De moderate

Frederik 3., malet af ukendt kunstner o. 1650. Det intime profilbillede af kongen uden tilføjelsen af alle mulige repræsentative dikkedarer er en sjældenhed inden for samtidens fyrsteportrætter. Måske har netop dette maleri været med til at skabe forestillingen om Frederik 3. som en tænksom og noget sky person.

.

Borgerpartiets førstemand, borgmester Hans Nansen, foreviget af kobberstikkeren Haelwegh i midten af 1660'erne. Nansen, født 1598, stammede fra en borgerfamilie i Flensborg. Han blev handelsuddannet og knyttet til den københavnske storkøbmand Mikkel Vibe, der var en af de førende aktionærer i Det islandske Kompagni, som havde eneret på handelen til den fjerne ø. Hans Nansen blev selv aktionær i kompagniet. Gennem sit ægteskab kom han i kontakt med den øverste del af det københavnske borgerskab, blev 1639 rådmand og 1644 borgmester i København, fra 1654 som førsteborgmester. Som tak for de tjenester, han ydede kongen ved arverigets indførelse, blev han udnævnt til præsident i København og valgt til medlem af Højesteret. Han døde 1667.

.

Artikelstart

Politisk var forslaget udtryk for en midlertidig og skrøbelig alliance mellem provinsborgerskabet og København. Ganske vist gav det København visse særindrømmelser såsom akutte ydelser fra tolden, så staden, der havde lidt så meget under belejringen, hurtigt kunne bringes på fode, og det var vel disse særydelser, der overhovedet fik de københavnske delegerede til at bakke op om det. Alligevel må det betragtes som noget af et kup, når forslaget ville stille alle købstæders handel lige og dertil forbyde staten at handle med bestemte leverandører. Det stred mod Københavns nyvundne status som stabelstad og mod de københavnske storkøbmænds og pengeudlåneres interesser.

Det gik også hurtigt op for de københavnske delegerede, at de havde ladet sig snøre, da de velsagtens grebet af en fælles borgerlig begejstring havde tilsluttet sig et forslag, der trods alt rettede det tungeste skyts mod adelen. Forslaget blev i hvert fald aldrig indleveret, og tre dage efter, den 20. september, fremkom det i en barberet udgave. Det vigtige krav om lensreformer var bibeholdt, mens ønsket om hof- og militærbespareiser var fjernet, afsnittet, der opfordrede kreditorerne til at nedskrive kronens gæld, var udeladt, ideerne om arveafgift og plovskat var forsvundet, og de politiske reformønsker i retning af en stænderstyret stat var ligeledes væk. Dette nye forslag, der ikke var udformet som en bestemt stands synspunkter og efter al sandsynlighed skulle forene borgerskabet og gejstligheden, der kun var moderat reformvenlig, blev imidlertid heller ikke forelagt regeringen, antagelig fordi de provinsdelegerede nu ikke længere følte sig dækket ind. Repræsentanter for de sjællandske, lolland-falsterske og fynske købstæder udarbejdede nemlig deres eget forslag, som fastholdt 17. septemberindlægget.

Mens borgerne stredes om den politiske linie, spillede adelen ud med et skatteforslag. Den fastholdt, at den ikke ville være med til at betale konsumtionen. I stedet tilbød den en skat på 1 1/2 daler af sine tjenere. Hertil erklærede de to andre stænder, at de ville skam også gerne betale 1 1/2 daler af deres tjenere, men så skulle de ligesom adelen slippe for konsumtionen. Lighedskravet var vigtigere end betalingsmåden.

Adelen var imidlertid så presset, at spilfægteriet omkring konsumtionen kunne ende med, at den simpelt hen tilbød at betale denne afgift for at slippe for mere ballade, og så havde de to understænder nok på dette enkelte punkt fået understreget ligheden, men de mere vidtgående lighedskrav ville være tabt på gulvet. Derfor ilede borgerstanden med at genfremsætte 20. september-forslaget, hvor ikke mindst lensreformkravet måtte være helt uantageligt for adelen.

Og ganske rigtigt. Den 30. september indvilgede adelen i at betale konsumtionsafgift af deres herregårde „lige ved deres bønder, så der er nu ingen undersked [forskel]”. Det var rigsråd Oluf Parsberg, der understregede den pinlige lighed, adelen var blevet tvunget til.

Men adelens indrømmelse kom for sent. Den gav blot borgerstanden og gejstligheden, der nu gik i takt med borgerne, yderligere blod på tanden. Og da det meget belejligt viste sig, at regeringens forslag til konsumtionsafgifter indeholdt langt højere takster, end de to andre stænder tidligere havde godkendt, og da regeringen oveni fremturede med en forordning om stempelafgifter, der ensidigt ramte borgerstanden, benyttede understænderne lejligheden til at spille deres egentlige politiske trumfkort ud.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De moderate.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig