De jyske bønder

Kirkeklokke, kalkmaleri fra begyndelsen af 1500-tallet i Vesterø Kirke på Læsø.

.

Jomfru Maria i stråleglans, relief på siden af klokke, der har hørt til gråbrødreklosteret i Køge. En indskrift på klokken siger, at den blev støbt i 1522. Den fungerede senere som rådhusklokke i Køge.

.

I 1530 udkom Malmøbogen, som ville give „årsag og en ret forklaring” på den nye gudstjeneste, som var indført i Malmø. Forfatteren er Peder Laurentsen. På den side, der her er gengivet, gør han rede for, at tiende i Det gamle Testamentes tid skulle tjene til præsternes samt enkers og faderløses underhold. Men i Det nye Testamente er der intet om tiende, „ikke ét ord i Skriften”. Nu stilles der langt større krav om frivilligt at dele med de fattige, men tienden bør dog betales, til øvrigheden bestemmer noget andet.

.

Christian 2.s propaganda betjente sig af bogtrykkeriet på flere planer. Her er det et flyveblad eller en løbeseddel, hvis budskab kan forstås af enhver: han er konge, „Christian af Danmark, konge over Sverige og Norge”, og alle bør støtte ham i hans kamp imod ordenens forstyrrere. Samtidig så man sidste mode i dragter. Smart klædte landsknægte som dem, der her følger kongen, var med til at sprede nye moder, der nok vakte forargelse, men også blev efterlignet af dem, der havde råd.

.

Vi har ikke noget bedre billede af Mogens Gøye end dette portræt fra hans gravsten i Voldum Kirke på Djursland, hvor slægten havde sit gravkapel. Stenen er udført efter hans død i 1544. Den viser ham som ridderen i fuld rustning. Mogens Gøye blev landets største private godsejer. Hans første kone, Mette Bydelsbak, var efter sin brors død på Ditmarskenfelttoget i 1500 den sidste af sin slægt. Hun bragte ham en lang række godser til dem, han havde arvet efter sine forældre. Og han købte stadig mere gods.

.

Når bønder optræder på kirkernes kalkmalerier, er de næsten altid idealiserede som et led i fremstillingen af de bibelske fortællinger. I kappefligene på hvælvingerne i en sal ved Vor Frue Kirke i Århus, der var spisesal eller auditorium i byens sortebrødrekloster, dukker for en gangs skyld et par mere realistiske bønder op. Den rundryggede, forslidte bonde, der ses her, er mærket af en tilværelse, der til stadighed var truet af ensidig ernæring, vitaminmangel, dårlige tænder, gigt og talrige andre sygdomme. Hans livsudsigter var så usikre, at han måtte mene, at Jesus, der døde i 30-årsalderen, havde levet et fuldt liv. Han har sin skovl i hånden og sin greb over skulderen. Er han på vej til arbejdet eller er det en oprører, som har bevæbnet sig med sine redskaber? Det sidste kunne støttes af, at de to bønder modsvares af to landsknægte i de andre kappeflige. De er malet i 1517.

.

Foruden modstanden mod den tætte række af ekstraordinære skatter og tienden til bisperne synes utilfredsheden blandt bønderne at have samlet sig om godsejernes udnyttelse af hals- og håndsretten og øvrige myndigheder over bønderne. Godsejerne gik langt i udnyttelsen af øvrighedsmagten, og kongen frygtede for følgerne. På herredagen i 1525 skrev han til rådet, at bønderne følte, at kongemagten var sat til side, og at kongens afgørelser ikke betød noget over for adelen – „almuen klager over, at de hellere vil føre en spån end kongelig majestæts breve ind i riget”. Han stræbte efter enighed, men „hver vil råde og regere efter sin egen profit og vilje”. Derfor, mente kongen, blev de fattige forurettede og satte sig op imod deres herskab. At et afgørende stridspunkt var godsejernes direkte magt over deres „undersåtter” fremgår også af forhandlingerne på herredagen i 1526. Da foreholdt kongen rigsrådet, „at bønder og almue ikke skulle overfaldes med urette”. Heroverfor fastholdt rådet, „at de og hver af dem ville skikke sig imod deres tjenere og undersåtter, som de ville være bekendt for Gud og kongen”, og at hver prælat og adelig havde lovlig myndighed til at straffe sine tjenere. De hævdede, at det tværtimod var kongens indblanding med sine breve, der gjorde, at deres undersåtter blev ulydige. Kongens vanskelige situation er ikke blevet bedre af, at han svigtede i befolkningens øjne på et punkt, der psykologisk må have været af stor betydning. På herredagen i 1526 gik bisperne med til, at kongen måtte få „de fleste klokker, kirkerne i deres stifter kunne undvære, og de kunne få fra almuen med lempe”. Kirkeklokkerne skulle bruges til at støbe kanoner af. Bisperne forlangte, at det skulle ske på direkte kongelig befaling. Kongen udstedte en række åbne breve om, at sognenes kirkeklokker på én nær skulle indsamles og sendes til kongens kanonstøber i København. Hvor der fandtes tre klokker, blev den største og den mindste konfiskeret. Der blev i øvrigt slet ikke brug for al denne malm, og i 1531 udgik der breve til alle kirkeværger ved sognekirkerne på Sjælland, at de nu kunne købe de resterende klokker tilbage til deres kirker!

Det har ikke været uden grund, herredagen opfattede befolkningens reaktion som et problem, og at bisperne ønskede at lægge ansvaret over på kongen. Vi har tidligere set kirkeklokkernes funktion og betydning som værn mod uvejr og andet ondt. Her var noget, der vejede anderledes tungt end teologiske meningsforskelle blandt de lærde. Bønder og borgere har måttet føle sig dybt krænkede i deres religiøse følelse og i deres rettigheder i det kristne fællesskab. Også Poul Helgesen var forarget, både over konfiskationen af kirkeklokker og beskatningen af kirker og gejstligheden, ikke alene som penge, men også i form af aflevering af guld- og sølvtøj. „Kirkerøveren” kalder han Frederik 1.

Samtidig med konfiskationen af kirkeklokkerne blev det påbudt, at alle bønder skulle lægges i lægd på 12 mand, der i forening skulle stille en „før, stærk karl”, udstyret med harnisk og spyd, armbrøst eller gevær. Våbnene turde man dog ikke lade bønderne selv opbevare. De skulle forvares hos lensmanden, til der blev brug for dem.

Herredagens vedtagelser førte til forøget uro. I Gangtofte sogn på Fyn nægtede bønderne at lade sig lægge i lægd med den begrundelse, at Christian 2. var deres rette herre. Nu – i 1527 – er det, vi hører, at bønderne i Jylland og andre steder har organiseret sig i forbund imod kirken og bisperne. Kort tid efter klagede Ove Bille over, at bønderne sad de i denne anledning udsendte kongebreve overhørig. Da Mogens Gøye, der foruden at være rigshofmester også var lensmand i Skanderborg og Tordrup len, lod kongebreve om retsforfølgelse af de ulydige læse op på herredstingene, svarede bønderne rent ud nej – de ville intet betale, før deres klager var hørt. Og de klagede over, at der var mange kirker, hvor der på grund af alt for få præster kun kunne holdes messe hver tredje eller fjerde søndag. I sin indberetning til kongen om disse klager giver Mogens Gøye bønderne ret i, at der var herreder med 14 eller 16 sogne, hvor der kun var to-tre præster, fordi sognekirkerne var lagt ind under bisper, kapitler eller klostre, der fik indtægterne og sparede på vikarerne, som skulle passe kirketjenesten. I en lidt senere indberetning fortæller Mogens Gøye, at det er bønderne „over ganske Jylland”, der herefter ikke ville betale afgifterne til kirken. Og han angiver bøndernes begrundelse: „De siger dem slig udgift hverken efter Guds lov eller lands lov skyldige at være. Men Eders Nåde vil de gerne være hørige og lydige med liv og gods som deres herre og konge.”

Vi ser her en folkelig tankegang manifestere sig: Guds lov og lands lov som rettesnor for samfundets liv. Guds lov, forstået som Bibelen og sædvanen, kan føres i marken, endog over for kirkens egne krav, der netop var blevet begrundet med „Guds og den hellige kirkes ret”.

Mogens Gøye, der havde sluttet sig til den lutherske retning, var som så mange andre adelige selv modstander af kirkens dominerende økonomiske og politiske stilling i samfundet, og han har haft sympati for tanken om, at der ikke skulle betales til kirken. På herredagen i 1527 talte bisperne om, at „mange af adelen, købstadsmænd, bønder og almue” havde beklaget sig til kongen over, at de var blevet presset „med dom og band” til at betale afgifter til de gejstlige, „som de mener for Gud og ret ikke at være dem i nogen måde pligtige”. Men som hovedrig godsejer og magthaver i stor stil fast forankret i den gamle samfundstænkning, kunne Mogens Gøye bestemt ikke have sympati for den mening, at menigmand selv skulle fortolke „Guds lov” og lade sin lydighed mod øvrigheden være afhængig af, hvilket resultat han kom til. Vi ser ham da også i de følgende år som dreven politiker bekæmpe disse tendenser, hvis konsekvenser han kendte fra den tyske bondekrig et par år tidligere. Det faldt Mogens Gøye let at føle sig enig med Luther i hans opfattelse af øvrigheden.

Bondeurolighederne havde ført til herredagen i Odense i 1527. Det eneste, bønderne fik ud af dens afgørelser, var valget imellem at betale den gamle biskopafgift eller den fulde tiende. Det kunne ikke stille dem tilfreds. Modstanden mod tienden fortsatte blandt de jyske bønder i de følgende år. Den fulde tiendebetaling kunne ikke gennemføres. I de evangelisk orienterede præsters og prædikanters agitation har det været et nemt angrebspunkt imod bispekirken. I satiren om Peder Smed og Adser Bonde lader forfatteren den oprørske smed argumentere for, at man efter Bibelens ord ikke behøver at betale tiende. I Det gamle Testamente påbydes tiende, men „siden Det nye Testamente kom, da talede Kristus intet derom”, og bonden kan konkludere: „Nu haver jeg hørt så meget her, at jeg skal aldrig give tiende mer.” Også i de teologiske skrifter argumenterer prædikanterne som Peder Smed, men mere moderat.

Imens ventede de utilfredse borgere, bønder og lavadelige flere gange Christian 2.s tilbagekomst på grundlag af mere eller mindre begrundede rygter. Den fordrevne konges tilhængere var ganske klar over stemningen. På grundlag af sine spioners rapporter foreslog den tidligere borgmester i Viborg, Peder Stub, i efteråret 1526 Christian 2. at sende sin flåde „enten for Riberdyb, Varde eller Ringkøbing”. De følgende års begivenheder skulle vise, at hvad utilfredshed og modstandsvilje i befolkningen angik, var det ikke nogen helt skæv bedømmelse. Frederik 1. og rigsrådet fulgte den landflygtige konges forhandlinger med kejseren og forskellige tyske fyrster med den største uro. I 1529 opstod en ny situation, der gjorde frygten for – og håbet om – et angreb på Danmark akut.

Den landflygtige konges svoger, kejser Karl 5., havde længe haft hænderne fulde, dels af krige mod Frankrig i Italien og på østgrænsen, dels af tyrkerne, der efter at have erobret Balkan nåede så langt som til at belejre kejserens hovedstad, Wien. Hertil kom at der var voksende modsætninger mellem de tyske fyrster, der især var delt i religionssagen. I 1529 sluttede han imidlertid fred med Frankrig, og den tyrkiske hær måtte samme år, hårdt medtaget af pest, trække sig tilbage til Ungarn. Nu fik kejseren et pusterum, hvor han kunne tage sig af mindre ting som den landflygtige svogers problemer. Christian var i sagens anledning gået over til sin ivrigt katolske svogers tro.

Resultatet blev, at Christian i 1531 virkelig fik samlet en hær og flåde i Nederlandene. Hvor den skulle hen, var en godt bevaret hemmelighed, og det lykkedes ham på den måde at sprede fjendens styrker, for ingen dansk rigsråd turde føre tropper fra sin egen landsdel til andre. Fra sin lejr sendte Christian 2. en vældig proklamation til sine tidligere undersåtter, hvor han lovede at komme dem til hjælp mod al den uret, de led. De skulle alle lade brygge og bage, „og når I fornemmer vor og vort folks tilkommelse, at I da giver jer selv til os med det meste øl, brød og anden fetalje”, som de nok skulle få penge for, og „at I tager med jer harnisk og værge, mand af hus”. Enhver måtte føle, at nu var det alvor. Selv lovede Christian, at han derefter ville holde enhver „ved Guds lov, skel og ret og gode gamle sædvaner” og i det hele taget skikke sig som en god, kristen konge. Proklamationen og andre tilsvarende opråb blev spredt af kongens venner og agenter i landet – „hvem de er, må Gud vide”, som en fynsk adelsmand skrev til Frederik 1.

Rigsråderne på Fyn ville nu mobilisere de bønderkarle, der var blevet udtaget af hver lægd på 12. De skulle stille i Kerteminde, men fra flere herreder kom der ildevarslende svar, at „når behov gjordes, skulle de nok følges ad og stande med deres rette herre”. Ved et landsting, der holdtes i Jylland ved den tid, da Christian 2.s proklamation var blevet kendt, samledes bønderne i store skarer, og stemningen var så truende, at landsdommer Mogens Munk måtte flygte fra Viborg.

Nu udfoldede Mogens Gøye sit politiske håndelag. Først sendte han hemmeligt nogle af sine pålidelige bønder ud for at sondere stemningen og finde ud af, hvilke planer bønderne havde. Han frarådede, at Mogens Munk viste sig i Viborg igen og overdrog i hans sted den mindre provokerende Jens Hvas at fungere som dommer ved de næste landsting. Selv ville han sende nogle af sine fogeder og bønder til tinget, hvor de så kunne optræde som besindige folk. Han havde også truffet foranstaltning til at få opsporet navnene på bøndernes ledere, men i et af de breve til kongen, hvor han underretter ham om alle disse forholdsregler, henstiller han, at man ventede med at straffe dem til faren var drevet over. Et par uger efter kan han meddele kongen, at nu havde han navnene på bøndernes høvedsmænd. Også Mogens Munk havde haft en undersøgelse i gang og kunne sende en liste med navne på bøndernes formænd og ordførere til kongen. „I mit eget og i Erik Banners len,” tilføjer Mogens Gøye, „er almuen stille og ganske vel tilfreds.” Erik Banner, Mogens Gøyes ven og politiske meningsfælle, var lensmand i Kalø len.

Imens havde bønderne ladet budstikken gå fra herred til herred om at møde talrigt op på landstinget den 7. oktober. Da dagen kom, strømmede over tusinde bønder til fra de jyske herreder, og under ledelse af bonden Thøger Odsgård besluttede de at dele sig herredsvis, således at de kunne se, om der var spioner iblandt dem, „som ville høre, hvad de sagde”. Desuden aftalte de bevæbningen: hver gruppe på 20 bønder skulle have fire geværer og seks armbrøster, resten i gruppen spyd eller forke. Desuden sendte de nyt bud ud til mange herreder om at „gøre ret sammen med dem”.

Jens Hvas og Mogens Gøyes fogeder og betroede bønder gjorde hvad de kunne for at splitte og berolige. De oplæste et brev fra rigshofmesteren, hvori han lovede, at de klager, bønderne måtte have over Mogens Munk eller andre, nok skulle blive hørt af kongen og uret straffet. Det lykkedes at splitte bønderne for denne gang, men de vedtog at møde talstærkt op på næste landsting to uger senere.

Imens skrev Frederik 1. rundt til de forskellige landsdeles rigsråder, at de skulle mobilisere de udtagne bønder, og til råderne på Sjælland tilføjer han, at hvis bønderne planlagde at forsamle sig, skulle man „slå og straffe dem”, før de nåede det. Mogens Gøye, Erik Banner og Ove Bille holdt møder i Århus og Skanderborg. De henstillede til kongen at opgive en plan om at sende landsknægte mod bønderne, da man så måtte frygte et almindeligt oprør. Derimod mente de, at kongen personligt burde begive sig fra Gottorp til Kolding eller Skanderborg, da hans nærvær kunne virke beroligende. De fandt det utilrådeligt at forlange de udtagne bønder mobiliseret, og hvis breve skulle læses op, måtte man pålægge lensmændene kun at samle bønderne herredsvis i den anledning og at tage nogle pålidelige og ansete bønder med på tinge.

Da landstinget åbnede den 21. oktober, læstes et kongebrev for de bevæbnede bønder om Mogens Munks fjernelse. I et andet kongebrev, hvis nøjagtige ordlyd en uges tid før var sendt til kongen fra Mogens Gøye, der ikke skulle have andre til at forkludre noget, lovede Frederik 1. at ville høre og afhjælpe bøndernes klager og i alt være dem en kristen herre og konge. Men hvis de ikke gik hver til sit, men holdt yderligere forsamling, nødtes kongen til at straffe ophavsmændene. Det lykkedes ad disse veje at hindre, at uroen gik over i åbent oprør. Der var dog ikke ro i Jylland. Der var stadig skatte- og tiendenægtelse, og i Vester Herred i Ribe len slog bønderne lensmandens skriver ihjel, da han ville opkræve skat. Christian 2.s angreb lod stadig vente på sig.

De breve fra de adelige politikere, der underrettede Frederik 1. om disse tildragelser, lader os ikke blot kigge med på begivenhedsforløbet, men viser os også to vidt forskellige politikertyper, som hver for sig repræsenterede tendenser i tidens herskende lag. Mogens Munk var den gammeldags tænkende herremand. Han så baggrunden for urolighederne alene i Christian 2.s muldvarpearbejde og ville have landsknægte sendt mod bønderne og magten fastholdt med vold. Mogens Gøye så derimod bønderne som en vigtig politisk faktor. Han forstod, at bondeuroen kunne bidrage til at svække bispekirken, og plejede sine kontakter iblandt bønderne og manipulerede virksomt med dem. Han underkendte ikke betydningen af Christian 2.s propaganda, men var på det rene med, at når den kunne slå an, var det fordi bøndernes rettigheder faktisk var blevet krænket, og fordi nogle af dem nu så Christian 2. som den, der skulle bringe dem deres gamle ret. Han søgte derfor at lancere Frederik 1. som den retfærdige kristne konge, altid parat til at tage sig af bøndernes berettigede klager. Kongen, samfundsmagtens øverste figur, måtte have bøndernes tillid, så den herskende orden så vidt muligt kunne fremtræde som retfærdig for bønderne. Som Lave Urne, Ove Bille og Erik Banner forstod han, at bondepolitikken måtte føres med hensyntagen til bøndernes forestillinger om samfundets ret og rimelighed, som i vid udstrækning også var rammerne om deres egen samfundstænkning og baggrunden for deres følelse af troskab og pligt over for kongen. Deres politik lykkedes i disse år. Jens Hvas, der skulle fungere som landsdommer i Jylland, skrev til kongen under urolighederne, at det var tilrådeligt at lade Mogens Gøye og Erik Banner forhandle med bønderne, „thi de hører ikke andre i denne lejlighed end dem”.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De jyske bønder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig