet på dagbladene og bogtrykkerierne. På bryggerierne og i skotøjsindustrien udgjorde kvinderne derimod ca. halvdelen af arbejdskraften.

Kvinderne var i klart flertal på de virksomheder, der anvendte megen arbejdskraft. I tobaksindustrien udgjorde de 68 procent, i bomuldsvæverier og øvrig tekstilindustri ca. 70 procent af arbejdskraften, og i trikotageindustrien ville det være vanskeligt overhovedet at opdrive en mandlig arbejder, idet kvinderne udgjorde 99 procent af de beskæftigede. Også i industrierne med mange kvinder trænger mekaniseringen stærkt igennem. I skotøjsindustrien skød den ene fabrik op efter den anden. Mange af dem forsvandt hurtigt igen eller blev opkøbt af større virksomheder. De, der overlevede, f.eks. Hertz' Garveri og Skotøjsfabrik, blev udstyret med elektriske „pindemaskiner”, sy- og slibemaskiner. Branchen blev et af mange eksempler på, at massefremstillede fabriksvarer trængte et gammelt håndværk tilbage. De traditionelle håndskomagere måtte opgive at lave nye sko og prøve at overleve ved reparationsarbejde og ved at sælge det fabriksfremstillede fodtøj.

Mange kvinder i industrien arbejdede i monotone arbejdsprocesser i et højt tempo, i ubekvemme arbejdsstillinger i støv- og støjfyldte fabrikslokaler og med få og korte pauser. Arbejdets mekanisering betød således et mere umenneskeligt arbejdsmiljø, selv om der dog skete nogle forbedringer. Mange af de større nye fabrikker indrettede spiselokaler adskilt fra værkstederne samt vaske- og bademuligheder for arbejderne.

Det kønsopdelte arbejdsmarked fandtes også i provinsbyernes industrier. De store tunge virksomheder som cementfabrikkerne i Ålborg og Thrige i Odense beskæftigede udelukkende mænd, mens tobaksfabrikker og tekstilindustri i vid udstrækning var befolket med kvinder, f.eks. Obels fabrikker i Ålborg og Brandts Klædefabrik i Odense. Procenten af kvindelige arbejdere var dog gennemgående lidt lavere end i København, mens børnearbejdet endnu synes at være mere udbredt i provinsen.

Beklædningsindustrien var en speciel branche. Den var koncentreret i København, hvor mere end trefjerdedele af alle arbejdere var beskæftiget. Med en arbejdsstyrke på godt 9000 repræsenterede branchen i 1914 omkring 15 procent af samtlige industriarbejdere i København. Den var uden sammenligning den mest arbejdskraftkrævende med en ringe grad af mekanisering. Langt det meste arbejde foregik med håndsymaskine, og arbejdsstyrken var for næsten 80 procents vedkommende kvinder.

Hjemmearbejde var helt dominerende. Tilskæringen foregik på virksomhedernes værksteder, mens næsten al syningen var lagt ud til kvindelige syersker i deres eget hjem. Enkelte store forretninger som Th. Wessel og Vett, Moresco, Illum og Messen havde egne systuer, nogle af dem med flere hundrede syersker, men omkring 75 procent af syningen foregik som hjemmearbejde. Mest udbredt var hjemmearbejdet i syning af herrekonfektion, men også damekonfektion, lingeri-, handske- og kasketsyning var hovedsagelig baseret på hjemmearbejde.

Omvendt var hjemmearbejdet på det nærmeste den eneste overlevelsesmulighed for mange kvinder. For de gifte kunne det være et alternativ til udearbejde på fabrik, og det gav i en tid uden ret mange andre pasningsmuligheder samtidig kvinderne mulighed for at tage vare på børnenes opdragelse. For de enlige kvindelige forsørgere var der intet valg. De skulle klare både lønarbejde og pasning af hjemmet på én gang, og der er mange vidnesbyrd om, hvorledes disse kvinder efterhånden sank hen i resigneret „tilfredshed” med blot at kunne holde sammen på familien. Om noget økonomisk eller socialt overskud blev der aldrig tale, medmindre de, som en del gjorde, fandt det nødvendigt at supplere hjemmearbejdets sparsomme indkomster med prostitution.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Arbejdets mekanisering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig