Der er få billeder af bondepolitikerne fra 1840'rne, og dette fotografi af Jens Gregersen stammer formentlig fra 1850'erne. Hans landspolitiske karriere var kort, idet den indskrænkede sig til Den grundlovgivende Rigsforsamling. Men han var en af bondevennernes støtter i det aktive Holbæk amt, hvor der blev oprettet landkommunalforening i 1843 og i 1846 en brandforsikringsforening, der var ledet af bøndernes tillidsmænd. Jens Gregersen var den „sindige bonde”, der havde advaret J. C. Drewsen.

.

„Holbæks amtmand, der ser to husmænd hviske sammen.” Holbæk amt var den urolige del af Sjælland, hvor møder og demonstrationer – ikke mindst fra husmændenes side – gav anledning til bondecirkulæret af 8. november 1845. Corsaren kommenterede situationen i begyndelsen af det følgende år, og det lidt primitive træsnit afspejler den københavnske liberale opinions opfattelse, at regering og embedsmænd havde overreageret på episoder, der ikke rummede nogen trussel mod samfundsordenen.

.

Debatten i Roskilde stænder gav genlyd blandt landbefolkningen på Sjælland og Lolland-Falster. Præstø Amts Landkommunalforening, hvis sekretær og drivende kraft var Peder Hansen, Lundby, hyldede Drewsen og Balthazar Christensen, mens Lollands Landboforening beskyldte den deputerede P. G. Bang, der havde talt mod nedsættelsen af en landbokommission, for at have sluttet sig til godsejerne.

Fra Langeland henvendte man sig til Rasmus Sørensen og bad ham udarbejde en stor adresse til kongen, hvor alle bondekrav blev samlet under ét. Rasmus Sørensen opstillede fire punkter i et andragende, der blev stilet til kongen:

  • Indførelse af almindelig værnepligt.
  • Lige beskatning af hartkornet – men uden erstatning til det hidtil privilegerede.
  • Adgang for enhver fæstegårdmand og -husmand og lejehusmand til at erhverve gården/huset til selveje til en pris, der fastsattes af en offentlig kommission.
  • Afløsning af tienden – men således, at de hidtil tiendefri jorder skulle bidrage til afløsningssummen.

I afskrifter gik denne adresse i den følgende tid landet rundt og fik i alt 9824 underskrifter – forholdsvis flest på Lolland-Falster. Da den skulle afleveres i efteråret 1845, nægtede Christian 8. imidlertid at modtage den fremmødte deputation, og han lod forstå, at han misbilligede aktionen.

I Roskilde stænder havde repræsentanter for godsejerne krævet, at der blev sat en stopper for bondeagitationen. Den 20. februar 1845 meddelte Danske Kancelli de sjællandske amtmænd, at Rasmus Sørensen og Peder Hansen måtte formodes at rejse omkring for at ophidse landalmuen og få den til at indgive falske klagemål.

Man skulle derfor fra myndighedernes side foretage det fornødne. Peder Hansens virksomhed blev efterforsket i Ods Herred, mens Rasmus Sørensen blev sporet til Jylland, hvor han rejste med adressen. Begge tilkendegav gennem Almuevennen, at de ville fortsætte deres virksomhed. Den 30. juni indbød Holbæk Amts Landboforening til en stor folkefest på Ulkestrup Mark ved Kongsdal mellem Holbæk og Sorø.

Der mødte 6-800 bønder fra hele Sjælland, og festen blev – ligesom de danske og tyske fester i Sønderjylland – en ydre markering af bevægelsens styrke. Her talte Drewsen for bondestandens krav, og her trådte begge de mistænkeliggjorte agitatorer frem.

I Danske Kancelli overvejede man fortsat mulighederne for at gribe ind, da man blev opskræmt af indberetninger om uro blandt bønderne og ikke mindst blandt husmændene i Holbæk amt. Birkedommer Bang, Dragsholm birk, meddelte i et brev til sin slægtning, P. G. Bang, der nu indtog en ledende stilling i Rentekammeret, at Holbæk amt ville blive „det første, der stillede sig i marken, hvis et oprør skulle udbryde”.

På nogle godser havde husmændene holdt forsamlinger og krævet, at ugedagsarbejdet – hoveriet – skulle ophøre, og de var på Adelersborg udeblevet fra det arbejde, de skulle forrette.

I Holmstrup sogn sagde gårdmændene, når man var alene med dem, at husmændene ville gøre oprør. På Aggersvold havde fæsterne henvendt sig til godsejeren og forlangt selveje, og på Frydendal havde godsets bønder i flok og følge begivet sig til godsejeren og protesteret over, at han havde opsagt en enke med børn fra et lejehus – nu ville de falde bønderne til byrde.

Uroen førte til udstedelsen af det såkaldte bondecirkulære af 8. november 1845. Med henvisning til, at nogle personer havde forsøgt at bibringe bønderne falske forestillinger om deres stilling, og at bønderne nogle steder i samlet flok havde henvendt sig til godsejerne for at stille krav, så forbød man 1. at afholde møder om bondestandens retsforhold uden tilladelse fra den lokale politimester, og 2. at udensogns mænd deltog i sådanne møder, der af samme årsag aldrig måtte afholdes i købstæderne.

Bondecirkulæret vakte stor modvilje. Oppositionspressen protesterede, amtmanden over Ringkøbing amt anmodede forgæves om at blive fritaget for at kundgøre det i sit embedsområde, hvor alt var roligt, og Maribo amtsråd indsendte i foråret 1846 en ansøgning om, at det blev ophævet, i det mindste i denne del af landet.

Da Rasmus Sørensen med en deputation af bønder var i København for – forgæves – at overrække sin adresse til Christian 8., blev der afholdt festmåltid på skydebanen den 23. november, hvor bonderepræsentanter og nationalliberale talte for den endelige ligestilling af bønderne med de øvrige stænder.

I Almuevennen for den 24. december 1845 indbød Balthazar Christensen og J. C. Drewsen til dannelsen af et selskab, der skulle undersøge landboforholdene og arbejde for bøndernes emancipation. Den 5. maj 1846 konstitueredes Bondevennernes Selskab med kaptajn A. F. Tscherning som formand og med Christensen, Drewsen, skolelærer Asmund Gleerup, kaptajn N. F. Jespersen og Orla Lehmann i bestyrelsen, og kort efter offentliggjordes selskabets program i seks punkter:

  • En forbedring af skolevæsenet på landet.
  • Indførelse af almindelig værnepligt.
  • Ophævelse af al til jordbesiddelse knyttet kaldsret, jurisdiktion m.m. og lige hartkornsbeskatning.
  • Næringsfrihed for by og land.
  • Forbedring af husmandsklassens kår.
  • Fæstevæsenets overgang til selveje.

Hermed besegledes alliancen mellem bondebevægelsen og den nationalliberale opposition. Bønderne placerede sig nu klart blandt enevældens modstandere, og Rasmus Sørensen og Peder Hansen, der begge havde været forankrede i en tro på, at enevælden, som i 1788 kunne gribe ind og bryde godsejernes magt, blev underordnet den ny ledelse.

Regeringen, der den 12. maj 1846 måtte tilbagekalde bondecirkulæret, havde med dette så at sige puffet borger og bonde i armene på hinanden.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bondeuro og cirkulæret af 8. november 1845.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig