Danerne og deres „mark”

På lignende måde kan man forestille sig at også Fyn har været underlagt samme hersker, eller i hvert fald at øens egne magthavere har anerkendt naboens overherredømme. Det menes at den danske konge i 815 trak sig tilbage til Fyn for en frankisk hær; men andre efterretninger om den tids politiske forbindelser mellem Jylland og øerne har vi ikke. Vor viden rækker kun til at fastslå, at allerede i 800-tallet betragtedes det område som dansk der udgjorde det senere middelalderlige kongerige Danmark. Dette betyder ikke nødvendigvis at hele dette landområde var politisk forenet. Men rimeligvis har i hvert fald nogle danske herskere haft magten i store dele af det, ja muligvis i hele landet. I begyndelsen af 800-tallet beherskede kong Godfred ikke alene Jylland, hans herredømme anerkendtes også i det sydlige Norge og formodentlig også i Skåne. Jyllands magthavere kunne takket være den heldige beliggenhed let kontrollere trafikken mellem Østersølandene og det vestlige Europa; det gav dem indflydelse i hele Skandinavien. Et tidligt dansk overherredømme i landene omkring Kattegat kan måske forklare hvorfor det oldnordiske sprog i middelalderen endog på Island omtaltes som „den danske tunge”.

Også navnet Danmark skyldes danerne. Det nævnes første gang i Ottars og Wulfstans rejsebeskrivelser som er skrevet i 800-tallet. Wulfstan var vistnok englænder, mens Ottar hørte hjemme langt nordpå i Norge. Korte rids af deres rejser blev medtaget i en engelsk oversættelse af den verdenshistorie som den spanske gejstlige Orosius skrev i begyndelsen af 400-tallet. Oversættelsen blev lavet til kong Alfred og er bevaret i et manuskript fra tiden kort efter hans død 899. Dette enestående glimt af det tidlige Skandinavien vil vi vende tilbage til siden hen. Her er det nok at notere, at for Ottar var Halland og Bohuslen dele af Danmark, og at begge de rejsende meddelte at øerne øst for Jylland tilhørte Danmark. Hvis ordet „mark” betød grænse eller grænseområde, hvad meget taler for, vil den rimeligste forklaring være at den danske „mark”, Danmark, bestod af øerne og det vestlige Sverige, nemlig Skåne, Halland og måske Bohuslen, mens danernes eget land lå i Jylland. Dette stemmer fint med andre omtaler af danerne i forbindelse med Jylland, f.eks. Alcuins beskrivelse af Ongendus som danernes hersker og Ottars eget udsagn om at Hedeby i Jylland var dansk. Allerede den gamle byzantinske historiker Prokopios fra 500-tallet fortæller i sin beskrivelse af herulernes vandringer, at de passerede Dani-folket før de drog over havet til Thule, hvilket vil sige den skandinaviske halvø, hvor de slog sig ned ved siden af gauti, göterne. Navnet Danmark forekommer på begge Jellingstenene. Det er et spørgsmål om Gorms sten virkelig er rejst af Gorm (ses. 221). Haralds påstand om at han „vandt sig al Danmark” er en overdrivelse, men der er ingen tvivl om at han vandt herredømme over i hvert fald en del af „Danmark” øst for Storebælt og derved satte skred i den udvikling som flyttede tyngdepunktet i det danske kongerige til Sjælland og Skåne – derhen hvor „Danmark”, altså grænseområdet, hidtil havde ligget; sådan gik det til at navnet efterhånden kom til at gælde hele kongeriget.

Den tidlige historie om danerne og deres „mark” er og bliver dunkel. Kilderne fortæller mest om kongerne og kun lidt om folket. Men forhåbentlig kan vi ved arkæologiens og stednavneforskningens hjælp få noget at vide om landet og om de måder hvorpå folk udnyttede det. Måske kan vi endda erfare lidt om danernes tanker og idealer og få en smule at vide om hvordan de opfattede deres tilværelse og hvordan deres forhold i liv og død var til den overnaturlige verden.