Dagen før

Overskrifterne i de danske aviser den 8. april 1940 var alarmerende, navnlig i Nationaltidende, hvis korrespondent i Berlin var Jakob Kronika, og i Berlingske Tidende, der havde Helge Knudsen som medarbejder. De var nemlig blevet orienteret af legationsråd V. Steensen-Leth og kommandørkaptajn Kjølsen fra det danske gesandtskab om dettes kendskab til et eventuelt tysk overfald på Danmark.

.

Overskrifterne i de danske aviser den 8. april 1940 var alarmerende, navnlig i Nationaltidende, hvis korrespondent i Berlin var Jakob Kronika, og i Berlingske Tidende, der havde Helge Knudsen som medarbejder. De var nemlig blevet orienteret af legationsråd V. Steensen-Leth og kommandørkaptajn Kjølsen fra det danske gesandtskab om dettes kendskab til et eventuelt tysk overfald på Danmark.

.

Overskrifterne i de danske aviser den 8. april 1940.

.

Overskrifterne i de danske aviser den 8. april 1940.

.

Mandag den 8. april skrev Nationaltidende over hele forsiden, at freden i Norden atter en gang var i yderste fare. „Om et døgn eller mindre kan der være skabt en helt ny situation i Skandinavien”, hed det i berlinkorrespondentens artikel. Den havde sin baggrund i underretningen om, at troppetransporterne den 4. april havde forladt Stettin. Det lød dybt foruroligende; men end værre blev det, da det samme dag blev bekendt, at englænderne havde udlagt miner ved Norges kyst, at betydelige tyske flådestyrker sejlede gennem Store Bælt og endelig som det for Danmark mest ildevarslende, at en motorkolonne på 50-60 km længde var på vej fra Rendsborg til Flensborg.

Det måtte fra dette øjeblik stå klart, at krigen var rykket nærmere, selv om hovedmålet fremstod som Norge. P. Munchs udtalelser til den engelske gesandt samme dag kan tolkes således, at han forventede en tysk krænkelse af Danmarks neutralitet, og at den danske regering da ville nøjes med at protestere.

Om formiddagen mødtes Alsing Andersen med værnenes chefer. Navnlig troppekoncentrationen lige syd for den dansk-tyske landegrænse virkede foruroligende, og generalerne foreslog derfor hele sikringsstyrken på 54.000 mand indkaldt, indførelse af alarmberedskab og flyrekognoscering. Søværnet ønskede kystbefæstningens sikringsstyrke indkaldt tillige med 400 uddannede orlogsgaster til artilleriskibet „Niels Juel”, der var bemandet med rekrutter. Ved en konference hos kongen kl. 11.15 besluttede Stauning, Munch og Alsing Andersen at undlade indkaldelse af sikringstyrken for ikke at fremkalde tysk mistanke. De øvrige forholdsregler, der var af mindre rækkevidde, blev derimod vedtaget og gennemført i løbet af eftermiddagen; dog blev flåden aldrig sat i alarmberedskab, fordi viceadmiral Rechnitzer ønskede at undgå enhver provokation og i øvrigt fandt det umuligt at imødegå et tysk overfald.

Kl. 15.30 mødte den tyske gesandt Renthe-Fink op i Udenrigsministeriet for at appellere til P. Munch om ikke at foretage sig noget, hvis følgerne af den engelske mineudlægning forplantede sig til Danmark. „Det ville jo være det værste vanvid,” udbrød han bevæget, da udenrigsministeren talte om eventuelt at indkalde sikringsstyrken til øvelse. Ved dagens tredje ministermøde fik Munchs kolleger underretning om Renthe-Finks udtalelser. Det bestyrkede dem i overbevisningen om, at man ikke skulle foretage flere militære dispositioner. Politikernes grundlæggende princip var, at det for enhver pris gjaldt om ikke at provokere Tyskland. Det kunne kun føre til andet og mere end de begrænsede krav, der måske eller formentlig var på vej (såsom luftpassage, transit gennem bælterne eller base på Læsø). Og ligesom de militære chefer regnede de med en forudgående forhandlingssituation, og de havde ikke fantasi til at forestille sig et angreb uden varsel.

Ved en efterfølgende drøftelse med værnscheferne kl. 17 fik forsvarsministeren underretning om, at den tyske motorkolonne på 2400 køretøjer nu havde gjort holdt mindre end to km fra grænsen, og at 9000 mand skulle underbringes i Flensborg. General Prior bønfaldt ministeren om at indkalde sikringsstyrken og forskyde tropper til grænsen. Men Alsing Andersen var under indtryk af Renthe-Finks advarsler og ville derfor intet foretage. Tværtimod svækkedes nu beredskabet, idet højeste alarmberedskab kun opretholdtes for tropperne i Sønderjylland. For de øvrige blev den hævet kl. 17 for ikke at trætte soldaterne. De jyske enheders chefer blev adviseret om den truende udvikling, hvorimod Sjællandske Division fik direkte ordre til ikke at orientere de underordnede befalingsmænd om de tyske troppekoncentrationer og dermed muligheden for overfald. Heller ikke dér var tropperne i alarmberedskab, hvad der fik uoprettelige konsekvenser få timer senere. General Prior havde nok en forestilling om, at Danmark kunne blive genstand for et tysk angreb, men han satte det ikke i forbindelse med en aktion mod Norge. Ej heller troede han den 8. april, at overfaldet ville finde sted allerede dagen efter. Ingen fik noget at vide i søværnet, der herved mødte den 9. april uforberedt.

Munchs egen vurdering af de mange meddelelser var, at de tyske skibe var på vej til Norge, og at soldaterne ved Flensborg var beregnet til sikring for flyvepladser syd for grænsen.

Kl. 20 mødtes partiformændene med Stauning, Munch, Alsing Andersen og finansminister Vilh. Buhl. Mødet var præget af uhygge. Her blev de foregående dages begivenheder gennemgået, og alle de oplysninger, regeringen sad inde med, blev fremlagt. Det gjaldt således indberetningerne fra Berlin og Renthe-Finks udtalelser. Den konservative Halfdan Hendriksen rejste spørgsmålet om sikringsstyrkens indkaldelse. Ingen krævede dette. Venstremanden Oluf Krag fandt, at dette burde være sket på grundlag af indberetningerne den 4. og 5. april, men at det nu var for sent. Hans argumentation for ikke at gøre noget nu svarede i øvrigt til P. Munchs, nemlig at man kunne kalde lynet ned over sig, hvis tyskerne trods alt ikke havde ondt i sinde. Den konservative Henning Hasle spurgte, om regeringen ville sætte det forsvar ind, vi havde. Hertil svarede Alsing Andersen, at tropperne havde en forholdsordre, ifølge hvilken de skulle sætte sig til modværge, hvis en neutralitetskrænkelse fandt sted. Halfdan Hendriksen ønskede fastslået, at det var utænkeligt, at vi trådte ind i krigen på tysk side.

Socialdemokraten Hartvig Frisch havde allerede i november 1938 sagt, at Danmark i militær henseende ikke skulle være et pindsvin, men hellere skaldyr end bløddyr. Nu spurgte han: „Hvorledes vil det blive bedømt ude i verden, når vi ingen modforanstaltninger træffer, og hvordan vil det stille vort land i fremtiden?” Munchs svar var, at vi såvel som Norge havde ført neutralitetspolitik, fordi vi ingen magtmidler besad. Hartvig Frisch var ikke tilfreds med svaret og replicerede, at det var ham magtpåliggende, på hvilken måde et angreb blev taget fra dansk side. Resultatet ville utvivlsomt blive det samme, men udlandets bedømmelse ville sikkert afhænge af, hvordan vi reagerede. Over for denne deres partifælles tankegang reagerede Stauning og Buhl negativt ved at ryste på hovedet og udveksle sigende blikke.

I eftertiden er der opstået uenighed om, hvor klart Alsing Andersen havde redegjort for især general Priors ønsker. Det var dog ikke væsentligt for mødets forløb. Det afgørende var, at ingen stillede krav om flere militære foranstaltninger end dem, der var iværksat. Bordet rundt var motiverne forskellige. Nogle mente, at det ikke ville være til nogen nytte, andre, at det var for sent, men for alle gjaldt vel, at man ikke ville provokere tyskerne.

Efter mødet med partiformændene holdtes dagens fjerde ministermøde kl. 21.30 efterfulgt af flere rådslagninger mellem udenrigsministeren og forsvarsministeren og deres nærmeste rådgivere. De sidste efterretninger blev gennemgået, men de føjede intet nyt til det eksisterende billede. Hærens afdelinger var stadig opstillet i mobiliseringsenheder og ikke i kampformationer ved de steder, hvor der kunne påregnes landgang. General Prior tog efter en opslidende dag til sin tjenestebolig i Kastellet, hvor han med nød og næppe undgik at blive tilbageholdt af tyskerne næste morgen. General Gørtz tog hjem til Hellerup for at sove, og han blev arresteret af tyskerne på vej til Krigsministeriet den 9. april. Alsing Andersen, Krigsministeriets direktør og marinens chefer overnattede derimod i deres kontorer på Slotsholmen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Dagen før.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig