Vi har i det foregående mødt holdninger og tendenser, der rummede forskellige grader af tro på, at menneskenaturen trods arvesynd og død havde muligheder i retning af det gode, og at mennesket aktivt kunne forme sin tilværelse. Denne tillid til menneskets egne muligheder var en underliggende forudsætning for den almene magiske tænkning med dens forestillinger om, at man med viden og handling kunne indvirke på naturens kræfter og magter. Vi har også set den i bønders og borgeres politiske kampe, der var udtryk for holdninger, som bestemt ikke var forenelige med tanken om den absolutte underordning under de af Gud indsatte øvrigheder og kirkens officielle monopol på at definere det rette og sande.

Disse brydninger mellem forskellige menneskeopfattelser har vi også mødt hos de lærde. Vi har set dem i den bibelhumanistiske reformationstype, som prædikanterne stod for før 1536. Modsætningen mellem forskellige menneskeopfattelser var et karakteristisk træk ved 1500-tallet, og undertiden forekom den hos det enkelte menneske som en brydning mellem modstridende tanker og følelser.

Lad os vende tilbage til Christiern Pedersen fra århundredets begyndelse som eksempel på disse tendenser. Vi har mødt ham som forfatter, oversætter og bogtrykker og som politisk engageret på Christian 2.s side. Han var livet igennem optaget af at oplyse folk på dansk og gøre svære ting tilgængelige for mange. Under et studieophold i Paris fra 1509 til 1517 lavede han en latinsk-dansk ordbog, den første af slagsen. Fra hans katolske tid stammer også en bog om messen, der forklarede lægfolk betydningen af samspillet mellem præstens ord og handlinger. I Jærtegnspostillen fra 1515 fortsatte han en humanistisk tradition i kirken, som i modsætning til den lærde, skolastiske bibeludlægning lagde vægt på at forklare lægfolk de bibelske tekster. Hans optagethed af historie gav sig bl.a. udslag i, at han i 1514 udgav Saxos Danmarkskrønike og arbejdede på en nu tabt oversættelse og fortsættelse af den. Saxo-udgaven er baseret på et komplet håndskrift af den store middelalderhistorikers værk. Det og andre håndskrifter bortset fra brudstykker er senere forsvundet, så Christiern Pedersens udgave er nu den eneste fuldstændige tekstkilde til Saxo.

Da Christiern Pedersen blev lutheraner, øvede han selv kritik og tog afstand fra sine katolske lægmandsskrifter. Han bekender den vildfarelse, han havde været i, at man skulle „fortjene himmerige med sine egne gode gerninger”. Da han under Frederik 1. fik tilladelse til at nedsætte sig som bogtrykker og forlægger i Malmø, fortsatte han sine folkeoplysende udgivelser. Han udsendte den første trykte lægebog på dansk (1533) efter tyske og latinske forbilleder, selv om han måske nok på det teoretiske plan ville hævde den teologiske opfattelse, at sygdom var Guds straf, hvor kun anger og bod hjalp. Ellers var det for en stor del populære historiske skrifter, han arbejdede med. Han udgav krøniken om Karl den Store og hans kamp mod de vantro og Kong Olger Danskes Krønike. Det var for Christiern Pedersen som for andre i tiden historiske værker. Holger Danske blev opfattet som en historisk person. I fortalen til krøniken om Holger Danske forsvarer Christiern Pedersen sig imod kritik fra dem, der mente, at man skulle pynte på historien af hensyn til den rette tro. Kritikken gik ud på, at krønikerne var fulde af ting, som ikke stemte med kirkens lære. Hertil siger Christiern Pedersen, at når man skriver historie, må man tage det hele med, som det er gået til, hvad enten det er ondt eller godt, „thi sandhed er den første regel” i historieskrivning. Derimod kan han godt være kritisk over for kilderne, som når han til meddelelsen om, at Holger Danske på dommedag skal komme tilbage og kæmpe imod Antikrist, bemærker, at det ikke er troligt, eftersom der ikke står noget om det i Bibelen.

Christiern Pedersen har ikke mindst haft betydning for det danske skriftsprogs udvikling. Han bragte større konsekvens i stavemåden og gjorde meget ud af sproget, „særdeles for unge folks skyld, piger eller drenge, som gerne vil lære at læse og skrive ret dansk og stave hende tilbørlig, som hende bør at staves og skrives”.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bibelhumanismen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig