Bønderne og priserne

Hvordan gik det de store og de små bønder i denne tid? De havde lidt grundigt nederlag i deres mange kampe for at hindre de adelige magtudvidelser på deres bekostning. Det store erhvervsliv havde sat sig på statens magtapparat, og dets mest drevne politikere beherskede den politiske scene. Fik bønderne andel i prisstigningen på landbrugets produkter?

Spørgsmålet er ikke let at besvare. Vi har ingen regnskaber fra bondebrugene. Der var vel en vis økonomisk tryghed ved, at fæsteafgifterne nu i praksis var stabile, og at det i hvert fald i princippet var domstolene, der skulle afgøre stridigheder om fæsteforhold. At godsejerne holdt fast på, at fæsteafgifterne skulle betales i naturalier bevirkede, at bøndernes muligheder for at drage fordel af de stigende kornpriser blev begrænset. Stude kunne derimod være en god kontant indtægtskilde for de brug, der havde overskud til at opdrætte og sælge dem til lensmanden eller private adelige, som fra 1570'erne – stik imod recessens ord om bøndernes frie handelsret – fik monopol på opkøb af stude på landet. Uden at have ret meget andel end sandsynligheder at hænge det op på, kan vi altså formode, at i hvert fald de mest velstående bønder af den slags, vi tidligere har mødt som dem, der „havde korn på loftet”, har kunnet få nogen andel i den økonomiske opgang. Det er sikkert også baggrunden for, at skatterne, der navnlig fra 1560'erne steg kraftigt, overhovedet kunne betales.

Også for bøndernes vedkommende har der naturligvis været forskel på, hvor godt de forstod at disponere, og der var gårde, som var større og bedre end andre. Fra laget af velstående bønder må vi antage, at de fleste fogeder og skrivere til gods- og lensforvaltningen er kommet, og at disse bondeslægter ikke blot har forstået at udnytte de økonomiske konjunkturer, men mange af dem også de politiske. De besindige bønder, som Mogens Gøye havde samarbejdet med i de vanskelige år i 20'rne og 30'rne, har sikkert fået mange efterfølgere, nu da Mogens Gøyes politik var blevet dominerende i hele samfundet.

Gruppen af husmænd og landarbejdere voksede. Skulle man fæste gård, måtte man kunne betale indfæstningen. Der var tjenestefolk, som kunne spare sammen til den, men i en tid med voksende befolkningstal var der mange, som ikke havde chancer for at nå så vidt, men højst kunne opnå at fæste et hus måske med en smule jord. Også fæstebønder kunne i mangt tilfælde blive husmænd eller inderster – lejere på en gård enten af et hus på gårdens grund eller nogle rum i selve gården – hvis de ikke kunne klare bedriften længere. Det var ofte i form af aftægt på deres tidligere fæstegård, som de havde afstået, måske til en søn, mod fortsat underhold på gården. Er del af de mange nye huse, der kom til, lå ved kysterne, hvor fiskeriet gav mulighed for supplerende indtægt.

Både fæstere og selvejere var hoveripligtige, og de mærkede godsejernes sparsommelighed omkring driftsudgifterne form af et voksende hoveri. Bøndernes arbejdskraft var gratis for godsejerne i den forstand, at bønderne var til stede som arbejdskraft, der ikke skulle aflønnes. Antallet af ugedagsbønder – bønder som boede nær hovedgården, og som gjorde hoveri én eller i travle perioder flere dage om ugen – øgedes i sidste halvdel af 1500-tallet. I godsejernes bestræbelser for at samle godset omkring herregården og derved udvide ugedagsbøndernes antal kunne der også ligge en god portion skattetænkning, for ugedagsbønderne skulle ikke betale de skatter, der blev udskrevet af konge og rigsråd. Staten kunne ikke klare sig med indtægterne fra krongodset, og med det voksende skattetryk var det en god idé for godsejeren at skaffe sig flere skattefri ugedagsbønder, der så kunne yde mere til herskabet, herunder altså et større hoveri.

Om hoveriets omfang og betydning for bondefamilierne ved vi meget lidt. Det var ikke noget, godsejeren førte regnskab med. Vi ved, at i 1700-tallet – på Jeppe på Bjergets tid – var hoveriet den mest tyngende byrde for bønderne, men vi kan ikke følge de tidlige faser i denne udvikling i detaljer. Hoveriet var en sædvanebestemt ydelse, og heri lå der de samme muligheder for godsejerne, som vi har set i århundredets begyndelse, nemlig at bruge deres sociale og politiske dominans til at sætte sig ud over sædvanen. De store fæstnings- og herregårdsbyggerier førte lokalt til en vældig forøgelse af kørselshoveriet, og vi ser f.eks. kansler Johan Friis skaffe sig birkeret over Hesselager sogn i 1539, ved samme tid som han var i gang med byggeriet af sin nye herregård, Hesselagergård. Så var det sværere – eller rettere i praksis umuligt – for bønderne at afværge hoveriforøgelsen.

Meget tyder på, at det først var omkring århundredskiftet og navnlig i begyndelsen af 1600-tallet, at det for alvor blev aktuelt for godsejerne at presse mere hoveri ud af bønderne i forbindelse med landbrugsarbejdet. Det er næppe uden sammenhæng med en økonomisk afmatning og efterhånden direkte krise, at nogle godsejere ved den tid søgte at reducere driftsudgifterne endnu mere eller måske sætte produktionen i vejret ved en større domænedrift, dvs. fæstejordens inddragelse til direkte dyrkning under hovedgården. Vi kan konstatere, at domspraksis ændres, således at lovbestemmelsen om godsejerens ret til at gøre sig godset så nyttigt, som han kunne, nu også lægges til grund for afgørelser om retsforholdet mellem herremand og fæstebonde, f.eks. som lovhjemmel for nedlæggelse af fæstegårde og forøgelse af hoveriet.