De nationalliberale

I 1840'rnes nationalliberalisme indgik kravet om en fri forfatning, en sikring af den danske nationalitet i Sønderjylland og tilnærmelsen til Sverige og Norge i det fælles idégods. Da der mere var tale om et fælles miljø end om en organiseret bevægelse, var der betydelige meningsforskelle. Mest markant var en stadig tydeligere opdeling af oppositionen i en moderat og en mere radikal fløj.

Da J. Fr. Schouw i efteråret 1842 lagde afstand til de „ultraliberale”, nævnte han som „sindige” personer H. N. Clausen, professor P. G. Bang, borgerrepræsentationens formand L. N. Hvidt, grosserer H. P. Hansen, professor J. N. Madvig og T. Algreen-Ussing. Den sidste var blevet professor i jura i 1840 og bevægede sig i løbet af Christian 8.s regeringsperiode støt over på regeringens side.

Det blev i stigende grad den yngre generation af liberale, der prægede den offentlige meningsdannelse. Også de ældre liberale støttede den nationale sag i Slesvig, men det var de yngre, der drog de politiske konsekvenser af opdagelsen affolket – bønderne – som bærere af danskheden i Nordslesvig. Der var i liberale kredse tilbage fra 1830'rne en sympati for bondestandens krav om en endelig afvikling af hoveri, fæste og standens retslige diskrimination.

Men det var udtryk for en ændret politisk linje fra liberal side, da Orla Lehmann i en tale i Nykøbing Falster i januar 1841 i forbindelse med valget til stænderne gik til angreb på bondens nedarvede loyalitet over for den enevældige kongemagt. Stavnsbåndsløsningen og landboreformerne i 1700-tallets slutning var ikke kongemagtens, men tidsåndens fortjeneste.

Og selv om man tillagde den unge kronprins Frederik æren for bondefrigørelsen, hvilken vished havde man da for. at hans efterfølger tænkte som han? Det var ikke hos den enevældige kongemagt, men hos de liberale, at bønderne skulle finde forbundsfæller i deres kamp for borgerlig og social ligestilling -„en fri forfatning vil gøre det lettere for regeringen at udrette noget godt, vanskeligere at gøre noget slet, men umuligt at gøre – slet ingenting”.

Talen vakte stor opsigt, og året efter blev Orla Lehmann idømt tre måneders fængsel for ved denne lejlighed at have udbredt had og misnøje mod landets forfatning og kongemagt.

Det nationale spørgsmål, der affødte skandinavismen, og åbningen i forholdet til „folket” – bondestanden – blev fremtrædende i 1840'rnes nationalliberale miljø. Der skete en forskydning i forhold til tidligere. Man havde naturligvis fortsat den frie forfatning som det endelige mål, men det var andre emner, der trængte sig stærkere frem i stændernes forhandlinger og i pressen.

En af de ledende liberale personligheder i Viborg stænder, herredsfoged J. P. With, skrev i efteråret 1842 til købmand P. Hiort Lorenzen i Haderslev, at man ville stille sig positivt til regeringens tanke om indførelse af de „stænderske komitéer”.

Fra Viborg ville man foreslå, at de foreløbig blev indført for en seksårsperiode. Så kunne man se, hvad de duede til, og „navnligen i den hensigt at ordne forholdene i hertugdømmerne og derefter gøre udkast til en friere forfatning”.