Demokrati eller diktatur

I oktober 1922 gennemførte ca. 40.000 italienske fascister en march fra Napoli mod Rom. Kort efter overdrog kong Viktor Emmanuel til føreren for det fascistiske parti Benito Mussolini at danne regering. Disse begivenheder fulgte efter flere års voldsomme konflikter i Italien. Umiddelbart efter krigen havde arbejderne indledt en kæde af aktioner for at ændre de sociale og politiske magtforhold. Strejker, demonstrationer, fabriksbesættelser og overtagelse af produktionen var de midler, som socialister og kommunister tog i anvendelse. Borgerskabet var skræmt ved udsigten til en bolsjevikisk revolution og gik til modaktion. Blandt det fascistiske kampforbunds handlingstørstende krigsveteraner og ultranationale romantikere udartede antisocialismen til en terror mod de „røde”. Mussolinis stormtropper hærgede i 1921 og 1922 de socialistiske og kommunistiske partikontorer og møder og tvang de lokale politikere og embedsmænd til at opgive deres embeder, ikke sjældent under håndfast medvirken fra politi og borgerlige myndigheder.

Med Mussolini i spidsen for en borgerlig samlingsregering mente konservative og liberale at have sikret sig, at fascisterne blev holdt i stramme tøjler. Men ligesom senere i Tyskland tog de grundigt fejl. Terroren fortsatte. I 1924 blev den socialistiske deputerede Matteotti myrdet af fascisterne. Samme år gennemførtes en valglov, der sikrede fascisterne flertal i parlamentet. De kvitterede ved på få år at afvikle det parlamentariske demokrati, selv om dets ydre former blev bibeholdt. De indførte streng censur, opløste de socialistiske og kommunistiske partier og fængslede deres ledere i stort tal. Opbygningen af den fascistiske statsform kunne ske uhindret. Med det fascistiske storråd som egentligt magtcentrum opbyggedes en korporativ stat, baseret på tvangsmæssig indordning af arbejdernes og arbejdsgivernes organisationer i fælles korporationer under staten.

I det ene europæiske land efter det andet blev der i begyndelsen af 1920'rne opbygget fascistiske bevægelser. I Frankrig omformedes den ældre ultranationalistiske Action Française i fascistisk retning, og de nye østeuropæiske stater blev gang på gang truet af fascistiske grupperinger. Højreorienterede dannede i Tyskland organisationer, hvis mål var at omstyrte den fred, som havde bragt skam over den store tyske nation. Fælles for disse bevægelser var hadet til det nye demokrati i Weimar-republikken, men i øvrigt repræsenterede de et sammensurium af antimarxisme, antisemitisme og for nogles vedkommende en slags antikapitalisme. Mange af dem havde tætte forbindelser til militære og halvmilitære korps. En af disse grupperinger var det nationalsocialistiske tyske arbejderparti (NSDAP), hvis fører i begyndelsen af 1920'rne blev Adolf Hitler. Den 8. november 1923, aftenen før årsdagen for revolutionen i 1918, forsøgte han et kup mod den tyske regering. Det brød sammen den følgende dag.

Selv om dette „ølstuekup” blev opfattet som et operettekup, var der enkelte i Danmark, der stillede spørgsmålet, om fascismen og den stærke mand ikke var svaret på efterkrigstidens voldsomme modsætninger og på den kulturpessimisme og undergangsstemning, som fandt udtryk i Oswald Spenglers store værk fra 1918-22 „Vesterlandets Undergang”, der også i Danmark opnåede betydelig udbredelse.

Efter påskekrisens udfald forekom det parlamentariske demokrati stabiliseret og rodfæstet i alle klasser og partier. I den offentlige debat blev det ikke desto mindre i disse år diskuteret, om denne statsform nu også var den mest effektive. I nogle erhvervskredse så man med bekymring på den styrke, som arbejderne havde opbygget gennem deres organisationer. I Arbejdsgiverforeningens ledelse imødeså man, at den dag måske ikke var så fjern, hvor Socialdemokratiet ville blive regeringsparti.

Inspireret af begivenhederne i Italien hævede der sig også i Danmark røster om indskrænkning af valgretten, en ny opbygning af statsstyret med et stærkt statsråd, en mere fremtrædende plads for „sagkundskaben” og spredte ønsker om en stærk mand til at skære igennem Rigsdagens palaver og kompromiser. De blev i 1923 håndfast imødegået af Th. Stauning i pjecen „Parlamentarisme eller Diktatur”. Selv om Socialdemokratiet kunne ønske en udvidelse af demokratiet ved indførelse af republik og etkammersystem, var det eksisterende parlamentariske system dog klart at foretrække frem for de to diktaturformer, som var vokset frem efter krigen, proletariatets diktatur i Sovjetunionen og det fascistiske i Italien.

Stauning placerede Socialdemokratiet solidt i den demokratiske tradition, der var udviklet siden forfatningskampen. De danske arbejdere ønskede at forfølge deres mål gennem det parlamentariske demokrati. Skulle nogen forsøge at erstatte det med diktatur, ville de stifte bekendtskab med et „politisk modent og vågent folk, som vel er i stand til at modsætte sig denne reaktion”. For at styrke demokratiet burde der indføres mulighed for folkeafstemning, hvis 50.000 vælgere eller en fjerdedel af Folketingets medlemmer krævede det. Sagkundskabens rolle i lovgivningen skulle styrkes ved at benytte økonomer og lægfolk i det lovforberedende arbejde og ved at føre rådslagninger med repræsentanter for de grupper, der var særligt interesserede. Flere af disse elementer blev faste indslag i socialdemokratisk regeringspraksis i de følgende årtier.

De antiparlamentariske røster vandt ingen væsentlig genklang. De blev støttet af spredte grupper blandt de ungkonservative, der var betaget af Mussolini, men den massebasis, som de fascistiske bevægelser ude i Europa opbyggede blandt forarmede småborgere og ultranationalister, var ikke for hånden. Nationalisterne var vel ikke tilfredse med løsningen af det slesvigske spørgsmål, men der var ingen gennemslagskraft for ønsket om en revision af grænsedragningen. Byernes småborgerskab oplevede ikke en forarmelse i samme målestok som i udlandet. De selvejende gårdmænd og husmænd havde forholdsvis gode økonomiske kår og var gennem deres historiske kampe forankret i demokratiet. Hovedspørgsmålet i 20'rne var ikke demokratiet, men de store sociale og klassemæssige konflikter.