Den kongelige autoritet

Der havde været konger i Danmark i århundreder, endnu før kong Harald i 900-årenes slutning erklærede på den store jellingsten at han havde vundet sig „al Danmark og Norge”. Men kongemagten havde rigtignok siden da ofte været omstridt.

Siden Valdemar den Store opnåede enekongedømmet i 1157 og ikke mindst siden 1170 da kongens fader Knud Lavard blev helgenkronet og kongens søn Knud 6. på samme dag salvet til konge, havde kongemagten antaget faste former og lignede nu frem for alt det franske kongedømme i sin teori og sit ceremoniel. Men de indlånte ideer måtte til enhver tid afpasses til de danske realiteter.

Ved 1200-årenes midte bestod de danske realiteter særlig deri at der rundt om i riget fandtes slægter af en rigdom og position der ville kunne tillade dem at true kongernes sikkerhed, særlig da kongemagten efter Valdemar Sejrs død indtrådte i en krise. De fyrster der ville gribe magten måtte sikre sig stormændenes loyalitet, eventuelt købe den, i konkurrence med andre linier i kongeslægten der kun alt for gerne stillede op til konflikt.

Middelalderen udviklede en politisk teori omkring den fredhellige og ukrænkelige konges person, med skønsom og behændig anvendelse især af Det gamle Testamentes beretninger om jødefolkets konger i gammel tid. Kongernes salving var måske endnu vigtigere end selve deres kroning og det var en ceremoni der søgte sit forbillede i Israels historie. Hvordan salvingen af middelalderens danske konger er foregået, vides dog ikke præcist.

I den latinske romerske kultur havde begrebet konge været omgærdet med en vis eksotisk romantik, for romerne havde jo ikke selv haft konger i deres historie, bortset fra den allerældste tid, så for romerne var konger først og fremmest noget der kendetegnede barbarerne, folkene uden for Romerriget.

Under den kristne kejsermagt der var opstået i Vesteuropa med Karl den Stores kroning i Peterskirken i Rom år 800, antog kongedømmet de kristelige former det skulle bevare i århundreder. Hvert folk havde sin konge – netop kun én – og han var ansvarlig for at lede dette folk på den rette vej. Middelalderens grammatikere der præciserede ordenes betydning ud fra overvejelser om deres oprindelse, ikke mindst til gavn for juristerne, når de skulle tolke begreberne efter deres inderste mening, afledte ordet rex (konge) af recte agere der betyder at handle rigtigt.

Den danske konge var „danskernes”, ikke „Danmarks” konge. Det er folket, ikke territoriet, der udgør kongens forankring i realiteterne. I den danske konges titel er han tillige „vendernes”, en henvisning til ambitionerne fra Valdemar Sejrs nu opløste imperium der kunne håbes genrejst en dag. Kongen er ansvarlig for folkets skæbne under forsynets styrelse. Han skal frem for alt skifte retfærdighed mellem sine undersåtter, og han er ansvarlig over for Gud. Det er under trussel om sin egen sjæls evige fortabelse kongen udøver sin gerning, og denne tunge ansvarsforpligtelse er ikke til at træde ud af, når den først én gang er etableret.

Kongevalget ligner på en vis måde de romerske hæres hyldning af de senantikke kejsere, og der er også lighedspunkter med den kollektive accept der fandt udtryk i folkets akklamation ved bispevalg. På dansk fandtes udtrykket „at kåre”, men på latin kunne det kun gengives ved „at vælge”.

Valgforsamlingen foretager sit valg i offentlighed og står dermed inde for lovligheden, og valget danner udgangspunkt dels for folkets hyldning af den valgte konge, distriktsvis, på kongens nødvendige rundrejse i riget der er en af hans første embedshandlinger, dels for salvingen eller kroningen der gør kongen til Herrens Salvede og dermed hans person ukrænkelig. Denne smukke teori har dog ikke formået at forhindre at flere af middelalderens danske konger er blevet dræbt og at sådanne gerninger er blevet behandlet som om det drejede sig om drab mellem ganske almindelige samfundsborgere.

Det materielle grundlag for kongemagten smuldrede efter Valdemar Sejrs død. I hans regeringstid synes der, ifølge den såkaldte Kong Valdemars Jordebog, at være gennemført en sondring mellem kongens arvegods, hans fædrenegods eller patrimonium på den ene side, og noget der kaldtes „kongelev” på den anden. Det var gods som var beregnet til at nydes af den konge der til enhver tid sad på tronen, og det var ligesom kirkegodset i princippet uafhændeligt. Men under kongeslægtens indbyrdes stridigheder efter Valdemar Sejrs død lod dette skel sig ikke opretholde. Hvad fyrsterne stredes om, og hvad de fra tid til anden opnåede at få, ved forhandling eller magtanvendelse, var snart fædrenegods, snart kongelev.

På den anden side blev kongemagten i Danmark, hvem der end sad inde med den, nu anset for at være forpligtet til at forsørge kongernes ægte og uægte afkom. Det skete ved at de fik udlagt større eller mindre dele af riget, hvor de kunne udøve de kongelige rettigheder og opnå de kongelige indtægter, alt sammen på vilkår der er fastlagt ved efterligning af det lensvæsen der gjaldt ude i tidens Europa. Men når disse besiddelser blev omstridt, var det altid tvivlsomt om den europæiske lensret kunne gøres gældende, og lenene f.eks. anses for hjemfaldne til lensherren ved lensmandens, vasallens død. Her hævdede parter der havde grund til at føle sig forurettet altid, at dette drejede sig om arv og ejendom, ikke om for-leninger. Det var indehaverne af kongemagten der forsøgte sig med modellerne fra lensvæsenet, i lighed med den praksis de fulgte når de købte sig militær assistance hos udenlandske fyrster og til gengæld gav dem dansk krongods i pant.

Kongemagten hvilede i materiel forstand på et godskompleks, men det var ikke så stort som tidligere, og det var nu heller ikke under ensartet, sammenhængende forvaltning.