Den nationale kamp og Det åbne Brev af 8. juli 1846

I 1844 mødtes den slesvigske stænderforsamling i juli samtidigt med den i Viborg. Begge steder blev det nationale spørgsmål et væsentligt emne for forhandlingerne, men atmosfæren og de endelige indstillinger var dog forholdsvis moderate.

Da de to andre stænderforsamlinger mødtes i Itzehoe og Roskilde i oktober samme år, blev temperaturen sat i vejret. De holstenske stænder nåede frem til proklameringen af den såkaldte „retsforvaring”, dvs. slesvig-holstenismens egentlige statsretlige program (se afsnittet Den slesvig-holstenske bevægelse). Denne vedtagelse rummede en direkte konfrontation med de synspunkter, der på samme tid var blevet fremsat i Roskilde.

På forslag af T. Algreen-Ussing androg stænderforsamlingen til kongen, „at Deres Majestæt på en højtidelig måde vil bringe til undersåtternes kendskab, at det danske monarki, kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg går udelelig i arv efter Kongelovens bestemmelser om arvegangsmåden”.

Algreen-Ussing foreslog i denne sammenhæng også en videre udbygning af stænderinstitutionernes samarbejde. Mens A. S. Ørsted som regeringens kommissarius advarede mod den sidste del af forslaget, udtalte han sig positivt om den første som en bestræbelse på at sikre den nuværende stat mod en sønderdeling.

I februar 1845 blev der nedsat en regeringskommission med udenrigsminister H. Reventlow-Criminil som formand med det formål at undersøge arvefølgespørgsmålet. Kancellipræsident Stemann ønskede, at den umiddelbart skulle erklære, at Slesvig havde samme arvegang som kongeriget, men at forholdet var mere ubestemt for Holstens vedkommende.

Det blev dog til mere end et års udredningsarbejde, før man kunne udstede „Det åbne Brev” af 8. juli, der indeholdt samme konklusion, som Stemann var nået til. Det blev fastslået, at Kongelovens arvefølge var uindskrænket gyldig for Slesvigs og Lauenburgs vedkommende, mens det ikke med samme bestemthed kunne siges for dele af Holsten. Det ville imidlertid blive afklaret – og ikke få indflydelse på monarkiets enhed. Man tog afstand fra Ejderpolitikken med forsikringen om:

"… at det ej ved dette åbne brev er tilsigtet på nogen måde at træde dette hertugdømmes selvstændighed, således som denne hidtil af Os er erkendt, for nær, eller at gøre nogen forandring i de øvrige forhold, som for tiden forbinde samme med hertugdømmet Holsten, hvorimod Vi meget mere herved gentage Vort tilsagn om fremtidigen som hidtil at beskytte Vort hertugdømme Slesvig i besiddelsen af de samme som en, vel med Vort monarki udadskillelig forbunden, men tillige selvstændig landsdel tilkommende rettigheder."

Det åbne brev bekræftede den bestående ordning af monarkiet. Christian 8. og hans regering havde aktuelt taget klar stilling imod den slesvig-holstenske bevægelse, men havde ikke udtalt sig for en nærmere forbindelse mellem kongeriget og Slesvig.

Reaktionerne i hertugdømmerne var voldsomme. Hertugen af Augustenborg protesterede, og i de holstenske stænder nedlagde størsteparten af de deputerede deres mandater i 1846. Senere fulgte de slesvigske stænder eksemplet. Kancellipræsident J. Reventlow-Criminil, kongelig kommissarius ved forsamlingen i Itzehoe, trådte tilbage fra sin stilling, og det strømmede ind med andragender, der hævdede de slesvigholstenske synspunkter.

Da man søgte at afholde et folkemøde i Nortoft i Holsten for at protestere mod Det åbne Brev, blev militæret sat ind på at hindre dets gennemførelse. Regeringen anlagde retssager mod ledende slesvig-holstenske penneførere og skærpede censuren.

Da Christian 8. i oktober 1846 vendte tilbage til hovedstaden efter et længere ophold på Før, blev han for en gangs skyld modtaget med begejstring. Men Fædrelandet holdt igen på hyldesten. Danmark til Ejderen var ikke sikret ved Det åbne Brev, og de tvangsmetoder, man benyttede til at knægte den slesvig-holstenske bevægelse, kunne et liberalt organ ikke godkende.

I de dansksindede kredse i Sønderjylland var der imidlertid tilfredshed med regeringens og kongens udspil. Christian 8. blev hyldet af den fremtrædende bonde Hans Nissen på et møde på kongens fødselsdag 18. september – han var „ikke alene en god konge, det har vi altid vidst, men kan også være en hvas konge”.

Der indkom til den slesvigske stænderforsamling, der i 1846 mødtes den 21. oktober, i alt 108 adresser, der tog stilling til Det åbne Brev, og deres fordeling og underskrifter afspejler de herskende nationalpolitiske opfattelser i de dele af befolkningen, hvor man havde taget stilling.

Der var så godt som ingen adresser mod brevet fra Nordslesvig. Fra Tønder udtalte man sig mere afgjort for en tilslutning mod syd, og i selve byen Slesvig var der 488 navne under et ønske om „in staatsrechtlicher Beziehung fest und eng an Deutschland geknüpft zu werden”. I Mellem- og Sydslesvig var der større tilslutning til protesterne på landet, og det samme gjaldt for de frisiske egne mod vest.

I løbet af samlingen indkom knap 30 adresser fra Nordslesvig, hvor man vendte sig mod den proklamerede tilknytning til et Tyskland, som føjedes til det slesvig-holstenske program. Der var blandt disse adresser en national dansk orientering, men nok så udpræget i disse tilkendegivelser fra landdistrikterne var det, at man vedkendte sig en særlig lokal slesvigsk identitet.

Begivenhederne omkring og efter Det åbne Brev havde trukket de nationale modsætningsforhold skarpt op. Den nyudnævnte regeringspræsident L. N. Scheele – der også blev statholder, efter at prinsen af Nør var blevet afskediget – førte en hårdhændet linie, bl.a. over for pressen. Kniplingskræmmer Jens Wulff i Brede skrev i sin dagbog ved udgangen af 1846: „Her i landet var spændingen stor dette år mellem Danmark og hertugdømmerne; kongens åbne brev, skønt vist velment, bragte stort røre til veje … Forbitrelsen er desværre gensidig stor. Gud må vide, hvordan dette vil ende.”

Den danske bevægelse i Nordslesvig, der havde sin basis i den besiddende gårdmandsbefolkning, havde lidt et stort tab ved P. Hiort Lorenzens død i marts 1845. Ingen af de øvrige ledere på dansk side havde endnu hans autoritet og politiske overblik. Begivenhederne i 1846 havde til gengæld styrket den slesvig-holstenske bevægelse, der i stigende grad fik fodfæste også i landbefolkningen. Friserne havde sluttet sig til slesvig-holstenismen, og fra det sydligste sogn, hvor sønderjysk endnu var udbredt som dagligsprog, Fjolde, indkom der adresse til stænderne i Slesvig med krav om optagelse i Det tyske Rige.

Der var divergenser på slesvig-holstensk side med Ridderskabet og hertugen af Augustenborg som den højre og den udpræget demokratisk sindede Th. Olshausen som venstre fløj. Men det var ikke uden betydning, at konflikten mellem dansk og tysk ikke blot rakte nord for Kongeåen, men også syd for Elben. Hertugdømmernes forhold indgik i den stadig mere udtalte nationale enhedsbevægelse i Tyskland efter 1840, hvor man følte, at den danske stat repræsenterede en trussel mod den tyske nationalitet i de to hertugdømmer.

I 1844 fremkom således ikke mindre end 75 adresser fra alle egne af Tyskland, der sluttede op bag de holstenske stænders „retsforvaring”. Og det blev stadig mere klart, at der til dennes tre punkter måtte føjes et fjerde – at det forenede Slesvig-Holstens fremtid lå i en tilknytning til et Tyskland, der endnu ikke eksisterede som nation, men stod som en vision for 1840'rnes nationale og liberale kræfter.