Atlanterhavspagten

Samtidig hermed forhandledes der mellem Vestunionen og USA og Canada om disse to landes tilslutning. Den 20. januar 1949 erklærede præsident Truman, at USA ville styrke de frie lande mod risikoen for overfald ved at indgå „en fælles overenskomst, bestemt til at styrke sikkerheden i det nordatlantiske område”. Samtidig gjorde han det klart, at dette samarbejde stod åbent for andre stater. Hermed var grunden lagt til Atlanterhavspagten.

Den 5. februar drog Halvard Lange til USA for at sondere Norges muligheder for medlemskab. 14 dage efter havde det norske arbejderparti accepteret at tilslutte sig Atlanterhavspagten. Hedtoft følte denne beslutning som et smerteligt nederlag. „Den dyrebareste streng i hans politiske sind var bristet,” vidnede vennen J. O. Krag. På ny måtte man erkende, at de nordiske interessemodsætninger var større end fællesskabet i sprog og kultur. Hedtoft forhørte sig hos Tage Erlander om et svensk-dansk forbund, men kendte svaret på forhånd. Svenskerne fandt det umuligt at forsvare Danmark. Med god grund kunne Hedtoft da sige, at han havde gjort alt, hvad det var muligt for at finde en nordisk løsning. Selv var han straks klar over konsekvensen af forhandlingssammenbruddet.

Men der forestod ham en vanskelig opgave. Det var ikke godt at sige, hvorledes Socialdemokratiet så på, at man nu gik ikke blot til en efter danske forhold omfattende oprustning, men også ind i en militær alliance med den ene af verdens to stormagter, det fjerntliggende USA, mens den anden stormagt, kun få kilometer fra den danske grænse, var fjendtligt indstillet over for dette skridt. Godt 200 års neutralitetspolitik skulle kastes over bord.

Hans Hedtoft gik med hele sin ildsjæl og autoritet som statsminister og Socialdemokratiets leder ind i bestræbelserne på at overbevise sine partifæller om, at det nu var nødvendigt at tilslutte sig den vestlige verdens forsvarssamarbejde. På et møde i den socialdemokratiske gruppe den 24. februar 1949 gik ingen imod, men tre var betænkelige ved den hast, hvormed tilslutningen skulle ske. Tre dage efter gjaldt det for Hedtoft om at vinde Socialdemokratiets hovedbestyrelse. I sin tale beklagede han meget, at man ikke havde kunnet enes om et alliancefrit nordisk forbund, ligesom han slog stærkt på kommunisternes forfølgelse af socialdemokraterne, som i de østeuropæiske lande nu enten var flygtet, fængslet eller blevet overløbere. Atlanterhavspagten fremstillede han i positive vendinger med understregning af medlemslandenes lige stemmeret, og af at fremmede baser i Danmark var utænkelige, men han holdt det samtidig svævende, hvilke garantier og risici der var forbundet med medlemskab. Han ønskede en bemyndigelse til at gå videre, og den fik han med alle stemmer mod én. Efter således at have opnået den fornødne dækning i partiet fulgte Hedtoft sagen op ved store offentlige møder. Nøgleordet på disse var „Aldrig mere en 9. april”.

Den 4. marts tog Gustav Rasmussen da til USA for at forberede tiltrædelsen af Atlanterhavspagten, hvilket Danmark nu havde fået officielt tilbud om. I henhold til denne forpligtede deltagerne sig til hver for sig og sammen at opbygge et stærkt forsvar. Et angreb på én stat skulle betragtes som et angreb på dem alle, og USA understregede, at man i givet fald var parat til at gå i krig, hvis noget andet pagtmedlem blev angrebet. Danske tropper ville dog ikke uden den danske regerings samtykke blive anvendt uden for landets grænser.

Den 22. marts kunne Gustav Rasmussen forelægge et forslag til „Rigsdagsbeslutning om Danmarks tilslutning til en nordatlantisk traktat”. Socialdemokratiet, Venstre og konservative kunne tilslutte sig denne beslutning, mens et mindretal af radikale og Retsforbundet krævede folkeafstemning, fordi der var tale om et så betydningsfuldt nationalt og udenrigspolitisk anliggende. Med samme motivering havde de konservative i 1947 ønsket folkeafstemning om Sydslesvig-spørgsmålet. Nu var de imod, og kravet blev nedstemt. Derefter blev tiltrædelsesbeslutningen vedtaget med 119 stemmer mod 23. Imod stemte radikale og DKP, mens Retsforbundet var splittet.

Den 4. april undertegnede Gustav Rasmussen i Washington Atlanterhavspagten. Den amerikanske udenrigsminister Dean Acheson karakteriserede Gustav Rasmussens forsigtige, næsten ængstelige adfærd under forhandlingerne med ordene: „Som en spurv, der med omhyggelig vagtsomhed undgår fuglefængerens snare.” Forsigtigheden var forståelig. Danske repræsentanter var ikke vant til at deltage i internationale beslutninger af en rækkevidde som den i foråret 1949.

Men Danmark var nu for alvor blevet aktør på den internationale skueplads. Det medførte, at forsvarsminister Rasmus Hansen i april 1950 fremsatte forslag om den dyreste og mest gennemgribende forsvarsordning i det danske folkestyres levetid, selv om forsvarsudgifterne i 1950 kun udgjorde 359 mill. kr. mod 300 mill. kr. i 1948. Den kraftige stigning indtrådte senere. Marineministeriet og Krigsministeriet blev nu slået sammen til et Forsvarsministerium, et selvstændigt flyvevåben blev etableret og en stilling som forsvarschef fælles for alle tre værn blev oprettet under protest fra søværnet, som frygtede for at blive sorteper. Landet inddeltes i landsdelskommandoer og regioner. Alt dette gik ikke blot DKP imod, men tillige de radikale – således som tilfældet også havde været ved hjemmeværnsloven året før. En indenrigspolitisk konsekvens af Atlanterhavspagten var altså, at der opstod en ny skillelinie i dansk politik. Den holdt i det vel vigtigste efterkrigsspørgsmål de radikale ude fra et samarbejde med Socialdemokratiet, som til gengæld nu så sig i snæver samvirken med Venstre og konservative. Det gjorde ikke de kommende års parlamentariske liv lettere.

Med tilslutningen til Atlanterhavspagten, snart efter kaldt blot Atlantpagten og siden NATO, bristede drømmen om, at Danmark kunne holde sig udenfor. Vi havde valgt side. Troen på en fredelig efterkrigstid var vel allerede blevet rystet, da USA kastede atombomben over Hiroshima den 6. august 1945 for at fremskynde Japans kapitulation, og politisk trådte skillelinierne mellem øst og vest hurtigt frem. De forplantede sig til hele samfundet. Arthur Koestlers „Yogien og Kommissæren” udkom på dansk i 1946, året efter Victor Kravchenkos „Jeg valgte Friheden”. Deres udsagn om kommunismen blev troet af de fleste. I skuespillet „Dage paa en Sky” (1947) kritiserede Kjeld Abell kapitalismen uden at ville tages til indtægt for kommunismen. Da Danmark i 1949 havde bestemt sig, blev tonen skærpet ikke blot mellem politikerne, men også blandt de intellektuelle. Nu var det for eller imod. Man gik en kold tid i møde.