Danmark: et industriland, et landbrugsland - eller et socialistisk land?

F. L. Smidth & Co. havde næsten monopol med hensyn til cementproduktion og havde en stærk stilling inden for maskinproduktion med Københavns næststørste maskinfabrik. Lederne af denne store koncern var efter F. L. Smidths død i 1899 de to dynamiske ingeniører Poul Larsen og Alexander Foss, der på linie med B & W's ingeniører tegnede den nye industriledertype herhjemme. De forenede højt udviklet teknisk indsigt med forretningssans og en ny selvbevidsthed hos det industrielle borgerskab over for andre erhvervsgrupper. Med Foss som centrumsfigur arbejdede de på baggrund af den massive industrielle vækst for en stærkere organisatorisk og politisk placering af erhvervet.

Foss havde været medstifter af Ingeniørforeningen og kastede efter århundredskiftet sin kolossale arbejdsevne og handlekraft ind for at styrke industrien i Arbejdsgiverforeningen, hvor håndværksmestrene og entreprenørerne hidtil havde været de stærkeste grupper. Han blev i 1903 formand for Foreningen af Fabrikanter i Jernindustrien i København og året efter for den landsdækkende sammenslutning af „jernmænd”. Trods modstand fra håndværkerne fik han styrket industriens repræsentation i Arbejdsgiverforeningen og fik oprettet afdelingen Industrifagene inden for foreningen i 1906. Han var i en lang årrække medlem af foreningens hovedbestyrelse og stod her som repræsentant for de eksportorienterede brancher for en hård forhandlingslinie i forhold til arbejdernes organisationer.

Sin største organisatoriske indsats ydede Foss dog som medstifter af Industrirådet i 1910 og som dets formand i årene 1911 til 1920. Det blev til ved en splittelse af den 80 år gamle Industriforening, der trods sit navn havde langt flere håndværkere end industridrivende som medlemmer, og som ikke med nogen kraft repræsenterede industriens interesser. Bag rådet stod hele den store industri eller „skorstensbaronerne”, som det hed i et af de ophidsede debatindlæg fra håndværkerside. Men Industrirådet var frem for alt en interesseorganisation over for statsmagten og landbruget. Efter industrifolkenes mening varetog venstreregeringerne alt for massivt landbrugets interesser på industriens bekostning.

Det blev Alexander Foss, der gav Industrirådet dets profil og gennemslagskraft i det første tiår, og han lagde hårdt ud med en åben udfordring til landbruget og dets stilling som førende erhverv.

I 1912 holdt Alexander Foss i Industriforeningen et foredrag med titlen „Danmark som industriland”, hvor han udfoldede en vision af Danmarks udvikling frem til omkring 1950. På det tidspunkt ville industri og håndværk have overfløjet landbruget som landets førende erhverv med hensyn til både beskæftigelse og produktion. Grundlaget for hans profeti var en fremskrivning af de foregående årtiers befolkningsvækst og fordeling på erhvervene. Landbruget ville ikke være i stand til at opsuge den øgede arbejdskraft, og valget ville da stå mellem udvandring, voksende fattigdom eller intensiveret industrialisering.

Det havde været et klassisk dogme, at Danmarks lykke var bedst forvaltet ved, at landet forblev et landbrugsland, fordi vi derved undgik den sociale elendighed, der kendtes i de store industrilande. Denne tankegang undergravede Foss ved meget forudseende at hævde, at industriel fremgang ikke nødvendigvis betød en sammenhobning af befolkningen i store byer. Kommunikationsmidlernes rivende udvikling gjorde det muligt at sprede virksomhederne og dermed befolkningen ud over landet, så „en industriarbejder ikke i fremtiden behøver at være identisk med byboer, og landboer just ikke det samme som agerdyrker”.

Når Foss kunne være så optimistisk på industriens vegne, skyldtes det, at en række forudsætninger, der havde været til stede i den tidlige industrialisering i England og Tyskland, var ved at blive elimineret. For det første var de enkelte landes afhængighed af egne råstoffer ved at blive drastisk mindsket, også i de store lande. Alle industrier skulle hente råstoffer fra andre verdensdele. Det var muliggjort ved revolutionen inden for transportmidlerne, og her stod Danmark stærkt med sin udviklede skibsfart og gode havne. For det andet var vi ved at have rigelig med arbejdskraft, og hvad kvaliteten af denne angik, havde vi „uden overdreven selvros lov til at regne os danske som relativt gunstigt stillede”.

De danske arbejdere var både velstillede og dygtige, og på det teknisk-videnskabelige område var der med Foss' egen generation af ingeniører udgået fra Den polytekniske Læreanstalt nået „et smukt standpunkt”. Rosenrødt var det hele dog ikke, for

"det synes at være en gammel svaghed i den danske karakter ikke at kunne spare … Store dele af befolkningen føler slet ingen forpligtelse i så henseende, men kaster ansvaret for deres fremtid over på samfundet, hvis de overhovedet tænker på fremtiden under andet synspunkt end stigende indtægter … Vor hele moderne sociale lovgivning synes at have den højst uheldige virkning at den undergraver spareevnen og sætter præmie på forbruget …"

Denne nationale skavank burde dog ikke hindre, at industrikapitalen satte ind på at opbygge en eksportindustri, fordi hjemmemarkedet var alt for lille. Her lå samtidig gode muligheder for et samarbejde med landbruget, hvis yderligere mekanisering kunne give et spring fremad. Men vi skulle være på vagt og ikke blot producere „kopier af, hvad amerikanerne laver, vi må gå i spidsen”. Foss sluttede med en opfordring til samarbejde mellem landbrug og industri, men det fordrede, at landmændene ophørte med at betragte „os industrimænd som en slags uvedkommende udlændinge”.

Foss' indsigt i det danske samfund affødte her en næsten profetisk forudsigelse af den industrialisering, som Danmark gennemløb fra 1950'erne. I samtiden vakte den dog en heftig debat og i Iandbrugskredse noget nær bestyrtelse. Et svar udeblev da heller ikke. Året efter tog en repræsentant for det store landbrug, forpagter Christian Sonne, til genmæle. Han forsøgte at undergrave det statistiske grundlag for Foss' spådomme og nåede frem til, at landbruget sagtens kunne opsuge befolkningstilvæksten. Både tendensen til udstykning og „den genvakte tillid til jordens evne til at honorere landbrugsarbejdet” ville sikre dette. Han anerkendte industriens store fremgang, men troede ikke meget på en yderligere mekanisering af selve landbruget. Landboerne kunne med „en vis standstilfredsstillelse” pege på, at de med deres eksport finansierede importen af råstoffer til industrien. Og landbruget „vil i den fremtid, vi er henvist til nærmest at beskæftige os med, sikkert i det store og hele fortsætte sin nuværende produktionskurs. Den har nemlig stået sin prøve og er solid nok”.

På landbrugernes fane stod stadigvæk indskriften „Danmark som Landbrugsland”. Denne polemik om Danmarks fremtid fik en efterskrift fra en noget uventet kant. Den marxistiske historiker og socialdemokrat Gustav Bang angreb i 1914 begge parter for kun at anskue problemet ud fra de „udbyttende” klassers synspunkter. Arbejderspørgsmålet stod de komplet ligegyldige overfor, skønt det var arbejderne, der frembragte størstedelen af samfundets produktion.

Bang analyserede Danmarks placering ud fra en centrumperiferi model, hvor han fandt, at vi endnu i lang tid ville befinde os imellem de helt overvejende industrilande i verdensudviklingens centrum og de rene agrarlande i periferien. I vor mellemposition ville landbrug og industri endnu længe kæmpe om overtaget. Hans pointe var, at den gensidige afhængighed mellem landbrug og industri stadig ville øges. Og for ham var der ikke tvivl om, at „en sådan sammendragning af landbrugs- og industrivirksomheden til en organisk helhed” ville være det sundeste for Danmark.

Det afgørende var imidlertid ikke kampen mellem de to erhverv, men hvorledes betingelserne ville blive for arbejderklassens befrielse fra den kapitalistiske udbytning. Forarbejderne handlede det om at fjerne de sociale og kulturelle skyggesider i både landbrug og industri og dermed lette overgangen til den „fuldt harmoniske socialistiske samfundshusholdning”.

På tærsklen til 1. verdenskrig gav Alexander Foss sikkert ganske utilsigtet anledning til, at modsætninger og brydninger mellem tre af det danske samfunds hovedgrupper, industriborgerskab, landbrugets besiddende klasser og arbejderklassen, blev trukket skarpt op.