Den konkurrerende magi

Der var mange indre og ydre farer, som truede selv de lydige borgere i det daglige liv i familie og landsby eller købstad. Her udkæmpedes også kampen mellem Gud og Satan, ja den foregik i det enkelte menneske. Der var f.eks. de kunster, som folk øvede for at påvirke magterne, undertiden med bistand af kloge folk. Palladius havde samme negative syn på disse ting som sine katolske forgængere, men nu hed det, at det stammede fra „Djævelen og munke”. Det var alt sammen trolddom og skulle bekæmpes som sådan. Det samme gjaldt spåning, der drejede sig om at se skjulte ting og derfor var en krænkelse af Guds almægtige vilje, men kunne være uhyre praktisk bl.a. til at afsløre tyve og andre hemmelige skadevoldere. Sygdom og personlige ulykker var efter biskoppens opfattelse Guds straf, og „når han bliver vred og straffer, da må vel ske, at han levner dig ikke et fæhøved i din gård”. Tunghøre og andre handicappede var folk, „som Gud havde lagt sin hånd på”, og forsømmelige kirkegængere kunne Gud straffe ved at gøre dem til stakler og stympere. Hvis sygdom og ulykker kunne opfattes som påført ved trolddom, fjernedes eller dæmpedes angsten for, at det var Guds straf for synder. Kloge folks diagnose gik ofte ud på, at patienten var forgjort af troldfolk, og det har været en forklaring, den syge gerne tog til sig, for så var der jo ikke tale om, at Gud havde hjemsøgt ham for hans synder. De kloge folk ødelagde derved den syndsbevidsthed, der var et så afgørende punkt i den lutherske teologi. Og allerfarligst var den helbredende magi, for den var et direkte forsøg på at tage riset ud af Guds hånd. Den kloge kone kunne godt nok signe for alle hånde sygdomme – „gigt og sligt” – og Palladius ville slet ikke benægte, at hun kunne helbrede mennesker og dyr, men det var dødsensfarligt at benytte hende. „Vel kan din ko få det bedre, som dig kan tykkes, men din sjæl fordømmes ind i helvedes afgrund med din signelse. Lad dig signe af Vor Herre Jesus Kristus ved en kristen bøn til ham og ikke af nogen djævels troldkvinde.” Om den skadevoldende trolddom „skal det gælde, at ingen djævels troldkvinde skal kunne gøre dig skade, enten på din mælk eller smør, eller på din mandheld eller førlighed, eller på nogen ting, du har udi dit hus”, hvis man blot havde tillid til Gud og førte et kristent levned.

Kampen mod den konkurrerende magi var så meget vigtigere for Palladius, Hans Tausen og de andre lutherske teologer, som forestillingerne om den var uløseligt forbundet med den katolske tro, således som denne blev opfattet af bønderne og mange af deres sognepræster. Nu skulle man ikke længere fremme frugtbarhed og sikre sig, at de daglige gøremål lykkedes ved hjælp af helgener, rosenkrans og alle de andre katolske remedier. Det skulle alt sammen erstattes af bedre måder. Palladius forklarede sine tilhørere, at når Jesus selv siger, at „hvad som helst I beder min himmelske fader om i mit navn, skulle I gerne få”, så betyder det ganske bogstaveligt, at Gud ville være med i alle dagliglivets forehavender, når man beder om det. Når en husmor skulle væve eller kærne smør, skulle hun bede om, at det måtte lykkes, og „så skal du se, de hellige engle skulle drage med dig, og du skal få en god ende på, hvad du tager dig for”. Og når bonden først på året vil ud med sin plov, da bør han falde på knæ i den sorte muld og bede om, at kornet må få en god vækst, og så skal han se, at „du får hundrede korn som du fik ikkun tyve”. Således kunne den gamle landbrugstekniske magi med korsebør og vievand og den slags sagtens undværes. Der fandtes nu langt sikrere metoder.