Bondebevægelsen tager form

Der var i slutningen af Frederik 6.s og begyndelsen af Christian 8.s regeringstid gennemført en række nye indgreb i landboforholdene, der imidlertid i alt væsentligt beskæftigede sig med forholdet mellem bondestanden og statsmagten og her på en række områder bidrog til større ligestilling mellem bønderne og andre samfundslag.

Vej forordningen af 1841 og en forordning om frikørsler 1844 befriede bondejorden for en gammel byrde – arbejdet på de offentlige veje og befordring af embedsmænd o.lign. – og overdrog forpligtelserne til kommuner og stat.

Derimod blev der ikke grebet ind i forholdet mellem godsejere og deres fæstere. En plakat om hoveriets fortsatte afløsning og en ny fæsteforordning respekterede godsejernes ejendomsret, og en jagtlov fra 1840 fastslog, at jagtretten tilhørte godsejeren, dvs. at godsejeren havde retten til at jage på sine fæsteres jorder.

Under en debat i stænderforsamlingen i Viborg i 1844 kunne A. S. Ørsted opsummere de bærende tanker i regeringens syn på landboforholdene. Ørsted medgav, at der var adskilligt at ordne med hensyn til bondestandens „offentlige” stilling, dvs. i forhold til staten og samfundet. Og han stillede i udsigt, at regeringen ville komme med et forslag til en ny værnepligtslov.

Men når der var tale om et indgreb i ejendomsretten, kunne regeringen ikke gå med. Regeringen ønskede retfærdighed for bondestanden og ville stræbe efter at sikre denne del af befolkningen rimelige vilkår. Men det var i det væsentlige allerede sket gennem arbejdet i Den store Landbokommission fra 1786: „Jeg har selv kendt de mænd, der stod i spidsen for den da iværksatte reform, og jeg har … stået i temmelig nær berøring med dem; men disse anså den reform, som da var tilsigtet, for fuldendt, og af den mening er også jeg.”

Over for denne indstilling stod bøndernes egen opfattelse af forholdene. De var i slutningen af 1830'rne blevet udtrykt gennem adresser til stænderne, hvor man både krævede afvikling af de særlige byrder og forpligtelser, der hvilede på bondestanden og -jorden, og lovindgreb, der beskyttede fæsterens interesser bedre over for godsejerne.

I et andragende fra Langeland fra 1838 beskrev man de mangler, der efter bøndernes opfattelse knyttede sig til fæstevæsenet i dets daværende form. Indfæstningssummen (det beløb, fæsteren betalte ved overtagelsen af fæstet) var vilkårlig og kunne være så høj, at den drænede bonden for hele hans driftskapital. Og døde fæsteren og hans hustru tidligt, var denne sum tabt for arvingerne.

Det var ganske vist almindeligt, at søn eller svigersøn kunne følge på gården, men godsejeren kunne forbigå arvingerne, og ved et nyt fæsteforhold kunne han stille krav om så høj en landgilde, som han kunne blive enig med fæsteren om. En søn kunne komme til at betale for faderens flid, og arvingerne fik ikke udbytte af de omkostninger, bonden havde lagt i forbedringen af drift og bygninger.

I det samme andragende bad man om en afløsning af hoveriet in natura mod en passende godtgørelse til godsejerne. Da det blev forelagt i Roskilde stænderforsamling, afviste flere det med den begrundelse, at man ikke kunne krænke ejendomsretten eller gribe ind i indgåede kontrakter. Gårdejer Hans Christensen, Vejstrup ved Svendborg, der fremlagde adressen fra Langeland, havde imidlertid en anden opfattelse.

Hoveriet var en af alle forhadt ordning, som det var ønskeligt at få afskaffet. Lige så vel som regeringen kunne tvinge godsejerne til at bortfæste deres fæstegårde og -huse, måtte den også kunne pålægge de samme godsejere at sælge fæstegodset til selveje eller at afskaffe hoveriet.

Denne opfattelse af de særlige retsforhold, der gjaldt for fæstegodset, blev på samme tid udbygget af den unge Orla Lehmann, der ved 50-års festen for stavnsbåndets ophævelse fremkom med sin tese om bondestandens historiske med-ejendomsret til fæstejorden (se afsnittet Ingen fest for stavnsbåndets ophævelse).

Den politiske bondebevægelse tog fastere form i de første år af 1840'rne. På det organisatoriske område var landkommunal-forordningen af 13. august 1841 en igangsættende faktor. Landet over opstod der i den følgende tid sammenslutninger af sogneforstanderskaber, hvor man skulle drøfte fælles anliggender.

I 1842 besluttede samtlige sogneforstanderskaber i Skodborg og Vandfuld herreder i det nordlige Ringkøbing amt at mødes fire gange årligt i Lemvig for at rådslå om, hvad der var til landets og bondens tarv. På Falster opfordrede et par bønder i efteråret 1842 en lokal prokurator til at være dem behjælpelig med at danne en kommunalforening, hvor man ikke blot skulle beskæftige sig med de kommunale sager, men også forberede og indsende adresser til stænderne.

Den 17. januar 1843 blev foreningen oprettet, og et halvt års tid senere tog den navneforandring til Falsters Landboforening, der skulle stå åben for enhver retsindig mand uden hensyn til navn eller beskæftigelse. Under navne som landbokommunalforeninger, sogneforstanderskabsforeninger eller landboforeninger oprettedes i disse år et antal tilsvarende foreninger landet over.

Organ for Københavns Amts Landkommunalforening blev bladet Almuevennen, der begyndte at udkomme fra nytår 1842. Det markerede fra begyndelsen sin opposition til det bestående styre og koncentrerede sig snart så godt som udelukkende om landboforholdene, i begyndelsen med udgangspunkt i det nyetablerede landkommunale liv. Bladet nåede vel ikke noget stort oplag – 6-800 – men det blev et virkningsfuldt talerør for den politiske bondebevægelse gennem 1840'rne.

Det fandt hurtigt sin særlige form, hvor linien var vendt mod embedsmænds og godsejeres overgreb mod bondebefolkningen. Bladets styrke var fremdragelsen af konkrete sager, som redaktionen gerne fulgte over flere numre. Almuevennen fremstår i den danske pressehistorie som det første rendyrkede interesseorgan, hvor indholdet redigeres konsekvent ud fra hensynet til et bestemt politisk program.

Almuevennen blev udgivet af skomager I. A. Hansen og skolelærer Rasmus Sørensen. De havde begge deres baggrund i gudelige forsamlingskredse, men omkring 1840 vendte de sig mod de aktuelle politiske forhold. I. A. Hansen blev den, der gennem 1840'rne prægede bladet. Hans speciale blev de landboretlige spørgsmål, som han dyrkede med stor ihærdighed og skarpsindighed i bladets spalter.

I februar 1843 udtrådte Rasmus Sørensen af bladets redaktion. Han var allerede i 1841 begyndt at rejse landet rundt og agitere dels for bladet dels for bondestandens politiske krav. I 1844 opgav han sin stilling som skolelærer i Venslev for at koncentrere sig om sin virksomhed som agitator. Han organiserede adresser til stænderne, agiterede for oprettelsen af en bondehøjskole m.m.

Man skulle stifte et aktieselskab til udstykning af herregårde. Hans rejseaktivitet blev finansieret af lensgreve F. M. Knuth, Knuthenborg, der dog standsede støtten, da aktieselskabsplanen kom frem. Den er heller ikke nævnt i et brev fra Rasmus Sørensen den 3. januar 1844:

"Efter en fra mig cirkulerende indbydelse til videre oprettelse og udvidelse af den svagt-begyndte landboforening for Øster-og Vesterflakkebjerg herreder, afholdtes i går i Fuglebjerg kro et møde, hvor vel et hundrede medlemmer omtrent var tilstede, af hvilke 57 lod sig tegne som medlemmer … Indbydelsen lød på at forklare denne landboforenings hensigt, som er – at deltage ved fælles understøttelse af alle foreningens medlemmer til kommunallivets fremme ved at virke på sogneforstanderskaberne og amtsrådet; at deltage til stænderlivets fremme ved at virke på stænderforsamlingerne ved andragenders indgivelse til det almenes vel i staten; at deltage i det økonomiske livs fremme i landboforeningens omegn, ved at oprette en lånekasse, stifte præmier til opmuntring for det økonomiske godes fremme, stifte kvægassuranceforeninger o.s.v. – og endelig at deltage til det intellektuelle livs udvikling ved at virke til oprettelse af læseselskaber eller aftenskoler."

Til Østifternes stænderforsamlinger indkom både i 1842 og 1844 et stort antal adresser ofte med mange underskrifter. På Falster skrev i 1844 omkring hver fjerde gårdmand eller husmand under på kravene om reformer i landbosamfundet og i bondens retslige stilling – i nogle meget aktive sogne mere end halvdelen af bønderne.

Af brevet til lensgreve Knuth fremgår det, at Rasmus Sørensen også agiterede for oprettelsen af mere økonomisk prægede sammenslutninger. Som en parallel til den egentlige bondebevægelse i 1840'rne stiftede man brandassuranceforeninger. I 1792 havde man fået en statslig brandforsikring for landbygninger, men indbo, kreaturer m.m. var ikke omfattet.

Fra 1830'rne begyndte man på landet selv at oprette gensidige brandkasser, der skulle assurere løsøret, som man kaldte besætning, redskaber, indbo m.m. Og på Sjælland kom flere af disse brandkasser til at virke som politiske foreninger ved siden af deres forsikringsmæssige opgaver.