Danskere i krig

Krigen skabte store sociale belastninger for brede kredse i det danske samfund. De tungeste byrder blev imidlertid lagt på skuldrene af de næsten 200.000 dansksindede, der boede i de slesvigske områder syd for Kongeåen. Som borgere i et krigsførende land, hvis nationale interesser de ikke delte, befandt de sig pludselig i en krigssituation, der fordrede ubetinget loyalitet. De tyske myndigheder var i dagene omkring krigsudbruddet skeptiske over for de danske sønderjyders vilje til at deltage i Tysklands krig. Med rigsdagsmand H. P. Hanssen i spidsen blev godt 100 af de danske ledere interneret som mulige „indre fjender”. H. P. Hanssen blev løsladt efter en dag, men for de øvrige gik der næsten seks uger, før de slap fri og da først efter underskrivelsen af en erklæring om ikke at udvise ikke-tysk sindelag.

Den dansksprogede presse var forbudt i tre uger og blev, da den igen kunne udkomme, på linie med den øvrige tyske presse underkastet censur, og der blev jævnlig givet redaktørerne påbud om at bringe bestemt stof. Blev dette ikke efterlevet, ramtes bladet af forbud. Det tidligere så rige nationale og kulturelle foreningsliv blev helt standset og den indbyrdes kontakt imellem danskerne henvist til uformelle sammenkomster.

Hvis de tyske myndigheders indgreb bundede i tvivl om de dansksindedes loyalitet, måtte de i hvert fald hurtigt erkende, at stort set alle de unge mænd, der under mobiliseringen den 1. august 1914 blev indkaldt, mødte ved deres tyske enheder. Enkelte undslap krigstjenesten ved at flygte over grænsen til Danmark, men i løbet af krigen deltog mere end 30.000 unge danske sønderjyder i tysk krigstjeneste. Mange af dem måtte døje chikane fra deres tyske overordnede, som f.eks. indskrænkning af orlovsmulighederne, forbud mod at tale dansk indbyrdes og bruge dansk i brevene hjem. Men som det fremgår just af disse breve, blev de hurtigt accepteret af deres tyske kammerater, og adskillige blev dekoreret.

I hundredvis af disse sønderjyske soldaterbreve blev offentliggjort i den danske presse syd for grænsen, i dele af den hjemlige presse og i bogform i meget store oplag. Skønt de tydeligvis var underkastet både censur og selvcensur, giver brevene et stærkt indtryk af soldaternes liv ved fronterne og de tanker, der blev affødt af sammenstødet mellem fordums tryghed og krigens grusomme virkelighed. De er præget af både længslen efter hjemstavnen og stoltheden over at gøre deres pligt, selv om det er for Tyskland. De oplevede sig selv som „helstøbte mænd”, opfyldt af pligttroskab og jysk stædighed, der under krigsforholdene viste sig „som mod og beslutsomhed”. Deres iagttagelser rækker fra de små dagligdags ting til eksistentielle betragtninger over liv og død og tilværelsens mening.

En brevskriver berettede fra fronten i Flandern i maj 1915 om de „betydelige forskydninger i de sjælelige anlæg”, der foregik i felten:

"Miljøet præger os. Alene dette at vi fører en ren mandfolketilværelse, at vi er revne ud af hjem og arbejde og så godt som fuldstændig må savne kvindernes og børnenes selskab, sætter sit præg på os. Vi er ikke mere borgere og familiefædre, men krigskarle. Hvor gør det godt at komme til befolkede egne og se børnene lege ved vejen. Ja, i går blev jeg helt hjertegreben ved at møde en so med et kuld grise, som vi havde taget til fange. Det var noget af en oplevelse at se en moder, selv om det kun var en so. Og så omgivelserne og håndteringen! Hvor man kommer frem, ruiner af menneskelige boliger, den evige brummen og knalden i luften, det daglige myrderi, det stadige syn af sårede og døde, alt dette indgår i bevidstheden som det givne, som den naturligste ting af verden, og bundfælder en vis barskhed og sløvhed i sjælen."

Soldaterne levede i øjeblikket, tilvænnede til krigen og dens vilkår og med glæde over hver dag, de endnu var i live. Pludselig afbrudt af angsten ved oplevelsen af flyverne, som de fleste her så for første gang, og som de hurtigt lærte at kende som en farlig fjende. Mange breve vidner om en enkel kristentro, som gav „en kraft til at bære alle trængsler”. Samtidig undrer de sig over, hvordan staternes ledere, som dog også er kristne, kan lade det komme til en sådan krig og dens elendighed.

Bag resignationen over krigens uomgængelige vilkår spores et stadigt håb om en snarlig afslutning. Navnlig i det første krigsår forventede alle en hurtig ende på krigen. Soldaterne spejdede efter selv de spinkleste fredstegn i aviserne, et rygte var tilstrækkeligt til at holde håbet oppe. Som håbet svandt, blev tilpasningen mere udpræget, men også oprørtheden over krigens meningsløshed og først og fremmest hjemlængslen.

Mere end 5000 dansksindede vendte ikke hjem.