Medlemmer af LO og de vigtigste fagforbund 1907-2002 i millioner personer.

.

Antal tabte arbejdsdage på grund af konflikter 1897-2001.

.

Arbejdsløshedsprocenter. Til og med 1978 i procent af heltidsforsikrede, fra 1979 af heltids- og deltidsansatte. Murerfagets arbejdsløshedskasse blev i 1994 fusioneret med SID's arbejdsløshedskasse.

.

I 1857 medførte loven om næringsfrihed, at de gamle håndværkerlav i deres hidtidige form blev ophævet og dermed ophørte med at fungere som arbejdsgiver- og svendeorganisationer, der fastlagde løn- og arbejdsvilkår. Nogle mesterlav blev dog omdannet til nye arbejdsgiverorganisationer. På arbejderside indledtes i stedet kort tid efter den tidligste fagforeningsdannelse. Den begyndte i København, hvor de første fagforeninger grundlagdes for typografer i 1869 og for tobaksarbejdere i 1871. Efterhånden som de fleste fag blev organiseret, dannedes der dels samvirkende fagforeninger i de større byer, hvoraf den største blev De samvirkende Fagforeninger i København fra 1886, dels nationale fagforbund, der samlede de lokale fagforbund inden for det enkelte fag. Af de sidstnævnte var de tidligste skomagernes, tekstilarbejdernes og snedkernes, der alle blev oprettet i 1885. Organiseringen skete tidligst i byerne og kom på mange områder meget sent på landet. Slutstenen på organisationsprocessen var oprettelsen af De samvirkende Fagforbund i 1898 – fra 1959 med navnet Landsorganisationen i Danmark – LO.

Blandt funktionærer og tjenestemænd blev de tidligste organisationer også oprettet i 1800-tallet. Det gjaldt f.eks. Danmarks Lærerforening fra 1874, Den Danske Toldetats Forening fra 1894 og Dansk Sygeplejeråd fra 1899. Disse grupper af lønmodtagere har ligesom LO-forbundene søgt øget styrke gennem samarbejde i centralorganisationer, hvoraf de vigtigste har været Statstjenestemændenes Centralorganisation l, oprettet i 1909, der blandt andet omfatter ansatte ved politiet, DSB og postvæsenet, Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer (FTF) fra 1952 med blandt andet lærere, bankfunktionærer og sygeplejersker som tilsluttede, og Akademikernes Centralorganisation (AC) fra 1972.

Som følge af denne organisationsproces var næsten alle danske lønmodtagere omkring år 2000 medlemmer af en fagforening. I 2002 bestod den danske arbejdsstyrke af ca. 2,7 mio. lønmodtagere og ca. 200.000 selvstændige. Ca. 1,4 mio. lønmodtagere var medlemmer af fagforeninger tilknyttet LO, og omkring 700.000 var medlemmer af andre faglige organisationer. Samlet betød det, at ca. 80 procent af lønmodtagerne var organiseret.

På arbejdsgiverside oprettedes som en af de første organisationer Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien i København i 1885. En halv snes år senere samledes de fleste af de da eksisterende foreninger i Arbejdsgiverforeningen af 1896, som i 1898 blev omorganiseret til Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening, der siden 1920 har haft navnet Dansk Arbejdsgiverforening og har været LO's modpart på arbejdsmarkedet.

Forhandlingerne mellem lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer om lønsatser og andre arbejdsforhold blev for en stor del af det private arbejdsmarked fastlagt ved det såkaldte septemberforlig i 1899, som er blevet moderniseret i 1960 og 1986 og udbygget med forligsinstitutionen og den faste voldgiftsret i årene kort før 1. verdenskrig.

Både organiseringsprocessen og arbejdskampene har været påvirket af, hvorledes de almindelige økonomiske forhold har influeret på beskæftigelsen i erhvervslivet.

I det ældre samfund, hvor landbruget var det dominerende erhverv, har dårlige økonomiske forhold især vist sig ved, at arbejdskraften ikke er blevet udnyttet fuldt ud. Der har på landet hersket underbeskæftigelse, men ikke egentlig arbejdsløshed. Arbejdsløsheden har i højere grad været et byfænomen. Mange ufaglærte har haft lange arbejdsløshedsperioder, måske især om vinteren, hvor de har været henvist til tiggeri. Blandt lavenes faglærte svende har arbejdskraftvandringer – gåen på valsen – derimod i nogen grad kunnet udjævne svingninger i behovet for arbejdskraft, men i hvert fald byggefagene har haft en meget betydelig sæsonarbejdsløshed.

Efterhånden som en stadig større del af arbejdskraften er blevet beskæftiget i byerhvervene, er arbejdsløsheden blevet mere synlig, og i en stor del af 1900-tallet har det også været vanskeligere for de arbejdsløse at flytte til områder i udlandet med bedre beskæftigelsesmuligheder, fordi landegrænserne har været sværere at passere for arbejdssøgende.

Indtil omkring 1960 var der også fortsat store sæsonudsving i beskæftigelsen, mens der siden er blevet gjort meget for at få en mere ligelig rytme i produktionen året rundt.

Det normale i 1900-tallet har været, at omkring ti procent af de arbejdsløshedsforsikrede på årsbasis har været uden arbejde. Figuren på siden ovenfor viser, at der var en større ledighed end dette gennemsnit, da der skulle ske en tilpasning til de forringede afsætningsforhold kort efter 1. verdenskrig og under verdenskrisen i 1930'erne, mens der var en usædvanlig lav ledighed i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Arbejdsmarked og arbejdsløshed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig