Udbredelsen af den keltiske kultur i Europa. Kerneområdet strakte sig fra Frankrig til Bøhmen, men en vældig ekspansion, der satte ind i det fjerde og tredje århundrede f.Kr., udstrakte den keltiske indflydelse til store dele af Europa. Keltiske krigere udplyndrede bl.a. Rom i 390 f.Kr. og grækernes hellige by Delfi i 279 f.Kr. Det var først i midten af det sidste århundrede før vor tidsregning at kelterne blev trængt tilbage af romerne, og allerede ved tiden omkring Kr.f. var den keltiske civilisation i realiteten gået helt til grunde.

.

Danmark var nu så småt på vej bort fra den kulturelle isolation, som landet havde været i siden slutningen af bronzealderen, da kelternes fremtrængen i Mellemeuropa havde afskåret kontakten mellem nord og syd.

I årene fra 150 til 50 f.Kr. var de keltiske samfund inde i en sidste stor blomstringsperiode, hvor fundamentale politiske, sociale og økonomiske forandringer fandt sted. De havde udviklet sig fra forholdsvis simple stammesamfund, baseret på et magtfuldt krigeraristokrati, til egentlige statsdannelser, bygget op omkring store befæstede byer, der var basis for vidtstrakt politisk kontrol. Her levede en stor del af befolkningen, og her opstod centre med højt specialiseret kunsthåndværk og en udviklet handel, som også indebar selvstændig møntprægning.

Men den keltiske civilisation stod for fald. Det nye kraftcenter i Europa var nu den hastigt voksende Romerske Republik. I begyndelsen af det første århundrede f.Kr. omfattede den romerske verden hele Middelhavsområdet, og mod nord og nordvest grænsede Romerriget op til kelterne. I midten af dette århundrede, helt præcist i foråret 58 f.Kr., begyndte Cæsar sin erobring af det keltiske Gallien, og i løbet af syv år havde han sikret det romerske herredømme i området vest for Rhinen, dvs. hele det nuværende Frankrig, Belgien og sydlige Holland. Der må have været flere grunde til, at Cæsar indlod sig på denne langvarige og omfattende militære operation. En af dem var, at han anså det for at være af vital betydning for Rom at sikre sig Gallien som et bolværk mod de germanske stammer på den anden side af Rhinen. Det var kun 40 år siden, at en mægtig germansk folkehær havde truet selve Italien og med nød og næppe var blevet standset af Marius, romernes navnkundige hærfører.

I årene fra 115 til 101 f.Kr. vandrede en kæmpemæssig menneskemængde gennem Europa. Den bestod af mænd og kvinder, børn og gamle, og deres antal er angivet til 300.000. Selv om størrelsen utvivlsomt er stærkt overdrevet, blev de alligevel en betydelig trussel for Romerriget. De romerske hære blev slået i årene 107 og 106 f.Kr., da de forsøgte at bremse barbarernes fremmarch mod Rom, og det lykkedes først at besejre dem i to store slag, det ene ved Aqua Sextias (det nuværende Aix i nærheden af Marseille) og det andet ved Vercellae på Posletten i året 101 f.Kr.

Samtidens romerske forfattere omtalte den store skare som kimbrere, teutoner og ambronere og beskrev deres oprindelige stammeområder på en sådan måde, at kimbrerne kunne være kommet fra Himmerland, teutonerne fra Thy eller muligvis fra områderne ved den sydslesvigske vestkyst og ambro-nerne fra Slesvig. Vi skal næppe forestille os, at de store folkemasser, der var på vandring i Europa, udelukkende kom fra Jylland. Her var efter al sandsynlighed deres udgangspunkt, men andre folkegrupper og stammer må være stødt til undervejs. Nogle blev sikkert boende, når andre brød op efter flere sæsoner på en fast lejrplads, og på den måde blev der skabt personlige forbindelser mellem stammefolk over store dele af Europa, hvis de da ikke allerede eksisterede.

De tidligste arkæologiske vidnesbyrd om kontakt mellem Danmark og den keltiske verden er vanskelig at datere præcist, men sættes normalt til 150-100 f.Kr. Vi kan derfor ikke med sikkerhed vide, om kimbrertoget, som denne folkevandring betegnes, er årsagen til de mange fund af keltiske genstande i Danmark. Alligevel kan der næppe være tvivl om, at kimbrertoget med sine forskellige udløbere har skabt en række nye kontakter og forbindelser hen over Europa; forbindelser, som udbygges og forstærkes i de efterfølgende århundreder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bønder og krigere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig