Bag landsbyens fælleshegn

Periodens største landsby er udgravet mellem Varde og Grindsted, ikke mange hundrede meter fra det nuværende Hodde. Det anslås, at mellem 200 og 300 mennesker levede her i århundrederne f.Kr., hvorimod Hoddes indbyggertal i dag næppe overstiger 70.

I alt er der udgravet mere end 80 huse inden for et areal på 15.000 m². Ikke alle er samtidige; gårdene er ombygget og ændret i løbet af de ca. 150 år, landsbyen lå her, og nye huse er kommet til, mens andre er forsvundet. Takket være gårdenes individuelle indhegning og landsbyens store fælleshegn er det muligt at adskille de enkelte gårdenheder og følge både deres og hele landsbyens udvikling gennem hele perioden. I løbet af dette tidsrum har der været tre bebyggelsesfaser, hvoraf den mellemste var den største.

Landsbyen kan følges så minutiøst, at selv dens grundlæggelse kan identificeres. Den første jernalderbonde, der slog sig ned på stedet, byggede sin gård på bakkeøens højeste punkt. Den bestod af et langhus med stald, en lade og et omgivende hegn. Andre familier fulgte efter. De lagde deres gårde på én række på begge sider af den første gård, som også var den største, og blandt tilflytterne var én, som foruden sin gård også havde en smedje. Da bebyggelsen var blevet på otte gårde, omgav man den med et fælles hegn. Hver gård havde sin egen åbning i hegnet, såvel indad til det fælles frie areal som udad til markerne. Tre store porte var fælles for alle og vel især beregnet på kørsel med vogn. Således så landsbyen ud i sin ældste fase, der går tilbage til omkring 150 f.Kr.

Det indhegnede areal kunne dog rumme langt mere end de otte gårde. Flere familier flyttede til, og et halvt århundrede senere havde landsbyen nået sin maksimale størrelse. Da rummede den 200-300 mennesker og omkring 300-350 dyr – vel kvæg – på stald. Den havde næsten 30 gårde samt lader, udhuse, huse uden stald og en ny smedje, i alt 53 huse. Smedjen lå nu uden for landsbyens fælleshegn – sikkert på grund af brandfaren.

I landsbyens tredje og sidste epoke svandt bebyggelsen noget ind. Mindst seks gårde blev nedlagt: én efter én flyttede de til en ny landsby, der var under opbygning nogle få hundrede meter mod sydøst ved Hesselagergård. Her har luftfotografier afsløret en anden landsby, hvor gårdene ligeledes ligger omkring en central, ubebygget plads. Prøvegravninger på stedet har vist, at denne bebyggelse er samtidig med slutfasen i den ældre landsby.

Det endelige punktum for Hodde blev sat omkring Kr.f., hvor landsbyen brændte – eller blev afbrændt. Overflytningen til den nye landsby var sikkert afsluttet nu. Alt af værdi var fjernet, og man satte herefter ild til de resterende og ubrugelige husrester og affald, hvorved den gamle landsbytomt hurtigt kunne omdannes til dyrket og velgødet mark for den befolkning, der i stedet havde valgt at bosætte sig ved Hesselagergård.

Men det er for tidligt at forlade Hodde. Vi mangler endnu at se ind i selve landsbyen bag det store hegn, på det, der engang dannede de ydre rammer om mange generationers daglige liv og virke. Udgraveren har, for overskuelighedens skyld, opdelt landsbyens historie i tre faser, hvorimod jernalderbønderne i Hodde ikke selv oplevede, at deres landsby gik fra det ene af disse tidsafsnit til det næste. De var derimod vidne til alle de små ændringer og fornyelser, som hele tiden fandt sted, hvor mennesker lever sammen – dem vi nu forsøger at adskille i faser. Deres dagligdag var endnu ikke blevet historie.

Det er den derimod for os. Når vi vælger at aflægge landsbyen et besøg, kan det gøres på to måder – enten ved at fastfryse den i et øjebliksbillede eller ved at beskrive de små forandringer, som hver enkelt gård gennemløb.

Lad os først se Hodde, som den tilrejsende ville opfatte den, når han engang i det sidste århundrede før vor tidsregning passerede landsbyhegnet gennem en af de store porte og herefter fulgte vejen frem til den åbne plads i midten. Herfra var der et godt overblik over de fleste af gårdene, og det var tydeligt, at flere af dem var indhegnede, om end gårdenes hegn var mindre og ikke så robuste som det store fælleshegn. En fremmed ville heller ikke kunne undgå at bemærke, at én af gårdene var meget større end de andre, og at det hegn, der omgav den, var kraftigere.

Alle gårde havde store stråtag og lerklinede vægge, og de vendte i samme retning, nemlig øst-vest. Med den ene langside mod syd blev solvarmen bedst udnyttet, og med gavlen mod vest var bygningen beskyttet mod vestenvinden.

Hvert hus havde to døre – en midt for hver langside. For den, der ville indenfor, har det sikkert været nødvendigt at bukke sig – endog ret meget, for dørene var næppe større end højst nødvendigt. Ganske vist er der ingen døre bevaret fra Hodde, men en hel trædør har overlevet i en anden landsby, og den var kun lidt mere end én meter høj.

Når den besøgende var gået ind gennem døren, befandt han sig i en mellemgang, der delte langhuset i stald og bolig. I stalden stod dyrene i båse langs begge sider med en staldgang i midten. I den modsatte del af huset var opholdsrummet, hvor jernalderbonden og hans familie arbejdede, sov og spiste omkring ildstedet. Når øjet først havde vænnet sig til mørket herinde, ville den besøgende også lægge mærke til den store væv, der stod oprejst ved væggen og de mange væve vægte af ler, der forneden holdt trenden stram, og han ville sikkert også se sovebriksene langs væggene, husgerådet omkring arnen og det svage dagslys, der trængte ind gennem lyren oppe under taget i gavlen.

Længere kan vi næppe komme i beskrivelsen af gårdene i Hodde, som de har taget sig ud for den, der kom hertil for et par tusinde år siden. I dag er kun aftrykkene af de nedgravede stolper bevaret, men de giver til gengæld mulighed for at se de forandringer, som hver enkelt gård gennemløb i landsbyens levetid.

Var gården først bygget, blev den liggende det samme sted med ombygninger, nybygninger og eventuelle tilbygninger. Det gælder bl.a. den gård, der var landsbyens ældste, og som gennem hele perioden også var den største. Ved grundlæggelsen bestod den af et langhus på næsten 30 m og et mindre hus, begge omgivet af hegn. I næste byggefase er det store hus blevet lidt mindre og det mindre hus lidt længere. Samtidig er der opført endnu et lille hus. Disse tre bygninger eksisterede stadig i den seneste fase.

Storgården adskiller sig på flere måder fra de øvrige gårde. Dels var den omgivet med flere selvstændige hegn, og dels var den større og havde mere kvæg på stald end nogen af de andre. Det bebyggede areal var omkring 200 m², og der var staldplads til 25-30 dyr.

Resten af bebyggelsen kan størrelsesmæssigt opdeles i tre grupper, som også er udtryk for forskellen i økonomisk formåen og social status. Den første udgøres af gårde, som består af langhuset og et eller to mindre huse. Det bebyggede areal var godt og vel halvdelen af storgårdens, og der var staldplads til en snes dyr. I løbet af Hoddes levetid veksler antallet af disse gårde i landsbyen mellem to og fire.

Til den anden gruppe hører gårde med 50-100 m² under tag og 14-15 større dyr på stald. Foruden langhuset kunne der til gårdene også være knyttet et mindre hus, hvilket derimod ikke var tilfældet for den tredje og sidste gruppe, som udelukkende bestod af små beboelseshuse uden stald.

Overgangen mellem de forskellige typer gårde og huse er glidende med én undtagelse, hvor forskellen til gengæld var knivskarp – nemlig mellem storgården på den ene side og de øvrige gårde på den anden. Ikke blot var hovedbygningen længere, men også bredere, og hele huskonstruktionen var både større og kraftigere end de øvriges. Som nævnt gik den samme størrelsesforskel igen i hegnet, der var af samme slags som landsbyens store solide fælleshegn.

Alt dette har været med til at fremhæve, at her boede landsbyens grundlægger og hans efterkommere. I hans hus blev der sikkert holdt store gæstebud, hvor man kunne imponeres over rummets storhed, over rigeligheden af mad og drikke, og hvor man kunne beundre de smukke blanksorte krukker og kar, som blev brugt ved serveringen. I hans hus var opholdsrummet stort – omkring 50 m². På os virker størrelsen ikke imponerende, når man tænker på, at flere generationer levede i samme rum, men for landsbyens øvrige bønder har dette rum været mere end dobbelt så stort som de opholdsrum, de selv rådede over.

Storbonden eller høvdingen i denne gård beholdt en særstilling gennem hele landsbyens levetid. Da gården havde det største kvæghold, må den nødvendigvis også have disponeret over en større del af landsbyens jord. Det var vel en naturlig konsekvens af, at det var slægten herfra, som oprindelig havde grundlagt Hodde og forestået rydningen og opdyrkningen af den nye jord.

Nok foregik det praktiske samarbejde mellem gårdene inden for rammerne af et landsbyfællesskab, men nogle havde ret til en større del af de fælles ressourcer end andre. Denne økonomiske ulighed ser ud til at være fast forankret, for ingen af gårdene ændres nævneværdigt i tidens løb; nogle har store stalde, andre små og endnu andre har slet ingen. Og det blev de ved med.