Christian 4. og Corfitz Ulfeldt

Politisk stod kongen svagere end nogen sinde. Adelen havde frataget ham retten til frit at vælge, hvem han ville have som medlemmer af rigsrådet. Landkommissærerne, der var udpeget af adelen, administrerede flere og flere statssager. Og den slette økonomi gjorde det umuligt for kongen at handle på egen hånd.

Men til syvende og sidst var det Corfitz Ulfeldt, der i praksis satte kongen helt ud af spillet. Den svigersøn, han engang havde sat sin lid til som sin mand over for rigsrådet, begyndte at regere bag sin svigerfaders ryg.

I november 1644 klagede kongen over, at Ulfeldt havde aftakket 500 bådsmænd og dermed svækket flåden til god gavn for svenskerne og nederlænderne. Han hævdede desuden, at rentemestrene ikke fik lov til at udbetale penge på kongens ordre, uden at Ulfeldt havde givet sin tilladelse, ja, selv kongens skrædder kunne ikke gøre indkøb uden statholderens godkendelse. Og – hvad der var det allerværste – store summer gik uden om staten og „annammes af andre …” Det var Ulfeldts forretninger med storleverandørerne, kongen sigtede til. „Hvilket alt sammen ingen hofmester eller statholder tilforn havde understået sig at gøre”, konkluderede kongen.

Strengt taget burde alene den første anklage vedrørende svækkelsen af forsvaret have kostet Ulfeldt hovedet. I august, tre måneder før bandbullen mod Ulfeldts embedsførelse, havde kongen fået rigsrådet til at dømme admiral Peder Galt til døden, fordi han havde ladet den svenske flåde slippe ud af Kielerfjorden. Rigsrådet havde med dommen fulgt krigsrettens bestemmelser, men anmodet om og sikkert også regnet med, at admiralen ville blive benådet. Men kongen ville have afløb for sit had til den højadel, der holdt ham i bur, og huggede hovedet af Peder Galt.

Corfitz Ulfeldt bevarede hovedet, og han bevarede det koldt. Han lod, som om han blev fornærmet over kongens uretfærdige anklager og anmodede om øjeblikkelig afsked, samtidig med at han forsvarede sine dispositioner. Bådsmændene havde været syge, unyttige og alt for dyre og derfor kongen til liden tjeneste, og han belærte kongen om, at når indkomne penge ikke gik over statskassen, skyldtes det, at leverandørerne skulle have deres penge i en fart. I øvrigt var det korrekt, når kongen bemærkede, at det kun var få købmænd, der fik de store ordrer, men årsagen var den enkle, at pengeknapheden i al almindelighed medførte få leverancer.

Ulfeldts taktik lykkedes. Kongen kunne ikke tillade sig en regeringskrise midt under krigen, og Ulfeldt fortsatte som statholder og hofmester. Det gjorde gnidningerne mellem svigerfader og svigersøn også. Da kongen i efteråret 1645 kritiserede Ulfeldt for at have været for eftergivende ved fredsslutningen med Sverige, anmodede Ulfeldt igen om sin afsked, denne gang dog med den begrundelse, at han var syg. Kongen ville ikke acceptere sygemeldingen. Alligevel holdt Ulfeldt sig fra statsforretningerne og mødte ikke op i rigsrådet. Og Ulfeldt stod nu så stærkt, at kongen til sidst, i marts 1646, gennem kansleren måtte tilsige hofmesteren at møde i rådstuen sammen med de andre råder.

Det gavnede naturligvis heller ikke forholdet mellem kongen og Ulfeldt, at Leonora Christina havde besøgt sin moder. Kongen havde forbudt sine døtre at opsøge fru Kirsten. Alligevel har du „tilladt min datter Eleonoram at drage til moderen, fordi at hun ville forsørge hende med alle hånde, som hende manglede”, skrev kongen til Ulfeldt i slutningen af november 1645. Og da Leonora Christina ikke var den eneste af døtrene, der trodsede kongens forbud, anmodede han Sjællands biskop og to teologiske professorer om at tage stilling til, hvor vidt døtrenes besøg var i overensstemmelse med Den hellige Skrift. De tre kirkens mænd erklærede beredvilligt, at Skriften påbød børn at adlyde gudfrygtige forældre, og da Kirsten Munk ikke tilhørte denne kategori, gjaldt Bibelens bud i dette tilfælde naturligvis kun den kongelige fader.

Men såvel kongen som teologerne kom til kort. I midten af april 1646 fik døtrene en begrænset besøgstilladelse, og derudover måtte kongen indrømme Kirsten Munk en rejsefrihed, han ellers havde frataget hende. For Ulfeldt var dette udfald af striden mellem Kirsten Munk og kongen en vigtig politisk sejr, thi nu var vejen banet for en rehabilitering af hans svigermoder og dermed for en fuldstændig anerkendelse af fru Kirstens børn som ligeværdige med kongens og dronning Anna Cathrines.