Befolkningen (1850-1900)

En væsentlig del af Danmarks historie efter 1850 handler om vækst og omflytninger i landets befolkning og konsekvenserne heraf. I midten af 1800-tallet var det egentlige Danmark endnu et lille, tyndtbefolket land. I 1855 rundede folketallet de halvanden million – der var stadig god plads mellem husene i det kongerige, der i dag på det samme areal rummer knap fem millioner. I gennemsnit boede der i landet ca. 35 mennesker (i Nørrejylland kun 23) pr. km² i 1860 mod nu 119. Også set i europæisk målestok var Danmark tyndtbefolket. I 1880, da tallet var steget til 51 pr. km², lå vi langt nede i rækken af lande, opstillet efter befolkningstæthed. England med Wales havde således 172 pr. km², Italien 97, Tyskland 84, Østrig-Ungarn 61. Den tættest befolkede stat i Europa var Sachsen med 198 pr. km². Med sine 51 lå Danmark langt nede på listen, midt mellem Rumænien og Serbien. Men dog tætbefolket i forhold til vore brødrefolk. I Sverige og Norge var befolkningstætheden kun fem pr. km².

På tidens malerier og de ældste fotografier kigger 1850'ernes danskere på os og ser tilsyneladende ud som vi i dag, om end mere indsnøret i kyser og høje flipper. Men statistik fra den tid viser, at vore landsmænd dengang var betydeligt mindre end nu. 1852-56 var gennemsnitshøjden for samtlige 70.000 danske værnepligtige 166 cm. Vore tipoldefædre var ca. 14 cm mindre end mænd i dag, og kvinderne var formodentlig tilsvarende mindre. Men der var tydelige geografiske forskelle på middelhøjden. De værnepligtige fra Nord- og Vestjylland var højere end andre danskere, medens soldaterne fra Sydsjælland og Lolland-Falster var påfaldende lavere, i gennemsnit 164 cm. Hvis naturen ikke havde velsignet de unge mænd med en statur, der var lige så høj som normerne krævede, og hvis man var under 61 danske tommer (158,6 cm), fik man i sine papirer den sørgelige betegnelse „undermåler” og blev indkaldt igen i de følgende to år i håb om, at man i mellemtiden var vokset et stykke. På Lolland-Falster blev næsten 20 procent af de værnepligtige erklæret for undermålere, i København kun ti procent af de indkaldte. Til gengæld for øgenavnet blev de lavstammede fritaget for tjeneste, betragtet som uegnede til krig.

Danskerne var blevet mindre i løbet af århundrederne. Skeletfund vidner om, at gennemsnitshøjden i vikingetiden var 173 cm (se Samfund og ledere), ligesom danskerne omkring år 1500 var af mere voksen statur end senere. Om årsagen hertil er der opstillet mange teorier; den mest sandsynlige er nok, at generationerne før ca. 1600 fortrinsvis spiste animalsk føde (kød) med et overmål af proteiner, der fremmer væksten, medens generationerne efter ca. 1700 var henvist til vegetabilsk føde, helt overvejende brød og grød, der er nærende, men ikke vækstfremmende, og som har tuberkulosen i sit kølvand. Forklaringen er nok meget mere indviklet. Men der er ingen tvivl om, at legemshøjden har sammenhæng med ernæringen navnlig i de unge år. En undersøgelse fra 1870'erne af 14-årige børn fra forskellige sociale niveauer på landet viser, hvor meget fattigdom kunne indvirke på børns højde og drøjde:

Tallene fortæller om et Danmark, hvor der bag den dejlige natur med de bølgende kornmarker skjulte sig et andet og sørgeligt træk, den bitre fattigdom, et liv på sultegrænsen, et land før velfærdstiden, hvor naturen kun gav karrigt fra sig af sin rigdom, og samfundet overlod det til de frie kræfters spil at fordele goderne. Der var i 1860 137.000 husmandsfamilier i Danmark, altså en ganske betydelig del af befolkningen. De levede under så fattige livsvilkår, at det satte sine tydelige spor på børnenes fysiske udvikling. De 14-årige fra husmandshjem var hæmmede i væksten i forhold til gårdmandsbørn. Og husmandsfamilierne var endda ikke det nederste sociale lag på landet. Der var daglejere og andre landarbejdere uden egen jord, som havde værre livsvilkår.

I historieskrivningen har mange været tilbøjelige til at forklare denne næsten livstruende fattigdom i samfundets underste klasser ud fra den simple marxistiske model, at de rige tog fra de fattige. En skæv fordeling af jorden og dermed af maden gør denne teori delvis rigtig. Men forholdet er langt mere kompliceret end som så. Udgangspunktet var nemlig ikke resultatet af nogen voldelig skubben væk fra søbefadene, men den kendsgerning at befolkningen voksede hurtigt, så at omtrent den samme mængde mad skulle fordeles på stadig flere munde. Ejendomsstrukturen var fastlåst og den brede befolknings mulighed for at få lønnet arbejde begrænset.

Denne hurtige befolkningsforøgelse er et afgørende fænomen i det 19. århundrede. Det var ikke blot noget, der kunne iagttages i Danmark. Tilsvarende vækst fandt sted i hele Vesteuropa. Den begyndte i England i slutningen af 1700-tallet og bredte sig derfra til de fleste lande i Vesteuropa, undtagen Frankrig, som længe havde haft en langsom nedgang i folketallet. I de øvrige lande begyndte tilvæksten efter 1800 og accelererede indtil henimod slutningen af århundredet for derefter at aftage.

En befolknings vækst måles ved forskellen mellem den glædelige tilgang, fødslerne, og den sørgelige afgang, døden. Her ser vi foreløbig bort fra ind- og udvandring. Gennem århundrederne før 1800 havde befolkningstilvæksten været forholdsvis langsom, fordi dødeligheden var så høj, ikke mindst blandt småbørn, og som følge af, at epidemier jævnlig gjorde alvorlige indhug i den voksne befolkning. Men fra midten af 1800-tallet begynder i hele Vesteuropa en tydelig nedgang i dødeligheden i alle aldersklasser. Årsagen til den længere levetid var formodentlig dels en bedre ernæring, f.eks, indførelsen af kartoflen, dels en større forståelse for hygiejnens betydning, bl.a. i forbindelse med fødsler, og endelig fremskridt i lægevidenskaben (f.eks, indførelse af koppevaccination). Medens dødeligheden altså faldt fra år til år, vedblev antallet af fødsler gennem nogle årtier at forblive på et højt niveau. Kendskabet til antikonception var meget ringe bortset fra de råd, som kloge koner kunne give. I almindelighed tog man imod de børn, som naturen eller Vorherre bragte, og det var i gennemsnit for hele befolkningen mellem fire og fem børn pr. ægteskab. Hertil skal lægges et anseligt antal, i visse år over 30 procent flere børn født uden for ægteskab. Resultatet var, at medens befolkningstilvæksten indtil omkring 1800 kun var tre promille årligt, voksede bl.a. den danske befolkning efter ca. 1850 med 15 promille pr. år. En sådan tilvækst betyder, at befolkningen fordobles i løbet af en livsalder, 70 år, et fænomen, som man vistnok ikke før havde oplevet i verdenshistorien, og hvis konsekvenser man først meget sent forstod.

Da denne forøgede befolkningsvækst begyndte i Danmark, var landet endnu et udpræget bondeland, hvor tre fjerdedele af det danske folk boede på landet og ernærede sig ved at dyrke jorden. Det var derfor ude i landdistrikterne, at trængselen og dermed fattigdommen først mærkedes som et samfundsproblem – og det så meget mere som landbefolkningen var meget mere frugtbar end dem, der boede i byerne. I 1860'erne fik 1000 kvinder i København tilsammen 127 børn pr. år, men på landet kom der tilsvarende 164 børn årligt. Og jo barskere naturen og jo dårligere jorden var, desto flere børn fødte kvinderne. På de sandede jorder i Nordvestjylland kom der en overdådighed af børn i hvert ægteskab, fra familier på de fede jorder på Lolland-Falster derimod færre.

Efterhånden som årtierne gik i 1800-tallet skulle stadig flere på landet deles om den samme landbrugsjord. Når børneflokkene- ofte 10-12 drenge og piger i en familie – voksede op, var der kun en, måske højst to af sønnerne, som kunne se frem til at arve den fædrene ejendom. De øvrige måtte forvente en trist tilværelse som karle eller piger på nabolagets gårde. Fra børnene var seks-syv år kom de ud som hyrder, siden blev de tyende uden mulighed for selvstændig virksomhed.

Landdistrikterne fik altså et proletariat. Da der var mange flere karle og piger til rådighed, end der var brug for, gik det ud over aflønningen. De 7-14-årige drenge og piger kunne fås til at vogte får og gæs for en løn, der bestod af kosten og måske et sæt tøj pr. år. Efter konfirmationen blev de fæstede som karle eller piger for en ringe løn i kontanter og kost og logi hos husbond som hovedbestanddelen i aflønningen. Hvis en karl blev tilstrækkelig lang tid, kunne det være, at han fik et lille hus med en have, så han da i hvert fald havde husrum for sig selv. Først da kunne der blive tale om at stifte familie. Derfor var mændene på landet i gennemsnit 31 år gamle og pigerne almindeligvis omkring de 28 år, når de første gang indtrådte i ægteskabet og kunne få børn på „lovlig” vis – et sent stadium i livet i en tidsalder, hvor de færreste mennesker nåede at blive 70, før døden indhentede dem.

Denne kendsgerning, at de unge først så sent i livet kunne give sig hen til den ægte udfoldelse af kærlighedslivet, fortæller noget fundamentalt om forholdet mellem den dejlige danske natur og dens mulighed for dengang at brødføde sine beboere. Foldudbyttet var stadig så lavt, men jordværdien omvendt så høj, at de unge, som ikke kunne arve eller gifte sig til et stykke jord, måtte vente til de var omkring 30 år, før de kunne stifte familie. Kærlighedens og erotikkens karrusel kører jo uanset kirkens velsignelse, og det er derfor ikke mærkeligt, at så høj en andel af fødslerne dengang var „uægte”.

Den situation, som her skildres, ligner meget den pessimistiske profeti, som den engelske præst Thomas Malthus havde fremsat lige før 1800. Han mente, at befolkningen i fremtiden ville vokse hurtigere, end produktionen af næringsmidler kunne forøges. Han så kun to faktorer til at holde igen på folketilvæksten, dels den præventive: sen ægteskabsalder og mange ugifte, kyske kvinder, og dels det, han kynisk kaldte den positive faktor: krig, pest og hungersnød.

Malthus' teori blev hidsigt diskuteret af videnskabsmænd i mange lande gennem hele det 19. århundrede. Og alt imens lagde de lærde knap mærke til, at befolkningerne selv styrede udviklingen bort fra katastrofen. Sådan som situationen var på Malthus' egen tid, havde han ret i sin antagelse. Men da befolkningen både her i landet og i hele Europa blev udsat for de hårde realiteter, dukkede nye muligheder op, som kunne mindske nød og sult og lette befolkningspresset. De tre vigtigste veje ud af den økonomiske klemme, Malthus havde spået om, var dels udvandring til de store uudnyttede arealer i verden, dels udvikling af ny teknik, dampkraft og mange nye mekaniske opfindelser. Den tredje udvej, som afhjalp nød og sult, var en udvidelse og forbedring af den bestående landbrugsjord, så udbyttet pr. tønde land blev større.