Basespørgsmålet

I NATO påpegede man to svagheder i det danske forsvar. Den såkaldte dækningsstyrke, der skulle kunne sættes ind øjeblikkeligt, var for lille, og det danske luftvåben var ligesom det norske ude af stand til at holde luftherredømmet over eget territorium. Det første problem kunne afhjælpes ved at forlænge tjenestetiden for de indkaldte fra 12 til 18 måneder, og det blev gennemført af forsvarsminister Harald Petersen i de sidste måneder af VK-regeringens levetid.

Det andet problem skulle efter NATO's råd klares ved, at der stationeredes allierede (dvs. amerikanske) fly på baser i Jylland. Det voldte vanskeligheder. Norge havde allerede i 1949 over for Sovjetunionen forsikret, at medlemskabet af NATO ikke ville indebære fremmede tropper stationeret på norsk område, medmindre landet blev truet. En tilsvarende binding havde den danske regering ikke påtaget sig, og spørgsmål i den retning i den hjemlige debat var blevet besvaret uforpligtende med, at det ikke var aktuelt. Det blev det i begyndelsen af 1952, da den danske regering blev stillet over for et tilbud om stationering af 150-200 amerikanske jagere og jagerbombere. Et led i samordningen af NATO-landenes forsvar var opbygningen af en fælles militær infrastruktur, der blev vedtaget på et møde i NATO's øverste politiske organ i februar 1952. Beslutningen betød bl.a. for Danmarks vedkommende udbygning af otte flyvepladser til fælles NATO-standard og to af dem, i Tirstrup ved Århus og Vandel ved Vejle, så de blev egnet til permanent stationering af amerikanske fly. Danmark accepterede det samlede program, men tog forbehold over for beslutningen om stationering i fredstid.

Stationeringsspørgsmålet, eller som det også hed i den samtidige diskussion „de amerikanske baser” kaldte den latente uenighed frem mellem de tre store partier, som indtil da havde stået sammen om sikkerhedspolitikken. I vinteren 1952-53 var der ikke noget i offentlige udtalelser, der tydede på, at socialdemokraterne var i tvivl. Stationeringen blev betragtet – eller forsvaret – som en naturlig forlængelse af forsvarssamarbejdet med de andre NATO-lande.

Selv om der altså var mange og tungtvejende grunde til en hurtig accept af tilbuddet, holdt regeringen og socialdemokraterne spørgsmålet flydende de følgende måneder og et stykke ind i 1953. På det tidspunkt var det under alle omstændigheder ubelejligt at tage stilling så kort før valget til Rigsdagen. Man henviste til, at der var tekniske og juridiske undersøgelser i gang, sådan som man normalt gør, når en beslutning skal udskydes. Der blev forhandlet med amerikanerne, i januar ganske kort om de juridiske spørgsmål og om kommandoforhold og indtil begyndelsen af marts også om den tekniske side af udbygningen af flyvepladserne; men sagen var stadig ikke moden til afgørelse.

Socialdemokraternes beslutning om at sige nej til de amerikanske baser kom endelig offentligt frem i Hedtofts tale til partiets kongres i juni 1953, efter at den nye grundlov var vedtaget.

Hedtofts overvejelser havde været langvarige og kan følges i de indledende faser i en brevveksling fra sommeren 1952 mellem ham og H. C. Hansen.

Han henviste til, at den amerikanske base i Keflavik på Island gav mange problemer med forholdet mellem basens personale og den islandske befolkning. Baserne i Jylland ville med stor sandsynlighed give tilsvarende problemer og dermed slide på det flertal for NATO-medlemskabet, der var blandt danske vælgere. Hvad Hedtoft derimod ikke nævnte var, at amerikanerne tænkte sig en slags eksterritorialret for baserne. Kom det til episoder mellem danskere og amerikanere, og det ville næppe kunne undgås, ville amerikanerne altså ikke kunne stilles for en dansk domstol. Den amerikanske holdning kan ikke have været overraskende; men den demonstrerede tydeligere end godt var, at der var træk af kolonistatus i Danmarks forhold til USA.

Endnu vigtigere var spørgsmålet om kommandoen over de amerikanske flystyrker. De foreløbige drøftelser af kommandoforholdene havde vist, at styrkerne ikke skulle integreres i forsvaret af NATO's nordflanke, men være netop en amerikansk luftstyrke med base i Danmark.

Det stillede den forøgede militære sikkerhed i et andet lys. NATO-alliancen var ikke mere bindende, end at den overlod til de enkelte regeringer at afgøre, om der forelå et angreb, der skulle udløse solidaritetsforpligtelsen. Hvis der opstod en konflikt f.eks. ved grænsen mellem de to Tysklande, og den danske regering indtog den holdning, at der ikke var tale om et angreb fra øst, ville den ikke kunne forhindre, at de amerikanske fly fra baser i Jylland greb ind i konflikten. Og selv hvis det skulle lykkes at afværge dette, var det muligt eller måske sandsynligt, at Sovjetunionen ville anse et præventivt angreb på Danmark for en militær nødvendighed.

Det var betænkeligheder, der ikke kunne luftes offentligt. Både regeringspartierne og Socialdemokratiet havde igen og igen understreget Atlantpagtens defensive karakter. Sidst var det sket meget eftertrykkeligt, da Sovjetunionen havde protesteret mod planerne om NATO-stationeringen. Den danske regering havde med stor bestemthed afvist den sovjetiske indsigelse og hævdet sin ret til at afgøre spørgsmålet uden indblanding fra Moskva.

Da det danske nej til stationeringen var blevet en realitet, gentog regeringen, at den sovjetiske demarche ingen rolle havde spillet for afgørelsen.

Men ganske uanset sådanne erklæringer var dansk sikkerhedspolitik naturligvis afhængig af udviklingen af forholdet mellem de to supermagter. Netop på det felt var der ændringer på vej, som påvirkede vurderingerne i Danmark. I november 1952 var Eisenhower blevet valgt til præsident i USA, og med hans overtagelse af embedet i januar 1953 fulgte også et skifte på udenrigsministerposten. John Foster Dulles, der kom til at lægge navn til en æra i amerikansk udenrigspolitik, ændrede dens målsætning fra den hidtidige „inddæmning” af de kommunistiske regimer til „roll-back” eller „befrielsespolitik”, der i hvert fald i sit ordvalg ikke lød defensivt.

Også på den anden side af jerntæppet var der tegn på forandring. Stalin døde den 3. marts 1953 og blev bisat i Leninmausoleet med al mulig Kreml-højtidelighed, mens „iagttagere”, der identificerede dem, der bar kisten, og funderede over deres plads i rækkefølgen, allerede gættede om magtkampen efter diktatorens død. Forskellige signaler fra de nye magthavere, f.eks. afblæsningen af hetzen mod Jugoslaviens præsident Tito og amnesti til mange politiske fanger, blev tydet som varsler om en optøning i den kolde krig.

En sådan mulighed for forhandling mellem øst og vest var med i Hedtofts begrundelse for at sige nej til stationeringen. Selv om han var et optimistisk gemyt, regnede han næppe med, at den danske sikkerhedspolitik gjorde meget fra eller til i supermagternes forhold til hinanden. Men det var ingen skade til, at Danmark antydede en distance til den antikommunistiske korstogsstemning, der beherskede USA. Det passede også Socialdemokratiets taktikere godt, at Det radikale Venstre observerede en udenrigspolitisk forskel mellem VK-regeringen og socialdemokraterne på det tidspunkt, hvor det radikale lejdebrev til regeringen var ved at udløbe.

I sommeren 1952 havde Hedtoft og H. C. Hansen været enige om, at befolkningens reaktion på forslaget om baserne i Jylland var mindre negativ, end de havde regnet med. Efter at Socialdemokratiets holdning til basespørgsmålet var blevet kendt, blev der gennemført en gallupundersøgelse af holdninger til Danmarks medlemskab af NATO og til basespørgsmålet. Blandt de socialdemokratiske vælgere, der var blevet spurgt, var halvdelen for medlemskab og kun en fjerdedel imod. Det svarede stort set til holdningerne i vælgerbefolkningen som helhed. Men af de samme socialdemokrater var 61 procent imod og kun 15 procent for en stationering af „flyvere fra andre lande, som deltager i Atlantpagten”, som spørgsmålet var formuleret. Når Hedtoft i begrundelsen for partiets standpunkt også anførte, at man ikke måtte risikere at svække opslutningen om Atlantpolitikken, var det især Socialdemokratiets egne vælgere, han havde i tankerne.