Danmark og den kolde krig

Straks efter befrielsen påbegyndtes en genopbygning af det danske forsvar. Man stod på grund af besættelsesmagtens ran på bar bund, og opgaverne var omfattende: bevogtning af grænsen og af flygtningelejrene, minerydning, en dansk brigade i Tyskland og tropper på Bornholm til afløsning af de russiske. Grundlaget for forsvaret var 1937-loven, men selv med meget betydelige ekstrabevillinger var den helt utilstrækkelig. En forsvarskommission blev nedsat i 1946, men den gik hurtigt i stå. Ikke kun fordi de beløbsrammer, man så foran sig, virkede uopfyldelige, men måske nok så meget, fordi det var svært at se, i hvilken sammenhæng et dansk forsvar skulle indpasses. Vi havde nok tilsluttet os De Forenede Nationer, men denne organisation stillede ikke bestemte krav til medlemslandene. Vor „brobygningspolitik” mellem øst og vest var i realiteten en fortsættelse af neutralitetspolitikken.

Mens man i den glade sommer 1945 havde hengivet sig til troen på en farefri fremtid, begyndte det snart at trække sammen til en øst-vestkonfrontation. På nær Tjekkoslovakiet gik de østeuropæiske lande i 1947 under indflydelse fra Sovjetunionen over til kommunistisk etpartistyre. Den danske hær krævede på denne baggrund midler til at udruste en mobiliseringsstyrke på 400.000 mand. Men hvem var den potentielle fjende? Da Hans Hedtoft i januar 1948 blev spurgt, om vi skulle placere os i øst- eller vestblokken, svarede han: "Vi skal overhovedet ikke placere vort land i nogen blok."

Ikke desto mindre havde Danmark siden 1947 med en brigade på 4000 mand deltaget i besættelsen af Tyskland. Det var en tak for Englands kamp for Danmarks befrielse, og brigadens tilstedeværelse i den engelske zone solidariserede os med englænderne.

I slutningen af februar 1948 kulminerede udviklingen hen imod russisk dominans i Østeuropa. Også i Tjekkoslovakiet overtog kommunisterne nu magten. En sovjetisk blokade af Berlin forberedtes for at presse de vestallierede ud af byen. Samtidig tilbød Stalin præsident Paasikivi i Finland en venskabs- og bistandspagt. I de sovjetiske medier blev Danmark angrebet for at gå vestmagternes ærinde. I Danmark var nervøsiteten stor. Den 1. marts 1948 udstedte forsvarsminister Rasmus Hansen et direktiv om opstilling af et forsvar, der i tilfælde af konflikt skulle forsvare dansk neutralitet. Men den økonomiske ramme var så snæver, at der kun var tale om et symbolforsvar. En uges tid senere blev dette oplæg da også betragtet som forældet. Der gik nu rygter om, at både Norge og Danmark kunne komme under sovjetisk pres i form af et „tilbud” om en pagt, og den 10. marts blev den tjekkiske udenrigsminister Jan Masaryk, søn af den tjekkiske republiks grundlægger, fundet dræbt i Czernin-palæets gård i Prag. Virkningen i Vesteuropa var næsten chokagtig.

Kuppet i Prag og de mange rygter samt frygten for, hvad vore hjemlige kommunister kunne finde på, foruroligede i højeste grad de danske politikere. Allerede fra begyndelsen af marts samledes med korte mellemrum en „hjernetrust” bestående af landets sikkerhedspolitiske spidser under ledelse af Hedtoft for at drøfte, hvad der kunne gøres for at styrke det svage danske forsvar og imødegå et angreb, hvad enten det kom udefra eller indefra. I denne situation opstod den såkaldte „påskekrise” – ikke at forveksle med den parlamentarisk-politiske krise af samme navn i 1920. Den var en række beredskabsforanstaltninger til afprøvelse af det danske kupberedskab og ikke skabt af frygt for, at russerne var lige ved at besætte landet. Det var et signal til amerikanerne om, at vi mente det alvorligt med at forsvare os, til de andre nordiske lande, at de i en nordisk forsvarsalliance kunne regne med os, og til vore hjemlige kommunister, at de ikke skulle kunne regne med at gennemføre et kup. Kort sagt: Ingen ny 9. april. Man var godt i gang, da ambassadøren i Washington, Henrik Kauffmann den 15. marts sendte ambassaderåd Povl Bang Jensen hjem med den melding, at den danske neutralitetspolitik for eller siden ville lide skibbrud. „Danmark bør træffe sit valg, uanset hvilke katastrofer dette i første instans vil medføre”. Den konklusion var forsvarets ledende folk allerede kommet til forinden. Den 17,-20, marts var Hedtoft i Stockholm, hvor den norske statsminister lod forstå, at Norge ligesom Finland kunne risikere at blive pånødet en aftale med Sovjet. Alle var klare over, at uden hjælp udefra, dvs. fra USA, havde Danmark ingen chancer. Fra Washington lod meldingen, at hvis man ønskede hjælp, måtte man melde klart ud og vise klar vilje til at forsvare sig. De skandinaviske lande burde danne „en indbyrdes defensiv alliance” eller bedre „uden tøven slutte sig til femmagtspagten”, der just i de dage blev dannet mellem England, Frankrig og Benelux-landene.

Udviklingen fik regeringen til i marts 1948 at oprette en forsvarsstab for alle tre våben og i sommeren 1948 ved lov at søge etableret statsligt hjemmeværn på 100.000 frivillige. Herved regnede man også med at kunne få kontrol med de mange våben fra frihedskampen, som medlemmerne af de frivillige hjemmeværnsforeninger rådede over. Kun Socialdemokratiet, Venstre og konservative stemte for loven.

Sideløbende hermed arbejdede Hans Hedtoft energisk med at tilvejebringe en bæredygtig dansk udenrigspolitik. I marts 1948 havde England, Frankrig, Belgien, Holland og Luxembourg søgt sammen i den såkaldte Vestunion. Tilnærmelsen mellem den og USA var begyndt. Hedtoft ønskede ikke, at Danmark skulle søge tilslutning til denne forsvarsalliance. Han vendte sig i stedet til Norge og Sverige i håb om, at Danmark kunne formidle etableringen af et nordisk forsvarsforbund. Om et sådant kunne man måske håbe at samle alle danske partier inklusive de radikale. Og selv om DKP ville gå imod, måtte man antage, at Sovjetunionen foretrak et nordisk forbund frem for dansk medlemskab af Vestunionen. Venstre og konservative og tidligere modstandsfolk krævede under slagordet „Aldrig mere en 9. april”, at Danmark oprustede og sørgede for at komme ud af sin isolerede stilling.

Men Norges og Sveriges interesser var ikke de samme. Norge trak på grund af sin beliggenhed ved Atlanterhavet og sine skibsfartsinteresser mod vest. Sverige ville ikke opgive sin traditionelle neutralitetspolitik, som havde holdt landet uden for to verdenskrige. Svenskerne mente også, at et nordisk forsvarsforbund med tilknytning til Vesten ville øge det sovjetiske pres på Finland. Endelig var der, hvad den svenske statsminister Tage Erlander kaldte Norges „sverigeskomplekser”, dvs. bl.a. uviljen mod den tyske transittrafik gennem Sverige til Norge under besættelsen og mod unionsfællesskabet med Sverige indtil 1905. I øvrigt var der blandt de svenske politikere uenighed om holdningen til de nordiske forsvarsplaner, f.eks. om de krav der skulle stilles til Norges og Danmarks oprustningsniveau. Heller ikke nordmændene var helt enige indbyrdes, udenrigsminister Halvard Lange og forsvarsminister Jens Chr. Hauge gik mod vest, mens statsminister Einar Gerhardsen var parat til at følge Hedtoft langt.

Et nordisk forsvarsforbund skulle med den svenske udenrigsministers ord være „forudsætningsløst”, mens Norge ønskede det tilknyttet Vestunionen. Den norske udenrigsminister gjorde meget hurtigt dette klart. Men Hedtoft fortsatte sine bestræbelser som den ærlige mægler mellem Sverige og Norge. I september besluttede de tre nordiske udenrigsministre at fortsætte undersøgelserne, en skandinavisk forsvarskomité blev etableret, og i december 1948 bekræftede de nordiske statsministre i Uddevalla, at man ønskede en nordisk regionalpagt inden for FN's rammer. Men Halvard Lange erklærede, at en sikkerhedspolitisk løsning, der rakte ud over Nordens grænser, var nødvendig, hvilket Sverige stadigvæk ikke kunne godtage. Udenrigsminister Gustav Rasmussen karakteriserede det nordiske samarbejde som et spørgsmål om cirklens kvadratur.

Bedre blev det ikke af, at både de norske og danske medlemmer af forsvarskomiteen anså det for nødvendigt, at der allerede i fredstid blev truffet aftale om vestlig hjælp til et nordisk forbund. Efter hektiske møder i Karlstad, København og Oslo i løbet af januar 1949 var alle muligheder udtømte. Sverige ønskede fortsat et fritstående forbund, Norge tilknytning til vestmagterne. Kløften var uoverstigelig.