De usynlige

„Vort Hjem”s sidste hæfte helligede Emma Gad dem, der i virkeligheden var fundamentet for det borgerlige hjems funktioner og dets medlemmers udadvendte virke, tyendet. Mens landbosamfundets karle og tjenestepiger indgik i en åben og synlig sammenhæng i den enkelte gårds eller herregårds drift og produktion, kan man få det indtryk, at for byernes hustyende var det en væsentlig opgave at gøre sig så usynlig som muligt.

Ingen, og mindst af alle Emma Gad, var uvidende om deres uundværlighed. Hun og mange med hende vidste, hvor meget „det daglige livs hygge og behagelighed afhænger af, om man er godt betjent eller ej, og at en dygtig og trofast tjenestepige er en uvurderlig skat”. Men hun var sig også bevidst, at tyendeforholdet befandt sig i en brydningstid, fordi det „lægger så langt større beslag på den personlige frihed og for en del afskærer fra deltagelse i bylivets mangehånde både gode og mindre gode adspredelser”.

Den tyendegruppe, som Emma Gad skrev om, udgjorde en betydelig del af hovedstadens befolkning, omkring 18.000, hvoraf kvinderne var den helt dominerende del, ca. 95 procent. De udgjorde ca. syv procent af byens samlede kvindelige befolkning og godt 20 procent af de erhvervsaktive kvinder. Tjenestepigerne kom for de flestes vedkommende fra provinsen eller fra Sverige. Fruerne havde en indgroet tillid til, at de herfra fik de mest trofaste og tjenstvillige piger. Omvendt blev tjenestepigegerningen for de fleste af disse piger en overgangsperiode, hvor de tilpassede sig bylivet. Tjensteforholdene var af vidt forskellig varighed. Det klassiske husfaktotum med livslang, tro tjeneste hos en familie var på retur. Mange piger blev kun i en plads i få måneder og skiftede enten til anden familie eller søgte ud på det friere arbejdsmarked inden for industri, handel eller kontor. Mange gik også direkte fra pladsen i huset til ægteskab.

Når der blev så stor bevægelighed blandt tyendet, havde det flere årsager. Alle tjenesteforhold var fortsat underlagt bestemmelserne i tyendeloven af 1854, som stod ved magt indtil 1921. Den fordrede, at tyendet stillede hele sin arbejdskraft og tid til herskabets disposition og underkastede sig dets hustugt. Tyendets borgerlige rettigheder var begrænsede. Først efter systemskiftet begyndte de at få stemmeret, til menighedsrådene i 1903, til hjælpekasserne i 1907, til de kommunale råd i 1908 og endelig til Rigsdagen ved grundlovsrevisionen i 1915.

Tjenestepigernes arbejde var slid fra tidlig morgen til sen aften. Der var knap grænser mellem arbejde og fritid, og for de fleste kun en eller to friaftener i ugens løb, om overhovedet nogen. I store husholdninger var der flere piger, kokkepige, stuepige, barnepige, men de fleste arbejdede efterhånden som enepiger, og de måtte klare næsten alle husets arbejdsopgaver. Rengøring, madlavning, indkøb, opvask, storvask og børnepasning gik i ét i den lange arbejdsdag. De måtte op før herskabet, hente brændsel, fyre i kakkelovne og fortsætte, indtil de ud på aftenen kunne trække sig tilbage til hjemmets mindste rum, pigekammeret bag køkkenet.

Deres oplæring foregik i pladsen under husmoderens vejledning og opsyn. En formaliseret uddannelse var kun langsomt ved at trænge frem. Renlighed var det altdominerende krav i det borgerlige hjem. Både de fysiske omgivelsers, rummene, møblerne, køkkenet, og kroppens renligholdelse var det gennemgående tema i alle vejledningerne for god husførelse. Et snavset og uordentligt hjem og en snavset krop blev stemplet i omgivelsernes øjne. Lægevidenskabens påvisning af hygiejnens betydning for forebyggelse af sygdomme blev givetvis af mange tjenestepiger opfattet som en tvivlsom gave til menneskeheden.

At holde tyende signalerede klasseskel på flere ledder. Over for omverdenen markerede det hjemmets tilhørsforhold til borgerskabet, var et tegn på økonomisk og socialt overskud til at være fritaget for det daglige hårde arbejde i husholdningen. Indadtil i husholdningen var klasseskellet mellem herskab og tyende konkret og utvetydigt, men samtidig levede tjenestepigerne i et tæt forhold til herskabet, og mange følte en umiddelbar loyalitet over for det hjem, hvori de var placeret. Underkuelse og urimeligheder i dagligdagen kendte mange af dem hjemmefra, og af dem som indvandrede fra landet måtte det nye „hjem” opleves som det eneste tilbud om tryghed i en uoverskuelig og foruroligende storby.

Pigerne boede og arbejdede spredt og hyppigt alene. Det var derfor svært for dem at udvikle en form for kollektiv solidaritet med front mod herskaberne i lighed med den, som arbejderne i industri og håndværk udviste. Ikke desto mindre blev der gjort forsøg på at organisere tyendet. Efter forskellige tilløb stiftedes Københavns Tjenestepigeforening få måneder efter storkonflikten i 1899. Det blev det første og mest slagkraftige forsøg på at omskabe et ufaglært og ringe respekteret erhverv til et faglært og anerkendt, at omskabe tjenestepiger til husassistenter. I 1914 tog den navneforandring til Husassistenternes Fagforening, der blev forløber for det senere Husligt Arbejderforbund. Drivkraften bag organiseringen var den viljestærke Marie Christensen, foreningens formand fra 1899 indtil 1915. På baggrund af egne erfaringer så hun det som sin livsopgave at løse „de danske slavinders lænker” og gøre dem til „frie arbejdersker”. Det skulle ske ved at samle alle kvinder i en fælles indsats for at værne fagets interesser. Foreningens vigtigste mål var at få fjernet tyendeloven og ad lovgivningens vej få indført faste regler for arbejds- og fritid og en ugentlig fridag. Lønnen skulle forbedres, især naturalielønnen i form af en „sund og tilstrækkelig kost”, og så skulle der sikres tjenestepigerne „et rum, der med rette kan kaldes et værelse, og ikke et sådant, der mere ligner et hundehus, hvori man hverken kan vende eller dreje sig”.

Ved foreningens grundlæggelse var der 11 medlemmer, i 1903 ca. 200 „aktive” og i 1909 ca. 400, altså en særdeles lav organisationsprocent, der stod i skarp kontrast til den høje grad af organisering på det øvrige arbejdsmarked. I begyndelsen af århundredet stiftedes enkelte provinsforeninger, der i 1904 sluttedes sammen med den københavnske til De samvirkende Tjenestepigeforeninger i Danmark, også med Marie Christensen som formand. Trods det lave medlemstal var aktivitetsniveauet i foreningen højt. Fra 1901 udgav foreningen „Tjenestepigernes Blad”, samme år oprettedes et arbejdsanvisningskontor, og i 1906 skabtes med oprettelsen af Husassistenternes Fagskole mulighed for en faglig uddannelse. Marie Christensen stod i spidsen for det hele, også, om end lidt tøvende, for den radikalisering, der fra ca. 1910 skete i retning af at udvikle foreningen til en „rigtig ægte socialistisk fagforening” og nærme den til Socialdemokratiet. Det førte til brud med de herskaber, der endnu var knyttet til foreningen, men også til indre splid. Mange tjenestepiger ønskede ikke en politisering og ville ikke deltage i faglige aktiviteter, der kunne ryste forholdet til deres herskab.

Sin lidenhed til trods formåede foreningen at placere tjenestetyendets problemer i den offentlige bevidsthed, at synliggøre de piger, hvis fornemste opgave havde været at polere borgerskabets facade.