I en Astronomisk Beskrivelse, udgivet af Lorentz Benedicht i 1594 ledsages skildringen af juni måned af et stik, der viser bønder, som klipper får. Over skyerne ses Krebsen, det himmeltegn, solen gennemløber efter den 22. juni.

.

For at komme et eventuelt genstridigt rigsråd i forkøbet afløste kongen egenmægtigt den 20. april 1624 alt hoveriet på Amager, og dagen efter gennemførte han ægtafløsningen på en række len.

Det fik rigsrådet til at reagere. På herredagen i august anmodede råderne kongen om at afskaffe arbejdspengene. De bønder, som var blevet pålagt afløsningssummerne, betalte mere, end de gjorde, når de blev pålagt skat, og skatterne var i forvejen svære at hente hjem. Og de bønder, der nu skulle gøre hele hovarbejdet alene, blev overbebyrdede. Kom der dyrtid, ville hele ordningen føre til ødegårde eller i det mindste uinddrivelige landgilderestancer, og i en krigssituation ville en forarmet almue være til liden nytte, selv om kongen umiddelbart fik flere penge i kassen. Endelig ville der mangle vogne, når fremmede gesandter kom til landet, eller når andre store transporter var fornødne. Men fastholdt kongen på trods af disse indvendinger sin beslutning, burde han i det mindste forhindre, at fattige folk både gjorde arbejdet og betalte afløsning, at de, der havde landgilderestancer, slap for den nye afgift, og at gadehusmændene fik en klækkelig nedsættelse.

Rigsrådets modvilje mod kongens eksperiment bundede givetvis i en faktisk forståelse for, at bønderne enten ikke orkede at betale arbejdspengene eller i hvert fald vægrede sig ved at erstatte hovarbejdet med penge. Hoveriet kunne ydes, uanset hvor få penge bønderne havde, mens en årlig pengeydelse krævede et overskud, hentet hjem gennem salg af gårdens produkter. I trange tider kunne det være mere end vanskeligt at skaffe klingende mønt, og bønderne vidste desuden af bitter erfaring, at pengeafgifter nemt kunne sættes op, når riget fattedes penge.

Rigsrådets protester mod kongens plan skyldtes imidlertid også lensmændenes egen uvilje – og råderne selv sad på de fedeste len. De skulle have besværet med at opkræve arbejdspengene, med at få en indskrumpet hovbondeskare til at klare avlsarbejdet på ladegårdsjorden og med at skaffe vogne og heste til de kørsler, der nu engang var nødvendige. Kongens afløsningsordning var således også en trussel mod lensmændenes egne indtægter af lenene. Deres beretninger i april 1623 om, at bønderne for Guds skyld ønskede at slippe for den nye ordning, stemte således helt overens med egne interesser. Bonden og den adelige lensmand kunne i denne sag danne fælles front mod kongemagten.

Christian 4. opgav imidlertid ikke ævred, men gik dog ind på at revidere de satser, han havde ladet udarbejde, da han erkendte, at nogle var sat for højt, andre for lavt. Til dette revisionsarbejde blev der udpeget nogle adelige kommissærer, som skulle rejse rundt til lenene for at bringe endelig skik på afløsningsordningen. For så vidt var det et dødfødt initiativ, eftersom det var lidet sandsynligt, at de adelige udsendinge, der tilhørte rigsrådsadelen, og hvoraf den ene tilmed var lensmand på Dragsholm, hvis bønder med selvsammes velsignelse havde vist sig særdeles modvillige, skulle nå til andet resultat end rigsrådet. Kongen kunne således næppe se frem til et for ham gunstigt resultat af kommissærernes sendefærd.

De kommissærer, der blev sendt til Skåne, takserede ganske vist i overensstemmelse med kongens ordre, men de gjorde samtidig opmærksom på, at bønderne ikke ligefrem var velvillige. Kommissærerne, der besøgte de sjællandske len, tog til gengæld tyren ved hornene og aflagde en fuldstændig afvisende beretning. De skildrede bøndernes armod len for len og dryssede lidt ekstra salt i kongens sår ved at bemærke, at adskillige bønder både betalte arbejdspenge og alligevel ydede ægt og arbejde som tilforn, og at mange bønder sikkert ville „indflytte på adelens gods”, hvor de var forskånet for sådanne udgifter. Og under alle omstændigheder ville det resultere i flere ødegårde, hvilket dels var til kongens skade, fordi han derved gik glip af indfæstningen, og dels medførte, at lensmanden måtte „nøde og tvinge vornede bønders sønner til samme gårde …”

De sjællandske kommissærer underskrev deres rapport den 29. december 1624. Kongen, der på det tidspunkt var optaget af sin forestående indblanding i Trediveårskrigene, reagerede ikke. Og da rådet midt under krigen, i juni 1626, atter en gang rykkede for at få arbejdspengene afskaffet, svarede kongen kort, at så længe han var ved fronten, måtte sagen stilles i bero.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bonde og lensmand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig