Plan over en kvindegrav fra slutningen af 900-tallet på Fyrkat-gravpladsen. Man kender adskillige tilsvarende grave, blandt andre den ved Hvilehøj. Den døde kvinde var begravet i en vognfading af træ med et rigt udstyr, heriblandt klæde, perler og sølvsmykker, foruden knive, en hvæssesten, en spindesten af brændt ler, en saks til arbejde i stof og adskillige æsker, heriblandt et syskrin med syartikler. Hendes påklædning var usædvanlig, med tåringe, og hendes smykker omfattede et gotlandsk spænde og det her afbildede hængesmykke, som muligvis stammer fra det nordlige Rusland. Disse eksotiske fund antyder at hun, eller nogen som stod hende nær, havde rejst viden om. Hvis gravpladsen ikke er ældre end borgen, og det er der intet der tyder på, må kvinden være blevet begravet mindst 15 år efter Harald Blåtands officielle overgang til kristendommen. De hedenske gravskikke var ikke ændret ved Fyrkat, og denne grav indeholdt adskilligt, der er blevet tillagt magisk eller overnaturlig betydning, nemlig et hængesmykke, som muligvis symboliserer en hedensk guddom, frø af bulmeurt, stykker af kæbebenet fra en gris og en klump uglegylp.

.

Sølvhængesmykke fra Fyrkat-gravpladsen.

.

300 m øst for kirken i Löddeköpinge i Skåne, som er bygget midt i 1100-tallet, er der fundet spor af en lille trækirke, 20 meter lang, bygget i første halvdel af 1000-tallet. Den var omgivet af en kirkegård som blev taget i brug omkring år 1000 og anvendtes gennem ca. 150 år. Her er påvist 2500 grave.

.

Haralds antagelse af kristendommen betød ikke kun at han gik væk fra den traditionelle gudedyrkelse, men også en accept af bispernes autoritet. Widukind nævner intet om Haralds dåb eller konfirmation, men han ville ikke kunne blive et fuldgyldigt medlem af den kristne kirke uden at have været igennem begge dele af indvielsesritualet, og dette kunne kun forrettes af en biskop. Bisper behøvedes også til så vigtige funktioner som kirke- og præsteindvielser.

Der må derfor have været mindst én biskop i Danmark i Haralds regeringstid, men vi ved intet sikkert om hverken hans navn eller bispesæde. Adam giver ganske vist navnene på en række bisper som blev indviet til deres virke i Danmark af ærkebiskop Adaldag, Haralds samtidige, men nogle af dem har måske aldrig forladt Tyskland. Sådan gik det senere hen for andre bisper under ærkestiftet Hamburg-Bremen. Gottschalk, som i 1000-tallet blev indviet til biskop i Skara, „blev siddende derhjemme fordi han foretrak magelighed for møje”, og en anden biskop af Skara omtales af Adam som en mand „der på ingen måde var værdig til at bære den biskoppelige titel hvis det da ikke skulle være for hans statelige skikkelse. Han elskede sandelig kødets lyst. Det var forgæves at goterne sendte en legation til ham, for han forblev i Köln med sine fornøjelser lige til sin død”. En enkelt dansk biskop som notorisk holdt sig langt borte fra sin post var Eckehard, som blev indviet til bisp i Slesvig, men tilbragte 20 år i Hildesheim. Hvor beklagelig en sådan forsømmelighed end måtte være skal det retfærdigvis indrømmes at det forventedes af enhver biskop at han gjorde tjeneste for sin ærkebiskop. Adam siger at ærkebiskop Adaldag ofte blev opvartet af syv eller ni bisper.

De første danske bisper nævnes så tidligt som 948 hvor de netop optræder i ærkebiskop Adaldags følge ved et møde i Ingelheim. Det var Liafdag af Ribe, Hored af Slesvig og Regin-brand af Århus. Adaldag havde ingen bisper under sig da han i 937 blev ærkebiskop; men den autoritet og position en ærkebiskop uden egne bisper kunne nyde var ret tvivlsom. Og hvad værre var, en ærkebiskop kunne ikke indvie en biskop medmindre to andre bisper deltog i ceremonien. For at løse dette problem anmodede paven bisperne af Halberstadt og Hildesheim – begge underlagt ærkebiskoppen af Mainz – om at hjælpe Adaldag. Det var formodentlig ved deres mellemkomst at Liafdag, Hored og Reginbrand blev indviet. De to bispedømmer, Ribe og Hedeby, havde været centre for missions-virksomhed i 800-tallet; og begge steder havde haft kirker. Århus kan være valgt som det tredje bispesæde fordi der også her var et handelscentrum. De samme bispedømmer nævnes i breve i 965 og – med tilføjelse af en fjerde bispestol i Odense – i 988. Ribe, Slesvig og Århus kan have tjent som udgangspunkter for kristen mission i 900-tallet, også før Haralds omvendelse; og hvis Odense var et kongeligt hovedsæde for hedensk gudedyrkelse, hvad der er grund til at antage, ville den efter kristningen være et godt midtpunkt for missions-virksomhed på Fyn. Men de nævnte byer var ikke regulære bispedømmer. Det er først i Knud den Stores regeringsperiode vi har efterretninger om en virkelig stiftsorganisation i Danmark. Adam vidste ikke hvem der efterfulgte Liafdag, Hored og Reginbrand, men var klar over at Århus stift forsvandt efter Haralds regeringstid. Han omtalte flere andre bisper som ærkebisp Adaldag indviede til deres virke i Danmark, men han kendte ikke deres bispesæder.

De bisper som virkelig kom til Danmark i 900-tallet synes at have rejst meget rundt i Norden. Af de tre som nævntes i 948 var det ifølge Adam kun Liafdag af Ribe der gjorde sig særlig bemærket. „De siger at han prædikede på den anden side af havet i Sverige og Norge, og han blev lovprist for de undere han udøvede.” I 1200-tallet mente man at han havde lidt martyrdøden, men beretningen om hans skæbne i Ribe Bispekrønike fra omkring 1230 er ikke meget oplysende.

"Så blev den frisiske præst Leofdan den første bisp i Ribe hvem den vantro hob forfulgte under hans prædiken og dræbte med spyd da han satte over en å. Men af de troende blev han begravet på den hellige jomfrus kirkegård, og over hans grav blev der rejst en opbygning. Senere hen blev han flyttet inden for kirkens mure, i den nordlige del af den over for koret, og i lang tid strålede han ved jærtegn, hædret med de dengang tilbørlige æresbevisninger."

Overleveringen om Liafdags hellighed er dog temmelig spinkel. Han optræder ikke i Ribe martyrfortegnelse som blev udarbejdet senere i 1200-tallet. Krønikens fortælling om denne bisp er nok blevet digtet på grundlag af Adams sparsomme bemærkninger om ham. Der findes ingen andre efterretninger om at Liafdag nogen sinde har sat sin fod i Ribe.

Den anden biskop fra 900-tallet Adam omtaler som missionær i Danmark, er Odinkar. Adaldag indviede ham egentlig til at virke i Sverige, men „han var også meget anerkendt i Danmark. Ved sin prædiken på Fyn, Sjælland, i Skåne og i Sverige omvendte han mange til den kristne tro”. Han synes at have deltaget i et kirkemøde i Dortmund i 1005, og hans missionærstatus fremgår af, at han var den eneste biskop dér som ikke havde et bispedømme. Han blev begravet i Bremens domkirke.

Adam forklarede sin usikkerhed omkring de danske bispesæder i 900-tallet på denne måde: „Jeg tror at årsagen er, at da der var tale om kristendom i et barbarisk land havde ingen af bisperne endnu fået tildelt et bestemt bispedømme, og at de hver især, efterhånden som de havde trængt sig ud i de yderste egne af landet for at udbrede kristendommen, ville stræbe efter at prædike Guds ord på samme måde for deres egne folk som for andres. Det lader også til endnu i dag at være skik og brug hinsides Danmark i hele Norge og Sverige.”

De danske bisper i 900-tallet var omvandrende missionærer uden faste tilholdssteder selv om en af dem nok var fast knyttet til Haralds hof. De var afhængige af Haralds støtte og rundhåndethed og havde brug for hjælp fra de jorddrotter som var gået over til kristendommen. De første overdragelser af jordegods til danske domkirker foregik i 1000-tallet. Tidligere ejede bisperne ingen fast ejendom, medmindre de som Odinkar var danske, og de havde ingen faste indkomster, først langt senere begyndte man at opkræve tiende. Selv de kirker hvor de holdt gudstjenester betragtedes som kongens eller stormændenes ejendom, alt efter hvem der havde ladet dem bygge.

Man havde brug for bisperne, men Harald har næppe modtaget tyske gejstlige med større gæstfrihed, især ikke efter tabet af Sønderjylland i 974. Det er betegnende at de to bisper der siden hen huskedes som missionærer i 900-tallets Danmark var friseren Liafdag og daneren Odinkar.

Haralds omvendelse betød afskaffelse af hedenske kulthandlinger, i hvert fald dem som kongen deltog i. Men en del mennesker holdt endnu en tid fast ved de gamle skikke, og kirken måtte i begyndelsen ofte gå på kompromis for at holde på de nyomvendte. Dette vides især fra Island. Da islændingene indvilligede i at modtage kristendommen som officiel tro fik man lov at fortsætte med visse gamle skikke, nemlig at spise hestekød, at blote (ofre) til guderne i hjemmet og at udsætte spædbørn. Mange daner kan på lignende måde have dyrket de gamle guder og ofret til dem på traditionel vis længe efter Haralds omvendelse. Hen imod slutningen af 900-tallet ser det ud til at danerne er holdt op med at spise hestekød, men forandringen er sikkert ikke sket pludseligt. Nye vaner udviklede sig over lang tid, og det varede længe før den kirkelige undervisning gav resultat, og kristendommen vandt magt over sindene. Kun langsomt gik man væk fra de hedenske begravelsesformer som først hen imod slutningen af 900-tallet var helt forladt. Overgangsperioden belyses klart af fundene fra begravelsespladsen på Fyrkat – et kongeligt magtcentrum som er anlagt mindst 15 år efter Haralds omvendelse. Det forhold at der er adskillige barnegrave og at ingen grave rummer hesteskeletter kan skyldes kristen indflydelse, men på den anden side er en del personer, især kvinder, blevet begravet på Fyrkat med personlige ejendele.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bisper og bispedømmer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig