Ribe er en af Danmarks ældste handelsbyer, så gammel at dens oprindelse fortaber sig i det dunkle. Byens grundtræk er endnu i dag præget af en udbygning i 1200-årene. Havnen ligger ved åbredden og domineres af borgen (i billedets øverste højre side). Byen med domkirken er klart adskilt fra borgområdet. De buede gadeforløb skal antagelig ses som udtryk for en bevidst byplanlægning, hvor man har stræbt efter at fordele lyset ligeligt mellem husene, og gaderne er orienteret efter tre punkter: overgangen over åen, domkirken og havnen. Anlægget af vandmøller medførte store opstemninger af åen, som også gav byen et system af beskyttende vandgrave.

.

Tønder stadsret fra 1243 er en kopi af den samtidige lybske byret som hertug Abel, den senere konge, overlod byen. Her i et håndskrift fra 1300-årene der indledes med hertugens overdragelsesbrev.

.

Det middelalderlige Køges befæstning fandtes endnu i 1650'erne, da den svenske officer og fæstningsingeniør Erik Dahlbergh opmålte Køge (til venstre) for at give forslag til en ny befæstning af byen (til højre). Øst er opad. Voldgravens forløb på Dahlberghs kort er blevet bekræftet ved arkæologiske undersøgelser i 1970'erne. – Køges byplan er enkel, det store torv hvorpå der aldrig har været bebyggelse, åhavnen, og gader i svagt buede forløb næsten vinkelret på hinanden, orienteret efter havnen, kystlinien og mod portene Nørreport og Vesterport.

.

Sildetønde fra Skånemarkedet. Lübeck gennemførte en standardmærkning af alle tønder som videresolgtes fra denne by. Til den interne kontrol hørte at hver købmand satte sit mærke på hver tønde han havde haft med at gøre. Der var ca. 1000 sild i tønden omkring 1378. Det ved vi fra en klage engelske købmænd fremsatte mod Lübeck i dette år, da tyskerne havde fået lov til selv at salte på Skånemarkedet. Englænderne hævder at der nu ikke længere er mere end 900 sild i tønden, mod før 1000 eller endog 1200. Og tønden holder ikke længere end til påske, højst til pinse, fordi de blander ny og gammel sild. Tidligere holdt tønden altid et år. Klagen er sikkert ondsindet og misundelig snak, men tillader nok at slutte at det normale antal var 1000 og den normale holdbarhed et år.

.

Verdensøkonomien gjorde sig mest gældende i byerne. Danmark havde allerede ved midten af 1200-årene byer der var gamle. Sammen med de nye byer der blev grundlagt i løbet af 1200-årene kom disse byer til at ligne dem der fandtes i Nordfrankrig, Flandern og Nord vesttyskland. Det var her modellerne for tidens bymæssige økonomi fandtes, og Danmark blev deltager i Vesteuropas økonomiske udvikling på en mere jævnbyrdig måde end før.

Det var kongemagten der førte an i byernes tilpasning til verdensøkonomien. Det har kongerne gjort af hensyn til statens indtægter, men også som en reaktion på krav og forventninger der fandtes i de danske byers befolkninger. Rigets indbyggertal var 1200-årene igennem endnu i vækst, og folketallet i byerne er muligvis vokset endnu hurtigere end folketallet på landet, fordi byerne øvede en vis tiltrækningskraft på driftige gemytter.

Danske byer blev på kongernes bud klarere adskilt fra det omliggende land, deres virksomhed blev samlet omkring handel og håndværk, i den almindelige økonomi skete der åbenbart en vækst i anvendelsen af penge, og byerne blev i højere grad end de før havde været tilgængelige for fremmede.

Der har været danske byer så gamle og etablerede at de ikke var afhængige af hvad en enkelt herre eller konge forordnede.

Slesvig hvis byret er blandt de ældste i Danmark har været en sådan by. Ribe ved Vadehavet en anden og Lund i Skåne en tredje. Alle tre steder var kirkens ejendomme af afgørende betydning for alt hvad der foregik i det økonomiske liv, selv om kongemagten, der havde grundlagt kirken, fortsat gjorde sig gældende. Tilsvarende forhold gælder for stiftsbyen Roskilde på Sjælland og dens tvillingeby København. Men at kongemagten i 1200- og 1300-årene kom i bitter konflikt med en del af den danske kirke kom også til at mærke byudviklingen i flere af stiftsbyerne, enten således at striden udstraktes dertil, eller at udviklingen dér kom til at stå stille og økonomiske initiativer blev lagt andre steder hen.

Købstæderne i ly af de store rigsborge, Vordingborg, Kalundborg, Helsingborg, Nyborg og flere var helt afhængige af hvad der foregik på borgen, i hvis herres navn der udøvedes magt, og om borgen var genstand for væbnet konflikt. Disse byer var underbyer eller forstæder (suburbier) til borgene.

Andre havde deres eksistens i kraft af et torv. De var grundlagt som torvekøbinger, det kaldtes på latin villae forenses, af forum et torv og villa, der var betegnelsen for en mindre, tæt bebyggelse af en særlig retsstilling i forhold til oplandet. Den står i modsætning til en egentlig stad, civitas, som stiftsbyerne alle var, hvis borgere hedder cives og som har en fast etableret byret der kan være så gammel at dens oprindelse fortaber sig i det dunkle.

Torvekøbingerne var mere midlertidige. De kunne anlægges enten af kongen eller andre, blot disse havde realistisk mulighed for at skabe den fredelige beskyttelse af handelen der skulle til for at et torv eller marked kunne fungere og fremmede ville risikere at søge dertil. Ordet -købing indgår som bestanddel af mange danske bynavne, Nykøbing, Sakskøbing, Stubbekøbing, et forsvundet Høgekøbing og flere. Men langt flere af rigets mindre købstæder end dem der bærer selve navnet, har i deres grundlæggelse eller i perioder af deres tilværelse fungeret som købinger, dvs. udladningssteder for et områdes overskudsproduktion af landbrugsvarer, pladser med en lille, privilegeret købmands- eller håndværkerbefolkning, steder med beskyttede torverettigheder og en mere eller mindre ubegrænset adgang for fremmede.

Jo mere ubegrænset denne adgang var, jo mere bekostelig var den normalt for den fremmede, der måtte betale afgifter og alligevel kun havde en mådelig retslig beskyttelse. Den bofaste, privilegerede befolkning på sådanne steder stod helt anderledes stærkt når de skulle skaffe sig stjålne sager tilbage, eller hvis de selv stod anklaget, f.eks. for et drab, det kunne jo forekomme i de bedste familier. Her var retsforholdene normalt således, at den fremmede, selv om ingen forhindrede ham i at komme til byen og deltage i det økonomiske liv, gjorde klogest i at glemme de forurettelser han blev udsat for og flygte hvis han selv stod anklaget. For slet ikke at tale om, hvis han led skibbrud i danske farvande eller døde under et ophold i en dansk torvekøbing, så skulle hans arvinger være mere end heldige hvis de opnåede at få hans gods udlagt. Reglen om skibbrudent gods var at det kun måtte bjærges ved de danske myndigheders foranstaltning, mod betaling og på disse myndigheders betingelser, aldrig af købmanden selv. Og i tilfælde af dødsfald skulle kongens foged eller byen lægge beslag på den afdødes ejendele, formelt for retfærdighedens og sikkerhedens skyld, reelt i håb om at kravet ikke blev rejst i tide, nemlig inden for år og dag, dvs. et år og seks uger, hvorefter nemlig godset tilfaldt kongen. Sådant kaldte de fremmede købmænd efter deres begreber altid tyveri eller sørøveri, og de skrev klagelister der blev længere og længere, og som de kunne forhandle med kongerne om. Men handelen selv var så givtig at de ikke desto mindre kom igen det ene år efter det andet.

Sådan har forholdene været i de mindre byer langs Skånekysten mod Øresund og Østersøen, i købstæderne i Det sydfynske Øhav, byerne rundt om Fyn og fjordbyerne i Østjylland. Rundt om Sjælland og i Smålandsfarvandet har Skånemarkedet været så nær, at købstadhandelens former her ikke kunne undgå at blive påvirket af dette kraftfelt. Men Helsingør, Korsør, Skælskør og Køge har haft almindelig søgning uden for markedstiden.

Siden kong Abel som hertug af Sønderjylland i 1243 overførte Lübecks byret til byen Tønder, gjorde der sig en tydelig tysk påvirkning gældende i den danske bylovgivning, men meget snart bliver der selvstændige danske traditioner på området. De danske byer kommer til at ligne de tyske særlig ved at der indføres en rådsforfatning med et byråd ved siden af den kongeligt udnævnte foged, og ved at byen afsondres klart i forhold til det omgivende land. Men hvor udenlandske byer ofte blev stærke selvstændige magtfaktorer, vedblev de danske købstæder foreløbig længe at stå under kongens eller en anden herres overordnede myndighed. Hovedsagen var bestræbelsen på at samle udenrigshandelen på bestemte, særligt privilegerede stæder for at kongen eller en anden herre kunne tage afgifter af den.

Bønderne selv, og navnlig deres herrer, vedblev imidlertid at handle direkte med udlandet som de altid havde gjort, uanset hvor mange købstæder der blev anlagt. Bønderne og herremændene havde ofte selv skib, ligesom deres forfædre vikingerne havde haft det, og de tog gerne mod fremmede som gæster i handelens øjemed. Det kunne også ske lige i nærheden af en købstad. Kongen anlagde i 1288 eller noget forinden, købstaden Køge på sin forstrand neden for en gammel bondeby af samme navn, og han gav den Roskildes byret at leve efter, på den lidt ironiske baggrund, at den ret kongen nogle årtier tidligere havde givet Roskilde, havde borgerne dér nok ikke fået lov at bruge ret meget for deres meget nærværende herre, biskoppen. Men i Køge var kongen herre og her kunne den sættes i kraft. Det forhindrede dog ikke at den store herremand Bo Falk til Vallø i midten af 1300-årene havde de købmænd fra Stralsund som han handlede med hos sig som „gæster” på sin gård. De har sikkert også handlet i Køge, men her kun med de små producenter af landbrugsvarer.

I 1300-årenes almindelige ufred blev en række større danske landejendomme befæstet og der kom til at ligge små private borge rundt omkring i landet. Oftest er det i dag umuligt at finde ud af, hvem der byggede de enkelte anlæg, og hvorfor de ligger, som de gør, men de private borge kom til at ligge tæt, i visse egne er der en i næsten hvert sogn, men der er sjældent flere i samme sogn. Mange større og mindre herrer kæmpede mod hinanden, det gjaldt om at sikre sine besiddelser, hvor beskedne de end var, sin arbejdsstyrke, sine afgrøder og afsætningen af det produktionsoverskud der skulle sælges. Disse små borge blev ikke nær så stærkt befæstet som de store rigsborge, og det var meget forskellige terrænbestemte anlæg der blev taget i anvendelse når herremanden ville befæste en høj banke, en holm i en sø eller hvad det kunne være. Men de har tjent deres formål, at markere centrum i en stormands-families besiddelser og sikre denne enhed i produktionslivet mod omverdenen.

Det er i 1300-årenes godsøkonomi disse privatborge har deres væsentlige rolle at spille. Efter dette århundrede blev der ikke bygget ret mange nye, og de der fandtes blev ombygget eller befæstningerne fik lov at forfalde. Skriftlig efterretning om dem er for manges vedkommende gået tabt, og der mangler stadig både opmålinger og arkæologiske sonderinger, der kan godtgøre, hvor mange der virkelig har været af dem og hvor kort deres funktionsperiode normalt har været, hvad der kaster et særlig interessant lys over de få anlæg der er veldokumenteret i den skriftlige overlevering eller mere fuldstændigt arkæologisk undersøgt.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Byer og bondeland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig