I sine hyppige breve til Grundtvig berettede sognepræst Peter Rørdam, Mern om det folkelige oplysningsarbejdes fremgang på egnen, og han spurgte til stadighed sin læremester til råds om stort og småt. I efteråret 1843 havde Rørdam to spørgsmål – hvilken tekst skulle han sætte som indskrift på døbefont og alter, og hvad mente Grundtvig der kunne gøres for at forbedre husmændenes kår.
I et senere brev så Rørdam ret mistrøstigt på frugterne af sin folkelige indsats. Han havde fortalt om Svenskekrigene 1657-60, og han mente egentlig, at bønderne ikke stod højere nu end deres forfædre dengang. De var kun interesserede i, at „landgilden og indfæstningen ej forhøjes”.
Og det klageskrift, som bondestanden i Danmark havde indgivet til Frederik 3., svarede til de adresser, 1840'rnes bønder forfattede. Man skulle blot rette stilen i den gamle bondeklage, så kunne man tro, den var forfattet af Peder Hansen, Lundby.
Peter Rørdam havde stræbt efter at vække almuen til at blive „folk” i Grundtvigs betydning af ordet. Men han mødte en bondebefolkning, hvor de aktuelle sociale og materielle spørgsmål overskyggede alt andet. Når denne befolkning nu i stigende grad blev vakt, var det ikke som folk, men som en klasse med særinteresser og krav til samfundet.
Fra 1820'rne havde de gudelige vækkelser mobiliseret dele af landbefolkningen, og det havde på det religiøse livs område ført til selvstændiggørelse og konfrontationer med statskirken og dens repræsentanter. De gudelige forsamlinger fortsatte ind i 1840'rne. Baptismen vandt indpas, bl.a. i Nordjylland, og stillede kirken over for spørgsmålet om tvangsdåb af børn af denne trosretnings medlemmer.
Andre steder blev forsamlingerne præget af Grundtvigs tilhængere, men tyngdepunkterne var som tidligere Vestsjælland, Fyn, dele af Østjylland og de vestlige Limfjordsegne. I første halvdel af 1840'rne kan man se en tilsvarende politisk mobilisering af landalmuen, ledet af mænd fra bondestandens egne rækker.
Også den politiske vækkelse førte til konfrontationer med myndighederne og med godsejerne. Ligesom der var egne, der var særligt præget af de gudelige forsamlinger, havde den politiske bondebevægelse i 1840'rne sine geografiske højborge. Centrum var Sjælland, hvor særlig det gamle Holbæk amt og den sydlige del af Præstø amt var politisk aktive. Det gjaldt også for Lolland-Falster og i noget omfang det sydlige Fyn. I Jylland var der tale om en mere spredt og mindre radikal politisk holdning blandt bønderne.
Nogle tog skridtet fra den religiøse vækkelse til aktiv politisk optræden i 1840'rne. Men det er ret få steder, man finder de gudelige forsamlinger og den politiske bondebevægelse side om side. Lolland-Falster var således stærkt præget af bondebevægelsen, men næsten uberørt af de gudelige vækkelser.
På Langeland var begge „vækkelser” aktive i 1840'rne, og begge appellerede til øens bondebefolkning. Men mens det fortrinsvis var gårdmændene, der sluttede sig til den politiske bevægelse, rekrutterede de gudelige forsamlinger her som andre steder deltagere fra alle lag og aldersgrupper i bondesamfundet.
1840'rnes bondebevægelse rummede et krav om endelig afvikling af det gamle godssystem og af bondebefolkningens underordning i forhold til den herskabelige myndighed. Der var derfor et nøje sammenfald mellem fæstevæsenets udbredelse og tilslutningen til den politiske bevægelse. Men der lå også i bevægelsen et mere alment krav om frigørelse og ligestilling med andre dele af samfundet.
Man ønskede således indført almindelig værnepligt, fordi den nuværende ordning rummede en negativ særbehandling af bondebefolkningen. Et andet krav var ophævelsen af den forskelsbehandling, der gjaldt for bondejord og jord under hovedgårde. Man krævede tiendepligten afløst og en ligestilling, når det drejede sig om beskatningen af jorden – idet jorden under hovedgårdene fortsat var begunstiget.
Det var politiske krav, der ikke på samme direkte måde udsprang af den hoverigørende fæstegårdmands eller af lejehusmandens forhold til sit gods og herskab. De vendte sig mod selve standsopdelingen af det danske samfund, hvor bønder og bondejord var pålagt byrder og forpligtelser, andre ikke kendte til. Opgøret med det traditionelle godssystem havde appel i de egne af landet, hvor størstedelen af bondebefolkningen fortsat var fæstere, men de mere almene, emancipatoriske krav havde lige betydning for fæstere og selvejere.
I mange egne af Jylland var kravene om fæstegodsets overgang til selveje og hoveriets afløsning irrelevante, fordi selvejendom var det almindelige. Det var ikke nogen tilfældighed, at spørgsmålet om indførelsen af almindelig værnepligt i særlig grad blev ført frem og drøftet i den nørrejyske stænderforsamling, mens man i Roskilde allerede fra den første samling i 1835 havde taget fat på kampen mod hoveriet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.